Jeg har flere gange fået spørgsmålet ”Hvorfor går du ind for kernekraft, en energiform der kræver statsstøtte overalt man ser hen? Det er da ikke særlig liberalt!”. Jeg er enig i, at statsstøtte er noget skidt, som forhindrer os i at finde de bedste løsninger. Men jeg vil gerne starte et andet sted. Der er ideologiske årsager til hvorfor vi bør give kernekraften og markedet frit.

Liberale frihedsidealer
Grundlovsdag hylder alle landets politikere uanset partifarve at vi lever i et såkaldt ”liberalt demokrati”. Kogt helt ind, så handler det liberale demokrati om borgernes frihed.

Grundloven går ud på at beskytte borgerne mod magthaverne og hinanden. Den blev til på bagtæppet af stavnsbåndet og herremændenes ret til at bestemme over bønderne. Men med Grundloven kom endelig friheden til at leve sit liv, som man selv ønsker det - og uden at naboen, herremanden, staten eller tilfældige voldsmænd gør indhug i denne frihed.

Den private ejendomsret fik vi med Grundloven, altså friheden til at du må beholde, hvad der er dit. Du må således gøre som du vil på din egen grund, så længe du ikke skader andre.

Det er i dette lys, at den grønne omstilling udfordrer vores liberale kerneværdier. For nok har bondemand Hansen ret til at sælge sin jord til et energiselskab med henblik på at udlægge det til solcellepark – men det har unægteligt en indvirkning på naboernes værdier, når det sker.

Stavnsbåndet lever
Der findes eksempler hvor mennesker reelt stavnsbindes til deres hus, fordi kompensationen fra energiparken langt fra er nok til at dække værditabet. Pludselig kan huset ikke sælges, og naboerne skylder mere end huset nogensinde kan sælges til.

Hermed har naboens energipark gjort et kæmpe indhug på din værdi, også selvom han alene har udnyttet et potentiale på sin egen grund. Din nabos udfoldelser gør skade på dig – og heri ligger problemet for mig som liberal.

Modstanden blandt naboerne findes ved næsten hvert et projekt. I Stauning ved Skjern Enge gik borgerne sammen om budskabet "Bliv væk, vi vil ikke have Jeres penge". Borgerne i området vil hellere nyde udsigten over de åbne vidder i fred og stilhed, til gavn og glæde for både trækfugle og naturen i området.

Landmanden som skulle sælge jorden til projektet fik kolde fødder - der er grænser for hvor dårligt naboskab man ønsker sig.

Andre gange lider modstanden den stille kvælningsdød. Nogle får en kompensation som er tilstrækkelig for dem, og underskriver en kontrakt hvor de frasiger sig retten til at udtale sig kritisk om projektet.

Projektmagerne køber sig til tavshed, og det tager brodden ud af den fælles modstand. Samtidig indskrænker regeringen klage-mulighederne, og flere projekter forceres igennem på denne måde trods en udbredt modstand.

Det gør ondt i min liberale sjæl når jeg hører om den slags. Der sidder nogle projektmagere og organisationer med stor økonomisk og politisk magt, som udnytter dette til at tjene store formuer – mens ulempen bæres af borgerne i den anden ende af landet.

Et splittet land
Jeg er vestjyde og stolt af at bo i en landsdel, som tager ansvaret på sine skuldre. Jyden er ikke meget for at tage offer-rollen på sig, og der er også flere steder lykkedes at bygge energiparker med en grad af lokal involvering og investeringsfællesskab, som gør det til en succes for alle parter.

Når alle interesser går op i en højere enhed, og ingen føler sig trådt under fode, så kan der sagtens findes plads. Det hilser jeg varmt velkommen, og jeg vil understrege at jeg ikke er imod møller eller solceller som sådan. Slet ikke!

Efterhånden har flere vestjyske kommuner bygget så mange vindmøller og solcelleparker at de allerede nu kan kalde sig klimaneutrale – ved en blanding af frivillighed, kompensation og en vis grad af indirekte tvang.

Men Den grønne omstilling splitter landet, fordi de mere tætbefolkede områder også skal være klimaneutrale inden 2045. Det gøres med fortsat ekspansion af VE i provinsen. Den udvikling vil fortsætte de næste årtier, hvis vi følger regeringens plan. Og det vil føre flere lokale konflikter med sig og flere overgreb på den private ejendomsret. Men det behøver ikke være sådan.

Kernekraft er overlegen
I stedet for 4.000 hektar energipark i Skjern Enge kunne man bygge et enkelt kernekraftværk på under 10 hektar. Det kan ligge tæt på dér hvor forbruget er, og det vil endda kunne producere brinten billigere. Fremtidens brintøkonomi vil have stor fordel af at køre på kernekraft!

Det tog blot Emiraterne 12 år at bygge et kernekraftværk der svarer til hele Danmarks elforbrug – cirka samme tid som en enkelt havmøllepark tager at opføre. Når visse forskere siger at ”kernekraft er for dyrt og for langsomt” så mener jeg slet og ret de tager fejl. De små nye reaktorer som er på vej lover endnu hurtigere udrulning, i England forventes den første dansk-designede reaktor at være i drift i 2028.

Den danske lovgivning begrænser markedet
Loven afgrænser i dag hvilke teknologier, vi har lov at investere i. Et forbud mod kernekraft indebærer en begrænsning af markedet, som efterlader mindre spillerum til at vælge de bedste løsninger. Det liberale svar er at lade markedet selv finde de bedste løsninger.

Hvis vi ønsker os et frit marked, så må vi give kernekraften fri. Alt det kræver er en lovændring. Når kernekraften kan konkurrere frit, så kan pensionskasser, fonde og industrivirksomheder investere i de løsninger de finder mest fornuftige.

De vil gerne. Danske investeringsfonde viser interesse for kernekraft, og Ørsteds direktør er overbevist om, at kernekraften kommer til Danmark. Pensionskasserne luftede også tanken til det årlige folkemøde på Bornholm. Ligeledes er blandt andet Rolls Royce SMR og Kärnfull Next også interesserede i at investere hvis muligheden kommer – og Copenhagen Atomics og Seaborg har også udtrykt interesse, såfremt de politiske vinde skifter retning.

Politikerne må vågne op
Mit ønske med dette indlæg er ikke at skabe splid i befolkningen, eller at hænge nogen ud. Elselskaberne, pensionskasserne mv agerer blot indenfor de rammer der nu engang er.

Det er regeringen som bør vågne op fra sin tornerosesøvn. Det er på tide at lade kernekraft konkurrere frit, og lade vore atom-startups udfolde sig. De rykker lige nu til udlandet for at kunne teste og opføre de første fuldskala-anlæg, og det er synd og skam.

Der er masser af spørgsmål der skal besvares, fx hvordan vi kan sikkerheds- og miljøgodkende kernekraftværker, hvordan vi vil håndtere affaldet­, hvor der skal tillades opførsel af kernekraftværker osv.

Det er tid til atom-fornuft og politisk handling. Det bedste tidspunkt at gå i gang med den opgave var for 10 år siden, det næstbedste tidspunkt er NU.