I den hjemlige debat tales om to slags fattige. Dem, der mangler, og dem, der mangler de rigtige fastelavnsboller. En afstand, der er behagelig stor og langt fra tilfældig.
Fattigdom er blevet et elastisk begreb. Så strækbart, at befolkningen kan fattiggøres uden at miste penge – tværtimod. I denne udvikling forvandles fattigdom først til en social tilstand, dernæst til en politisk ressource og til sidst til et administrativt redskab.













