Tirsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen SVM-regeringens udspil til en finanslov for 2024. Set fra en økonomisk vinkel er der intet imponerende over udspillet, selvom det måske er politisk smart. Det var derfor også helt fortjent, at Berlingskes glimrende Thomas Bernt Henriksen hudflettede Wammens påstande om effekter.
Pointen er, at regeringen lover at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede. Thomas Bernt Henriksen kalder i Berlingske Tidende løftet "fup" - en vurdering der næsten er for flink.
Regeringen har i lang tid tordnet mod folk, der vælger at arbejde mindre, med forklaringen, at vi alle skal 'bidrage' til velfærdsstaten ved at arbejde og dermed betale skat. At dens egne forsøg på at incentivere danskerne til det - og ikke bare skrige fra en socialdemokratisk høj hest - er en blanding af tomme løfter og overdrevne effekter, det er næsten pinligt at høre på.
Et første problem er, at af de 45.000 kommer 19.000 ifølge regeringen selv fra "gennemførte reformer og beslutninger." Heri indregner man for eksempel 8000 fra afskaffelsen af Store Bededag, 4600 fra "reformer af universitetsuddannelserne", og 4500 fra "styrket international rekruttering."
Som mange af os har påpeget, er der ingen arbejdsudbudseffekt af den meget upopulære afskaffelse af Store Bededag. Det ændrer ikke på danskernes efterspørgsel efter ferie, og stort set alle har rigelig mulighed for at holde fri en anden dag i løbet af året. Nettoeffekten er nul.
Jeg kan heller ikke se nogen som helst grund til, at forkortelser og forværring af kandidatuddannelserne giver ret meget. Nok kan man påstå, at nogle af kandidaterne kommer et halvt år tidligere på arbejdsmarkedet, men de vil kunne langt mindre, og derfor ikke blot tjene mindre end ellers, men også være dårligere jobmatch. Alt i alt giver det næppe noget særligt bidrag til statskassen.
Thomas Bernt Henriksen kritiserer også de 4500 fra international rekruttering, fordi man normalt ikke regner dem med. Jeg er ikke helt enig med ham i, at det er en dårlig idé at regne dem med, men jeg ville meget gerne se, hvor det tal kommer fra, og de detaljerede vurderinger af at den beslutning giver noget som helst.
Derudover regner regeringen 9500 beskæftigede med som konsekvens af "kommende reformer." De 5200 her er fra skattereformen, men selv her må man stille et stort spørgsmålstegn. Finansministeriet har basalt set antaget, at Lars Løkkes nye "top-top skat" ikke får nogen adfærdsmæssige konsekvenser. Det er stærkt kritisabelt, da erfaringerne fra Frankrig og Norge (og studier af f.eks. professionelle fodboldspilleres adfærd) peger på, at adfærdseffekterne kan være endda særdeles store.
Det helt gale, og det Thomas Bernt Henriksen kalder fup, er at de 45.000 omfatter 4000 fra "ny prioritering i erhvervsstøtten" og 12.000 fra "potentiale for at øge strukturel beskæftigelse." Begge dele er rene fugle på taget.
Når en politiker begynder at tale om potentiale, skal man spidse ører og lade sin mentale seksløber. Det betyder næsten altid, at politikeren regner effekter med, som kun findes i hans hoved eller som han ønsker, ville være der. Det er et tal, der er grebet ud af luften og som burde være et stort nul.
Det samme gælder de 4000 fra omlagt erhvervsstøtte. Bemærk, at Wammen ikke vil skære i erhvervsstøtten - det eneste fornuftige valg - men vil omlægge og tror, at bare man giver den smartere, dukker der pludselig 4000 beskæftigede op. Erhvervsstøtte er, ligesom dens større fætter industripolitik, en absolut tåbelig idé fra en økonomisk vinkel, og at påstå, at en omlæggelse af hvad der reelt er rent spild, får 4000 ekstra i arbejde, er næsten fornærmende.
Samlet set er finanslovens løfter om arbejdsudbud dybt skuffende. Selv ikke regeringens måske venligste medlem formår at overbevise mange af os om, at der ligger 45.000 ekstra beskæftigede i en række forslag, hvor flere af dem er næsten økonomisk analfabetiske.
Wammens udspil er endda, at kun 15.000 af de 45.000 jobs i hans fantasi skabes i den offentlige sektor. Skærer man den rene fantasi fra udspillet, er der måske et par tusinde til den private sektor - og det er givet, at den offentlige sektor ikke vokser mere end planlagt. Hvem tror på det?
For en regering, der sælger sig selv på evnen til at få ting gjort, er den nye finanslov tåkrummende.
