Iltsvindet i Østersøen og de indre danske farvande bliver ikke løst ved at skære ned på landbruget i Danmark. Vandet – og næringsstofferne – bevæger sig på tværs af landegrænserne. Hvis man skal håbe på en varig forbedring, kræver det, at tilførslen af kvælstof falder i hele Østersøens enorme opland, der strækker sig fra Sverige til Ukraine.
Det har lange udsigter. Mange steder går det den forkerte vej. Man skal altså ikke regne med, at iltsvind forsvinder generelt, selvom dansk landbrug reduceres, og landmændene holder op med at sprede gødning på markerne. I det store spil med mange variable er den danske landmand hverken konge, løber, tårn eller springer. Han er bare bonde.












