Artikel

23.10.26

Premium

Canadisk udkant siger fra

Verdens fjerdestørste olie- og gasreserver findes i den canadiske delstat Alberta, Delstaten er nu blevet centrum for et opgør med Canadas liberale migrationspolitik, gavmilde velfærdsydelser til udlændinge og den grønne omstilling. En række folkeafstemninger i delstaten gav centralregeringen tørt på.

Canada er et stort land med betydelige politiske og økonomiske forskelle mellem provinserne. Alberta i det vestlige Canada er landets oliecentrum, og her har der i årtier været utilfredshed med den politiske magt i Ottawa.

Mange indbyggere mener, at deres provins bidrager uforholdsmæssigt meget til Canadas velstand, mens man ovre østpå i hovedstaden går langt mere op i klima og grøn omstilling og lægger hindringer i vejen for olieindustrien, som er der pengene tjenes.

Utilfredsheden voksede under den liberale premierminister Justin Trudeau. Den handlede ikke kun om olie og penge, men også om indvandring, velfærdsydelser og spørgsmålet om, hvor meget den føderale regering skal kunne bestemme over provinsernes egne anliggender.

Det var en konflikt, som vi også kender fra Europa med eliten overfor udkanten, hvor progressive ideer om diversitet, inklusion og multikultur trumfer traditionelle værdier. I dette tilfælde en udkant, der sidder på en olietønde, der leverer en god portion af landets velstand.

Decentralisering og selvbestemmelse
Albertas konservative regeringschef, Danielle Smith, har forsøgt at omsætte utilfredsheden til et krav om større selvbestemmelse. Hun ønsker ikke selv, at Alberta skal forlade Canada, men en voksende løsrivelsesbevægelse har gjort spørgsmålet politisk påtrængende.

Derfor blev vælgerne den 19. oktober stillet over for ti spørgsmål ved en vejledende folkeafstemning. De skulle ikke blot tage stilling til, om Alberta skulle indlede en proces hen imod en egentlig afstemning om selvstændighed.

De blev også spurgt, om provinsen skulle begrænse indvandringen, indskrænke visse indvandreres adgang til offentlige ydelser og kræve ændringer af den canadiske forfatning, så provinserne fik mere magt på bekostning af regeringen i Ottawa.

En øjenåbner
Afstemningen blev et chokvalg, en national øjenåbner, der vil trække dybe spor igennem canadiske politik - og formentlig også smitte af på de europæiske demokratier, som Carney ønsker sit land tættere knyttet til.

Folkeafstemningen var nemlig om meget mere end om begyndelsen på en frigørelse fra Canada, som på forhånd ingen chance havde for at samle flertal. Der var ni andre punkter på dagsordenen, heraf fire om immigration og fire om forfatningsmæssige forhold mellem Alberta og forbundsregeringen i Ottawa.

Migration var det store kontroversielle spørgsmål i det politiske korrekte Canada. Og Alberta knockoutede den hidtil førte velfærds- og immigrationspolitik med – ikke overvældende – men sikre flertal.

De markerer et dødsstød til hele den canadiske velfærdsmodel, som på mange punkter ligner den skandinaviske. Det er en politik, som netop Carneys Liberale parti stod som bannerfører for i 10 år under den tidligere leder Justin Trudeau - og længere tilbage.

Immigranterne er en belastning i Alberta
De fire migrationsforslag var fremsat af den konservative delstatsregering under ledelse af Danielle Smith. Hun mener, at der er alt for mange illegale immigranter, og at de på alle måder er en belastning for sygehusene, de sociale systemer, for økonomien.

Man skulle stemme ja eller nej til, om regeringen bør indlede en proces, der ændrer migrationspolitikken markant. Det, syntes et flertal af vælgerne, var en rigtig god idé. De sagde ja til, at Alberta overtager kontrollen med migration til delstaten for at kunne begrænse tilgangen af fremmede og prioritere nye jobs til deres egne borgere bedre til nye jobs.

Ingen ydelser det første år
Der var tilsvarende stor opbakning til, at kun canadiske statsborgere og folk med permanent opholdstilladelse har adgang til offentligt finansierede velfærdsprogrammer som sundhed, uddannelse og andre sociale programmer.

Der var lige så stor opbakning til, at immigranter uden en permanent opholdstilladelse skal bo i Alberta i mindst 12 måneder, før de kvalificerer sig til at få adgang til sociale programmer finansieret af delstaten.

Og når de 12 måneder er gået, skal det ikke længere være gratis for immigranter at benytte uddannelses- og sundhedssystemerne.

Illegale immigranter flyver ind
Alberta og Canadas illegale migration er anderledes end Europas. Ingen bådflygtninge og ingen grænseløbere. De illegale migranter flyver legalt ind på et turist- eller besøgsvisum. Men så bliver de i landet, når deres visum er udløbet.

Siden får de generelt samme rettigheder som canadiere eller immigranter med fuld opholdstilladelse. Det vil Alberta nu sætte en stopper for. Alberta er formentlig ikke enestående i den sammenhæng. Andre delstater kan forventes at få gode ideer og kopiere den lovgivning, som nu rulles ud. Ånden er ude af flasken.

Giver delstaterne mere magt
Folkeafstemningen var kun vejledende. Men den blev udskrevet af en konservativ delstatsregering, som netop ønskede at undersøge om der var folkelig opbakning til en dramatisk afsked med mindst et halvt århundredes migrations- og asylpolitik.

Der var heller ikke mange opmuntringer af hente for Carney i de fire forfatningsspørgsmål, som folket skulle tage stilling til. De handlede stort set om af overføre mere magt til delstaterne.

Fx i udnævnelse af dommere, og i at lade provinsens love være gældende, hvis de er i konflikt med nationens love.

Vælgerne vil nedlægge senatet
Der var også stort flertal for at nedlægge det canadiske senat. Senatet sammensættes efter et udpegningssystem og har en betydelig overvægt af medlemmer fra venstrefløjen.

Men det måske mest ydmygende resultat for Carney og hele venstrefløjen var folkets støtte til en lov, der kræver enten pas, kørekort eller identitetskort for at kunne stemme.

Det er et af de brandvarme spørgsmål i den amerikanske valgkamp forud for midtvejsvalget, hvor Trump og republikanerne kræver dokumentation, mens demokraterne er imod. Det dukkede nu op på en stemmeseddel i Alberta hvor befolkningen med stort flertal tog Trumps parti.

Klimapolitikken sendt ud i kulden
Allerede før vælgerne gik til stemmeurnerne sendte Carney – presset af omstændighederne – Trudeaus og det Liberale partis klimapolitik ud i kulden.

Den 1. oktober indgik Carney og Smidt en aftale om at fast tracke en kontroversiel 1.200 km lang olieledning fra Alberta til Vancouver ved Stillehavskysten. Klimaaktivister og miljøbevægelser protesterer. Der er både bjørne og spækhuggere i spil.

Samtidig var det endnu et brud med Trudeaus klimapolitik baseret på nulløsninger og grøn omstilling. Canadas forhold til fossile brændstoffer gennemgår i øjeblikket en massiv politisk forandring.

Carney-regeringen har systematisk ophævet mange af de restriktioner, Trudeau indførte, da Canada skulle være klimapolitisk superstar. Økonomen Carney vil nu i stedet gøre Canada til en energisupermagt ved hjælp af olie og gas.

Det klinger godt i Edmonton og Calgary – men er dybt kontroversielt i de miljøorganisationer, der har stor indflydelse i hans eget Liberale parti.

Hver fjerde for løsrivelse
Albertas premierminister Danielle Smith, hvis konservative regering havde fremlagt pakken med de ti forslag, går personligt ind for at Alberta forbliver i Canada. Hun sendte spørgsmålet til afstemning for at få renset luften.

Men da resultatet forelå var hun – i modsætning til en jublende Carney - utilfreds. De 24 procent som ville løsrive sig var alt, alt for mange, konstaterede hun. Der har i årtier været en selvstændighedsbevægelse, men den har traditionelt været helt marginaliseret med en opbakning på mellem 1 og 2 procent.

At bevægelsen magtede at samle cirka en fjerdedel af vælgerne og i mange år fremover vil være en magtfaktor i Canadas energikraftcenter fortæller mere end så meget andet om et Canada i bevægelse – også selv om Alberta valgte at blive i unionen.

Og selv om Trumps drøm om Canada som USA's 51. stat stadig kun er et ekko rungende i baggrunden.

Premium

For at læse videre skal du tegne abonnement.

Månedlig betaling

55

Årlig betaling

550

Kontrast er et uafhængigt medie med analyser, perspektiv, kultur, politik og debat.

Vi giver dig borgerlig journalistik uden det blegrøde skær, der præger mediebilledet.

Vores frontkæmpere i teamet ’Modløberne’ serverer borgerlig kulturkamp med bid, humor og viden.

Vi giver kontant modspil til tidens trends.

Vi gør det attraktivt at være sig sin borgerlighed bekendt.

Dit borgerlige fællesskab