Det er ikke usædvanligt, at EU-parlamentarikerne vedtager resolutioner om ting og sager, der slet ikke hører hjemme på deres bord. Det gør de jævnligt som en del af den evige forfatningskamp mellem dem, der mener, at EU skal bestemme mindre og dem, der mener, at EU skal bestemme omtrent det hele.

Denne resolution, som du kan læse her i sin fulde ordlyd, er et klassisk eksempel på det sidste – altså endnu en af de presbolde, som over tid har ført til, at EU er gået fra at være et handelssamarbejde mellem selvstændige lande til en hyper-reguleret politisk union med flere end 10.000 gældende EU-love, der dominerer over lovgivningen i medlemslandene.

Reglerne er sådan indrettet, at EU-kommissionen nu har indtil midt i marts til at overveje, om den vil imødekomme Parlamentet og fremsætte et forslag, der finansierer modellen med EU-betalt abort på tværs af landegrænserne. Det vides endnu ikke, hvad Kommissionen vil, men vi ved, at et stort flertal af de danske medlemmer af EU-parlamentet er med på vognen.

12 danskere ud af 14 stemte for
Danmark har 14 medlemmer af EU-parlamentet. De 12 stemte for, at EU skal afsætte penge til, at kvinder kan få abort i et andet land, hvis de ikke er berettiget til det i deres eget. Kun en enkelt stemte imod. Det var Anders Vistisen fra DF. Og én undlod at stemme. Det var Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne. Men altså både socialdemokrater, venstrefolk, konservative, LA, radikale, SF, og Enhedslisten stemte for.

Der er stor forskel på abortreglerne i EU. Det er der, fordi netop abort er et etisk spørgsmål, som hviler på de enkelte landes forskellige historiske, religiøse og kulturelle baggrunde. I Danmark har vi netop sat grænsen for abort op til den 18. svangerskabsuge, men i de fleste lande, er grænsen stadigvæk 12 uger.

I Polen er abort kun tilladt i undtagelsestilfælde, og i Italien diskuteres det lige nu at indskrænke muligheden for at få abort.

I andre lande som Sverige og Holland er grænsen sat betydeligt højere end i Danmark. Fælles for alle landene i EU er det, at det er et spørgsmål, som altid skaber stor debat, og som mange har en stærk mening om.

Bruger EU til at trumfe flertal i hjemlandet
At et flertal i EU-parlamentet – og altså herunder 12 af 14 danske medlemmer- mener, at de forskelle mellem landene skal udviskes ved, at EU betaler for, at den gravide kan få abort i et andet land end sit eget, er en tendens i EU-samarbejdet, som også kendes fra andre områder.

Politikere, aktivister og interesseorganisationer har efterhånden, siden EU-parlamentet med Maastricht-traktaten i 90’erne begyndte at få egentlig magt, lært, at hvis man ikke kan komme igennem med sine politiske ønsker i hjemlandet, kan man slå sig sammen med meningsfæller ude i Europa og få EU til at vedtage de regler, man ikke kan få flertal for derhjemme.

Det er typisk en aktionsform, som venstrefløjen gør brug af, og som kan føre til tossede regler, som for eksempel forbuddet mod gratis plastikposer og løse plastiklåg på flasker og mælkekartoner. Den aktuelle sag om ret til betalt EU-abort er organiseret i et netværk kaldet 'My Voice, My Choice'.

Netværket har arbejdet effektivt med at påvirke EU-parlamentets medlemmer og med penge fra Soros og Bill&Belinda Foundation i ryggen har det nået meget. Den vedtagne resolution lægger sig meget tæt op ad, hvad netværket af interesseorganisationer har stræbt efter, og netværket nævnes da også direkte i resolutionsteksten.

Fra miljø til etik
Med abortresolutionen bevæger EU sig nu ind på et værdiladet område, hvor man meget bevidst overtræder grænserne for, hvad man hidtil har anset som et spørgsmål, der hører hjemme bag medlemslandenes grænser.

I resolutionen slår man direkte fast, at retten til abort er en menneskerettighed i EU-forstand og kræver, at rettigheden skrives ind i det europæiske rettighedscharter. Det viser, at der faktisk pågår to kulturkampe samtidig under samme paraply.

Den ene handler om retten til abort. Flertallet mener, at retten skal universel og dermed løftes ud af national ret. Den anden handler om EU’s funktionsområde. Flertallet vil have EU’s magt udvidet på bekostning af medlemslandene.

Og især Parlamentets magt udvidet ved i samarbejde med interesseorganisationer at presse EU-kommissionen til at fremsætte konkrete lovforslag.

Ude og hjemme forskellig stemme
Man kan være for abort og mene, at polske kvinder bør have samme ret. Man kan mene, at EU skal sikre lige behandling af alle EU-borgere. Man kan mene, at menneskerettigheder skal udvides og dække flere områder.

Det gør så et flertal af de danske EU-parlamentarikere åbenbart. Selvom de fleste af dem, når de er hjemme i Danmark, altid taler om at begrænse EU’s indflydelse.