En kvindelig kandidat med minoritetsbaggrund udfordrer nu det etablerede narrativ om organisationen Bydelsmødrene, en forening i Ballerup Kommune vest for København, der har modtaget kommunal støtte i årevis.

Kritikken rejser et grundlæggende spørgsmål: Er Bydelsmødrene egentlig et integrationsprojekt – eller en sofistikeret opretholdelse af parallelsamfund?

Eksklusion i demokratiets navn
Kontroversen begyndte, da Bydelsmødrene annoncerede et valgmøde forbeholdt kvinder. I et demokrati, hvor ligestilling og inklusion er grundlæggende værdier, fremkaldte invitationen øjeblikkelig kritik.

B.T. bragte historien den 21. oktober, og reaktionen kom prompte fra Socialdemokratiets kandidat Irem Basaran Ulusoy, der takkede nej til invitationen fra Bydelsmødrenes forkvinde, Miasser Hawwa.

Ulusoy argumenterede for, at arrangementet i bund og grund var ekskluderende. Hun kunne ikke se sig selv deltage i et arrangement, der kun var forbeholdt kvinder. Hun blev stødt over, at en forening, der arbejder med integration, bevidst diskriminerer mænd fra et arrangement om det, foreningen selv kalder demokratiets festdag.

Når man vælger kun at åbne for kandidater af ét køn, sender man et tydeligt signal om, at mænd ikke er velkomne og i praksis ikke værd at lytte til, forklarede Ulusoy.

Miasser Hawwa forsvarede beslutningen med, at det er fornuftigt at afholde vælgermøder for kvinder. Hun argumenterede for, at erfaringen viser, at når man holder arrangementer målrettet kvinder under trygge, velkendte og overskuelige rammer og på kvindernes præmisser, opnår man kontakt med langt flere kvinder, som man dermed kan påvirke og i sidste ende inkludere i det danske samfund.

Hawwa pegede på, at mange af de kvinder, Bydelsmødrene arbejder med, kommer fra områder, hvor kvinderettigheder ikke kendes.

Men Hawwa forbigik i tavshed, at en række borgerlige partier ikke var inviteret. Dialogkaffen rakte åbenbart kun til gesandter fra venligtsindede klaner.

En insider udfordrer narrativet
Irem Basaran Ulusoy er jurist, muslim og vokset op i en indvandrerfamilie. Og socialdemokrat. Hun har taget demokratiet og ytringsfriheden til sig – og siger klart fra over for det, hun opfatter som udemokratiske tendenser.

Hendes kritik går dybere end det konkrete arrangement. Hun anfægter det grundlæggende budskab om, at indvandrerkvinder er hjælpeløse ofre.

Selvom hun vokset op i en indvandrerfamilie og med dyb indsigt i miljøet, gider hun ikke høre på, at Miasser Hawwa i sin iver efter at bevare foreningen altid fremstiller indvandrerkvinder som hjælpeløse stakler, der er bange for deres mænd, ikke kan stå på egne ben eller være i et rum med mænd.

Ulusoy mener, at Hawwa er med til at fastholde kvinder i forældede stereotyper. Den fortælling om kvinder med indvandrerbaggrund som undertrykte og hjælpeløse er det, Ulusoy anfægter. Hun mener, at minoritetskvinder bliver fremstillet som nogle, der ikke kan være sammen med mænd eller stemme på mandlige kandidater.

Denne fortælling om de undertrykte indvandrerkvinder kunne måske have givet mening for 30 år siden, men ikke i dag, argumenterer hun. I dag er der stærke kvinder med minoritetsbaggrund, som tror på demokrati og bidrager aktivt til samfundet. Uanset om man er muslim, kristen, ateist eller buddhist, er det ikke i orden at reducere minoritetskvinder til ofre, fastslår Ulusoy.

Trusler mod den kritiske stemme
Allerede før B.T.-artiklen viste Bydelsmødrene deres sande ansigt. Ulusoy havde tilbudt at mødes med foreningen, hvis det kunne foregå i trygge rammer.

Hawwa skrev, at Ulusoy hellere måtte kontakte hende på Messenger, så de kunne aftale et møde med bestyrelsen i stedet for. Hawwa vidste nemlig, at flere bydelsmødre var skuffede og kede af den måde, Ulusoy havde udtrykt sig på om foreningen. Hun kunne ikke kontrollere dem og garantere, at de ikke ville vise deres følelser over for Ulusoy efter det, hun havde skrevet.

Beskeden kan tolkes som en advarsel: Bliv væk, ellers kommer konsekvenserne.

Money mums
Svage, undertrykte kvinder? Næppe. Bydelsmødrene fremstår snarere som en veletableret organisation med betydelig erfaring i at navigere i det kommunale støttesystem – og med effektive metoder til at beskytte deres position.

Det tankevækkende er, at budbringeren – Ulusoy – bliver angrebet, mens størstedelen af kandidaterne ukritisk accepterer Hawwas version af virkeligheden. Fakta er, at Bydelsmødrene ifølge referater fra Kultur- og Fritidsudvalget modtager betydelige kommunale tilskud hvert år.

Deres ansøgninger rummer interessante fortællinger om integration og empowerment, men ingen af de påståede resultater er dokumenteret i kommunens rapporter eller tilgængelige på web.

De ubehagelige spørgsmål
Sagen rejser fundamentale spørgsmål om integrationspolitikken i Danmark:

Er Bydelsmødrene det, vi vil kalde succesfuld integration – eller er det en mere præsentabel version af parallelsamfund med offentlig godkendelse og finansiering?

Hvorfor støtter politikerne fra venstrefløjen og De Radikale ikke op om Irem Basaran Ulusoy, når hun udfordrer kønssegregation og repræsenterer præcis de værdier, de normalt forfægter?

Og hvorfor tillader vi organisationer, der påstår at arbejde for integration, at opretholde strukturer, der fastholder kønsadskillelse og opretholder billedet af minoritetskvinder som passive ofre?

Når en insider med minoritetsbaggrund tør stå frem og udfordre det herskende narrativ, fortjener hun da ikke opbakning frem for trusler?

Kommunalvalget i Ballerup handler pludselig om meget mere end lokalpolitik. Det handler om, hvilken slags integration vi som samfund vil acceptere – og om vi tør stille kritiske spørgsmål til dem, der lever af at tale integrationens sag, mens de måske bidrager til det modsatte.