Oppe i det nordlige Frankrig i en lille by, der lyder navnet Morbeque, ligger en lille borgerdrevet café, der hedder Essential, der drives af et kollektiv med en mand i spidsen, der hedder Julien Marissiaux.

På få måneder er han og hans café blevet centrum for en landsdækkende protestbevægelse, som skal løfte arven efter De Gule Veste. Under titlen “Bloquons tout” – lad os blokere det hele – er den 10. september udnævnt til national protestdag.

Man regner med at flere 100.000 af utilfredse franskmænd vil gå på gaden i morgen i landets større byer med den ilterhed, som altid har præget fransk politisk aktivisme.

Samtidig har den franske premierminister netop i går indgivet sin afskedsbegæring efter at have tabt en tillidsafstemning i Nationalforsamlingen. Striden handler om en ny finanslov, der skulle rette op på den offentlige økonomi gennem besparelser og en forøgelse af arbejdstiden – blandt andet ved at afskaffe to nationale helligdage.

Macrons Frankrig er plaget af interne spændinger, politisk kaos og en løbsk offentlig økonomi. Der er en verden til forskel på den pompøse præsident og hans kosmopolitiske fremtoning på verdensscenen, hvor han optræder som europæisk leder, og situationen i det land, han repræsenterer.

Man må spørge, hvad det er, der foregår i Frankrig?

En café som protestens arnested
Julien Marissiaux er ikke en egentlig politisk figur. Han er selvstændig iværksætter, driver caféen Essential som et borgerhus og lokalt mødested, og han nægter at lade sig udpege som leder. Bevægelsen Bloquons tout blev født på de sociale medier og gennem lokale netværk. I struktur minder den om De Gule Veste, men dens ideologiske profil er endnu mere systemkritisk.

For Marissiaux og hans såkaldte “Essentielle” handler det ikke blot om at sige nej til den afgående premierminister Bayrous sparepakke. De vil udfordre hele grundlaget for fransk politik: partier, fagforeninger, EU’s regler og centralstatens dominans.

Det hele skal væk. Bevægelsen låner sine symboler fra en af Frankrigs mest folkekære komikere Coluche, der i 1980’erne hånede magten og gjorde grin med præsidentvalget.

Protestbevægelsen har et anarkisk præg, men trækker også på humor og satire og har på få måneder især blandt de yngre opnået en enorm popularitet, som de politiske partier i opposition til højre og venstre har svært ved at håndtere.

På den ene side, vil de gerne stå som støtter af protesten mod Macron og hans teknokratiske midterprojekt, men på den anden side kan de ikke tåle at blive associeret med det anarkistiske oprør, som i øvrigt gør alt for ikke at lukke politikerne ind i deres bevægelse. 

Besparelserne som fælles fjende
Premierminister Bayrou fremlagde i juli, hvad der skulle være regeringens store redningsplan: et budget i bedre balance gennem nedskæringer på 43,8 milliarder euro, et stop for pensionsstigninger, besparelser i sundhedsvæsenet og afskaffelsen af to helligdage. Det skulle sende et signal til både Bruxelles og de internationale markeder om, at Frankrig stadig kan styre sin økonomi.

Men i Paris var der ingen udover mindretalsregeringen, der ville tage ejerskab til forslaget. Venstrefløjen kaldte det social nedslagtning. Højrefløjen talte om national ydmygelse. Begge sider afviste tanken om, at franskmændene skal arbejde mere og feste mindre.

Sådan lykkedes det premierministeren at samle flertallet af parlamentet imod sig og umuliggøre sin egen fremtid - eller at forberede sit eget kandidatur til præsidentvalget i 2027, som andre kritikere spår om.

Venstrefløjens paradoks
For venstresocialistens Jean-Luc Mélenchons La France Insoumise er 'Bloquons tout' en gave, han ikke kan få lov at lukke op. Bevægelsen taler ind i den fortælling, partiet selv bruger: at Frankrig undermineres af neoliberal økonomi og EU’s budgetdisciplin, og at folket må gøre oprør. Også kommunisterne og De Grønne har erklæret deres støtte, om end tøvende.

Problemet for venstrefløjen er, at Bloquons tout ikke har brug for dem. Den organiserer sig uden partier, uden fagforeningsledere, uden de klassiske strukturer, der i årtier har været venstrefløjens instrumenter.

Når det store fagforbunds CGT’s leder kalder bevægelsen “nebuløs”, er det ikke kun en kritik af utydelighed – det er også frygten for, at partierne og fagbevægelsen mister relevans, når de berygtede fagforeningsstyrede strejker og blokader får konkurrence.

Højrefløjens dilemma
Marine Le Pen har forsøgt at lægge afstand til den nye protestbevægelse, selvom bevægelsen taler til kernen i hendes vælgerbase. Hun deler kritikken af spareplanerne: at det er elitært at kræve flere arbejdstimer af en befolkning, der allerede føler sig presset. Men hun har det svært ved at støtte en bevægelse, der åbent vil opløse partier og underminere staten.

Le Pens strategi er netop at gøre sit parti regeringsdueligt. Hun og hendes parti er på en rejse mod at blive ’stuerene’ og hun arbejder på at blive anerkendt som repræsentant for en ansvarlige opposition, der kan vinde magten ved præsidentvalget i 2027. At stille sig bag en bevægelse, der opfordrer til ’bankruns’ og samfundslammelse, ville undergrave hele det image.

Derfor forholder hun sig taktisk: hun vil ikke fornærme de utilfredse vælgere, men hun vil heller ikke forbindes med en anarkistisk folkeopstand.

Hvorfor en alliance er umulig
Når både venstre- og højrefløj afviser Bayrous sparepakke, kunne det på overfladen ligne begyndelsen på en ny fælles front. Både venstrefløj og højrefløj i Frankrig bejler til den samme folkelige vrede: arbejderklassen, lavtlønnede, offentligt ansatte og provinsbyer, der føler sig forladt af Paris og globaliseringen.

Men bag nej’et ligger vidt forskellige ja’er.

• Venstrefløjen vil udvide rettigheder, legalisere migranter, styrke EU’s sociale dimension og bruge staten til massiv omfordeling.

• Højrefløjen vil beskytte national identitet, stramme indvandringen, reducere EU’s magt og bevare en stærk, suveræn stat.

Det fælles nej til besparelser er derfor kun overfladisk. De grundlæggende ideologiske forskelle er så dybe, at en alliance er utænkelig.

Protestkulturens franske særtræk
Frankrig er et land, hvor protest er lige så meget kultur som politik. Fra studenteroprøret i 1968 til De Gule Veste i 2018 har vejen til forandring ofte gået gennem gaderne snarere end gennem parlamentet. Bloquons tout trækker på den tradition.

Men netop derfor rummer bevægelsen også begrænsningen i sig selv. Den kan lamme landet, men den kan ikke samle det. Den kan bringe utilfredsheden til udtryk, men den kan ikke omsætte den til politik.

Den franske republik har altid defineret nationen som et politisk fællesskab. “Le peuple” er enhver, der tilslutter sig republikken og dens værdier. Men i dag er dette ideal presset fra begge sider.

Venstrefløjen tolker folket universelt: inkluderende, globalt, åbent. Højrefløjen tolker folket etnokulturelt: rodfæstet i historie, arv og identitet. Når de begge afviser besparelserne i den offentlige sektor og taler om solidaritet, er det ikke et udtryk for en ny enhed, men for en krise i den gamle republikanske selvforståelse.

Magt eller folk eller begge dele
"Le Peuple" er under omdefinering i Frankrig. Både EU-integration, global handel og utøjlet migration har gjort det gamle republikanske borgerbegreb ubrugeligt både for højre og venstre side i fransk politik, og det er den egentlige konflikt, som ligger og simrer under det hele. Desuden Frankrig et land med en revolutionær hukommelse, men en historie præget af magtfulde mænd.

Magtkritik er en fransk disciplin, men også et fransk instrument til at sikre sig selv magt. Macron kom til magten ved at kritisere de gamle magtstrukturer og mobiliserede en hel bevægelse omkring sig. Så fik han magten og glemte behændigt hvorfor, han fik den.

I dag står Frankrig tilbage med et svækket parlament, en lammet regering og en voksende fornemmelse af, at det politiske system ikke længere kan holde sammen på nationen.

Marine Le Pen fremstår for første gang som reel favorit til præsidentposten. Og Macron må se i øjnene, at billedet af ham som europæisk leder står i skarp kontrast til den virkelighed, hvor hans befolkning ’blokerer’ – både i gaderne og i parlamentet.