Åh nej. Jeg håber virkelig ikke, at jeg med overskriften til dette indlæg har skræmt nogle af de stakkels akademikere, der færdes på de humanistiske fakulteter, alt for meget. Man må nemlig forstå, at det er et stort problem, at humanioraforskere ikke “orker” at blande sig i den offentlige debat, fordi de kan få kritik for deres indspark. Det kan man læse i Akademikerbladet.
Avav.
Særlig slemt er det angiveligt, når denne kritik kommer fra et “en magtfuld person i samfundet”. Et usagn, hvilket tydeligvis har bl.a. Liberal Alliances Henrik Dahl som slet skjult adressat. Dahl er nemlig blevet et hadeobjekt i den humanistisk verden i en grad, der formodentlig kun er overgået af Bertel Haarder i sin tid som undervisningsminister, hvor han smagfuldt blev kendt som “Bertel Bims”.
Og ja, en folketingspolitiker har naturligvis den magt, der kommer af at være valgt af sine medborgere på baggrund af sine synspunkunter og politiske holdninger, uanset om humanister kan lide disse eller finder dem retvisende eller ej. Og selvom det måske kommer som en overraskelse for nogle akademikere, så findes der medborgere, som mener, at humanistiske forskere i stort omfang agerer politiske partshavere og aktivister, og at man både må og bør kritisere det forhold.
Jeg er selvsagt klar over, at det for mange akademikere kan virke både uforståeligt og urimeligt, at elitære skønånder som dem selv, skal udsættes for det samme som alle mulige andre fag- interesse- og andre grupper i samfundet, og at de ikke kan få lov til at tegne deres akademiske cirkler i ukritiseret og ophøjet ensom majestæt.
