Artikel

28.09.26

Premium

Blakket helgen for den frie journalistik

En af de mest fejrede fotografer fra Gaza taler på arabisk åbent om, hvordan Hamas kontrollerer journalisterne og informationsstrømmen. De kompromitterende udtalelser kommer midt i en den løbende afdækning af, at mere end 100 af Gazas dræbte ”journalister” var kombattanter.

I efteråret 2024 var Motaz Azaiza i København, inviteret af Amnesty International. Fotografen fra Gaza optrådte for fulde huse i Grand Teatret i København, og kunstmediet "I Do Art" hyldede ham nærmest tårevædet:

” For vores eget vedkommende har Motaz været en af de vigtigste kilder til at se og forstå den forfærdelige virkelighed, og mange af hans fotos og videoer har brændt sig fast på vores nethinder for evigt … Særligt rørende var det at opleve en hel sal rejse sig efter Motaz’ sidste ord og udbryde et rungende: “Free free Palestine!” Nogle svingede deres kuffiyeh og andre græd af overvældelse.”

Med millioner af følgere på Instagram har Motaz Azaiza været et knudepunkt for den digitale udbredelse af historien om det mishandlede Gaza og Israels angivelige folkedrab. Han ser godt ud, er velformuleret på engelsk og fremtræder moderne og imødekommende, og utallige vestlige medier har bragt hans billeder og ord.

Efter han i starten af 2024 forlod Gaza og slog sig ned i først Qatar, så USA, har han turneret verden rundt, modtaget priser og ladet sig hylde som ikon for den frie presse – for ikke at sige helgen.

I USA blev han ikke mindst promoveret af Zohran Mamdani og Rachel Anne Accurso, der står bag det populære YouTube-børneprogram Ms. Rachel. Ingen fra den store vestlige fanskare har stillet Azaiza kritiske spørgsmål om, hvor han egentlig selv står rent ideologisk, eller hvordan det var at arbejde som fotojournalist i et Gaza styret af Hamas.

”Man var nødt til at undgå kritik”
På arabisk taler Azaiza til gengæld gerne om disse ting. I et nyligt interview med Ahmed Al-Biqawi til podcasten Taqarob fortalte han, at Hamas samlede alle journalister i Gaza i en WhatsApp-gruppe, de kaldte ”SMART”, ledet af en mediechef fra Hamas.

Hamas kontrollerede på den måde hele økosystemet af medier i Gaza og alle billeder og nyheder. Hvis befolkningen gav sig til at kritisere Hamas, holdt fotograferne for eksempel straks op med at filme, og andre sprang til for at skubbe kritikerne om i baggrunden.

”Jeg ønskede ikke at lægge mig ud med Hamas. Så ville jeg være færdig,” forklarer Azaiza i interviewet. ”De kunne ramme én med en tilfældig anklage, eller man kunne få bank eller blive overfaldet. Jeg så det ske for mange. Hvis man sagde det mindste om Hamas, kunne de blive helt rasende under krigen. De kunne slet ikke styre sig selv. Man var nødt til at undgå kritik.”

Makkede man ikke ret, var man i risiko for at ”forsvinde”. En meget stor del af ”journalisterne” i presseveste i Gaza var direkte tilknyttet de militante gruppers egne medier og pr-grupper, men selv hvis man som Azaiza arbejdede freelance, var man stadig underlagt Hamas’ kontrol.

Kombattanter
Tilliden til Gazas ”uafhængige journalister” har været enorm under krigen. Mange har fast optrådt på store medier som CNN, BBC eller det hjemlige DR eller TV2. Sammen leverede de historierne og billederne fra Gaza, som formede milliarder af menneskers billede af krigen.

Både medier og journalistforbund har gjort en stor sag ud af, at usædvanligt mange journalister angiveligt blev dræbt i Gaza, og har præsenteret det som et israelsk forsøg på at lukke munden på den frie presse.

Azaizas udtalelser er ikke alene om at afsløre, at journalisterne var knap så uafhængige. Over 3000 digitale opslag har det seneste halve år hyldet de mest fremtrædende af Gazas martyrer fra både Hamas, Islamisk Jihad og PFLP med navns nævnelse og deres rang i de forskellige militante grupper.

Det gør det muligt at krydstjekke disse kombattanter med listen over alle de angiveligt civile døde fra Gazas sundhedsministerium, hvor de optræder som sygeplejersker, redningsfolk – og ofte journalister.

Over 100 ”journalister” kan på denne måde med sikkerhed siges at have været kombattanter med høj militær rang, og listen vokser til stadighed.

Det har tvunget NGO’en The Committee to Protect Journalists (CPJ) til revidere deres liste over dræbte journalister i Gaza, efter at de tidligere var med til at lancere den absurde påstand, at ”flere journalister er blevet dræbt i Gaza end i Første og Anden Verdenskrig tilsammen”.

For nyligt fjernede man yderligere 20 journalister fra listen, men langt de fleste er stadig stærkt tvivlsomme. Herhjemme har Dansk Journalistforbund endnu ikke reageret på afsløringerne, selvom de under krigen i Gaza ofte bragte historier om de ”dræbte journalister”.

Ingen vej uden om Hamas
Azaiza har i andre interviews på arabisk forklaret, at han som ung støttede Hamas. Det var helt almindeligt blandt unge drenge i Gaza, at man bar Hamas’ grønne pandebånd for at vise sig frem som en cool deltager i ”modstandskampen” mod Israel.

Et foto viser ham sammen med Ismail Haniyeh. Angiveligt kondolerede han Haniyeh personligt med hans dræbte søn, som havde været hans ven. Siden bad han om, at fotoet ikke blev offentliggjort, fordi han frygtede, at det ville ødelægge hans omdømme som uafhængig journalist.

Historien afspejler, at alle med en vis position i Gaza uundgåeligt har forbindelser til Hamas via deres netværk.

Azaiza fortæller i interviewet til Taqarob, at han om morgenen den 7. oktober 2023 stødte på Al -Qassam Brigadens jeeps med gidsler og fotograferede, hvordan befolkningen kom løbende til og mishandlede gidslerne.

Disse billeder offentliggjorde han aldrig – angiveligt af frygt for at voldsmændene skulle blive identificeret og få problemer. Han fortæller også om, at han via venner, som var medlemmer af Hamas, kunne skaffe sig adgang til særlige steder eller dronebilleder af en begivenhed, og at det var almindeligt, at ambulancerne gav ham et lift, så han kunne komme hurtigt gennem Gaza.

Motaz Azaiza påstår nu, at han er offer for en zionistisk kampagne, efter at hans udtalelser i det arabiske interview er nået ud til et bredere publikum – en helt typisk refleks.

Premium

For at læse videre skal du tegne abonnement.

Månedlig betaling

55

Årlig betaling

550

Kontrast er et uafhængigt medie med analyser, perspektiv, kultur, politik og debat.

Vi giver dig borgerlig journalistik uden det blegrøde skær, der præger mediebilledet.

Vores frontkæmpere i teamet ’Modløberne’ serverer borgerlig kulturkamp med bid, humor og viden.

Vi giver kontant modspil til tidens trends.

Vi gør det attraktivt at være sig sin borgerlighed bekendt.

Dit borgerlige fællesskab