Det er godt nok op ad bakke med de palæstinensere.

På FIFA’s kongres i Vancouver udspillede der sig i går en pinlig og absurd scene. FIFA’s præsident Gianni Infantino opfordrede repræsentanterne for henholdsvis det israelske fodboldforbund og det palæstinensiske fodboldforbund til at give hinanden hånden.

Det skulle den palæstinensiske fodboldleder ikke nyde noget af. Han hedder Jabril Rajoub. Han foranstaltede et højrøstet og pinligt optrin på scenen, mens den israelske fodboldleder Basim Sheik Suleiman, som i øvrigt er fra det arabiske mindretal i Israel, stod lidt derfra og så til.

I stedet for at give hånd kastede palæstinenseren Jabril Rajoub efterfølgende om sig med beskyldninger mod Israel om folkedrab og racisme og forsikrede, at selvom han gik ind for, at fodbold ikke er politik, så er der dog en grænse ved at give hånd til en israeler.

Optrinnet virkede både forvirrende og absurd for dem, der sad i salen i Vancouver til fodboldkongressen, og FIFA-præsidenten forsøgte bagefter at udglatte så godt han kunne fra talerstolen.

Et generalieblad fra terrorens vugge
Hvem er han så denne palæstinensiske fodboldleder, som har det så svært med at forsone sig bare en lille smule med Israel, så man i det mindste kan spille bold?

Jibril Rajoub er en ældre herre på 72 år, født i Hebron i det daværende Jordan, nu Vestbredden. Fra ganske ung har han været opflammet af den revolutionære flamme og har både terror, drab og tortur på samvittigheden.

Som ung blev han aktiv i den palæstinensiske terrorgruppe Fatah. Han var med i et angreb i 1970 på en israelsk bus, som han blev dømt for at kaste en granat mod.

Han sad en del år i fængsel, men blev løsladt i forbindelse med, at Israel forhandlede nogle gidsler fri. Han var tæt på Yassir Arafat, og da Oslo-aftalerne i 1990’erne gav palæstinenserne selvstyre, blev han chef for den interne sikkerhed.

Det holdt dog ikke, for han brugte magten til at undertrykke, fængsle og torturere politiske modstandere, så det til sidst blev for meget, selv for det palæstinensiske Selvstyrerådet. Han forblev politisk aktiv i Fatah på den hårde fløj. Senere blev han leder af palæstinensernes olympiske komite og altså også af fodboldforbundet.

Rablerier
I 2012 brillerede han med på et møde i den internationale olympiske komite at opfordre til en boykot af en mindehøjtidelighed i anledning af 40-året for massakren på 11 israelske sportsfolk i München i 1972. Han mente mindehøjtideligheden var "racistisk".

I 2013 blev han interviewet på Hizbollahs tv-kanal i Libanon. Han beklagede, at araberne ikke havde atomvåben, men at hvis man fik dem, så skulle de bruges mod jøderne. Det klappede de af i Hizbollah-land.

I 2015 navngav han en bordtennisturnering efter terroristen Muhannad Halabi, der en måned tidligere havde knivdræbt to civile jøder på gaden i Jerusalem.

I årene efter fortsatte hans rablerier, så FIFA i 2018 så sig nødsaget til at idømme ham et års karantæne for at opfordre til vold mod et argentinsk fodboldhold, som havde foreslået at ville spille en venskabskamp i Israel.

Det er ikke en udtømmende fortælling om Jibril Rajoub. Det er kun brudstykker af en lang karriere i voldens, terrorens og uforsonlighedens navn.

Generaliebladet fortæller ikke så meget om palæstinensere generelt, men den fortæller om, at den gamle garde, som holder palæstinenserne i et jerngreb, er ganske uforsonlige. Lederne har alle sammen et meget langt synderegister, og der er ingen anger eller fortrydelse at spore.

Så det er godt nok op ad bakke med de palæstinensere