Der er en udbredt opfattelse, både i Danmark og i Tyskland, at man ikke kan bygge for mange vindmøller eller solceller. Hvis vinden er svag, så vil man alligevel få strøm nok, bare der er tilstrækkeligt mange møller. Møllerne kan også levere strøm om natten, hvor det tit blæser mere end om dagen. Man kan i litteraturen opstøve videnskabelige arbejder, der netop belyser, hvad der er det helt rigtige miks af de to energikilder.

Nu er de to lande i praksis kommet så langt med udbygningen, at vi begynder at kunne observere, hvordan det ser ud i den virkelige verden – og det er ikke noget specielt kønt syn. Det er jo velkendt, at produktionen fra vind og sol svinger voldsomt, og der skal et omfattende system af backup til for at sikre en stabil elforsyning. For Danmarks vedkommende får vi primært hjælp fra Norge og Sveriges vandkraft + en sjat kernekraft fra sidstnævnte.

Tyskerne fyrer lystigt med deres tilbageværende kul- og gaskraftværker, og får en del hjælp fra Frankrigs kernekraftværker (Tyskland har jo lukket alle sine egne). Man bemærker, at backup-strømmen netop ikke kommer fra sol og vind i de lande, der hjælper til.

Prisen fastsættes time for time
Prisen på strømmen fastsættes efter en finurlig metode, hvor man time for time får et puslespil af leverandører til at gå op. De store europæiske energisamarbejder, EPEX og NordPool modtager informationer om det forventede forbrug, og derefter kan elproducenterne byde ind med de mængder, de kan producere og til hvilke priser. Man udvælger nu de billigste bud og fortsætter gennem rækken, indtil behovet er dækket. Derefter bliver strømprisen defineret som det dyreste tilbud, der blev gjort brug af.

Det system giver højst varierede strømpriser. Når der er masser af strøm fra sol og vind – der jo i princippet er gratis – bliver prisen meget lav, måske helt ned til nul, eller i værste fald negativ - så producenterne skal betale for at komme af med strømmen. Men når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser, skal alle de dyre kraftværker i sving, og så bliver priserne meget høje.

Fig. 1 viser elpriserne i Danmark igennem marts måned, 2025. Der er tale om de rå spotpriser, uden tariffer, skatter og afgifter af enhver art. Priserne svinger fra under nul og op til ca. 2 kr./kWh. Man ser, hvordan priserne ofte dykker langt ned hver dag, det er i takt med solcellernes produktion, der jo i marts måned ikke dækker så mange timer og kulminerer omkring kl. 12 hver dag. Når vinden blæser godt, kommer prisen helt ned omkring nul, men på vindstille dage forbliver den høj hele døgnet (f.eks. 10.-15. marts).

De danske elpriser er i høj grad styret af produktionen fra de tyske solceller og vindmøller, vinden vil som oftest variere i styrke synkront i Tyskland og i Danmark. Det bliver åbenbart, når man f.eks. kigger på d. 22. marts.

Fig. 2 viser Energinets daglige kurve over produktionen fra de danske solceller og vindmøller den dag. Her ser man hvordan hele Danmarks forbrug er mere end dækket det meste af dagen, undtagen i nogle timer omkring kl. 12. Resten af døgnet har vi overskud af strøm, der så må eksporteres.

Men hvad sker der omkring kl. 12? Man ser, hvordan vindmøllernes produktion falder betydeligt og selvom solcellerne giver et pænt bidrag, er det ikke nok til, at Danmark kan dække sit eget behov, og der må importeres i nogle timer. Billedet ligner meget det, man, som nævnt, tit hører fra fortalerne for den grønne omstilling. Sol og vind supplerer hinanden, og om dagen, hvor solcellerne producerer, vil vinden ofte blive svagere, hvorimod den blæser kraftigere, når Solen er ved at gå ned. Fig. 2 må således være et skoleeksempel på den teoris rigtighed.

Imidlertid er der en anden og mere jordnær forklaring. Det viser sig, at mængden af solcellestrøm fra Tyskland i de timer midt på dagen var overvældende stor, og selv med negative strømpriser kunne man ikke få afsat hele produktionen.

Anlæggene stoppes
Derfor greb man så til at stoppe produktionsanlæggene, og netop den dag gik det hårdt ud over havvinden. Fig. 3 viser produktionen fra hhv. landvind, havvind og solcellerne d. 22. marts. Man ser, hvordan havvinden simpelthen helt bortfalder i nogle timer. Det er selvfølgeligt ikke vinden, der er løjet af, men derimod Energinet, der har afbrudt forbindelsen. Der bliver også stoppet nogle landmøller og selv solcellerne går ikke ram forbi.

På hjemmesiden Entsoe.eu kan man finde detaljerede oplysninger for produktionen fra udvalgte anlæg, og her fremgår det, at f.eks. den store solcellepark ved Kassø nær Aabenraa blev helt afbrudt mellem kl. 9 og kl. 16, så den dag kom der ikke megen strøm herfra. Entsoe bekræfter også, at alle havvindmølleparkerne var koblet fra i 5-6 timer omkring kl. 12.

22. marts var på ingen måde en enlig svale, man kan optælle, at der blev standset havvindmøller 9-10 gange i løbet af måneden, men det var dog som oftest ikke alle møllerne, der blev stoppet.

Konklusionen er helt klart, at vi ikke længere har et sundt system til elektricitetsforsyningen. Priserne svinger voldsomt op og ned, og der må gribes til tvangsstandsninger af producerende enheder. At få puslespillet til at gå op hver dag bliver en større og større udfordring for Energinet og de tilsvarende elselskaber hos nabolandene.

Investorerne kræver statsstøtte
Men hertil kommer den voksende usikkerhed i forbindelse med den fortsatte udbygning med solceller og vindmøller. Investorerne tøver, som vi så, da Energistyrelsen havde udbudt 3 gigawatt havvind i Nordsøen og ikke modtog et eneste bud. Selskabet Better Energy, der stod for en storstilet udbygning med solceller i det danske landskab, er på randen af fallit.

Investorerne vil naturligvis have sikkerhed for en fornuftig forrentning af deres investeringer, og den får de jo ikke, hvis de, hver gang deres anlæg kan producere godt, er nødt til at forære strømmen væk, eller bliver mødt med krav om at standse produktionen.

Det er efterhånden en fastslået kendsgerning, at den vedvarende energi ikke kan stå på egne ben, hvis strømmen skal sælges til markedspriser – og derfor råbes der højere og højere på statsstøtte. Statsstøtten vil gøre projekterne mulige for investorerne, men for samfundet vil den medføre yderligere udgifter til energien – enten i form af højere tariffer eller over skattebilletten.

Visionerne om, at vedvarende energi vil sikre os en rigelig og billig forsyning, kan efterhånden betragtes som totalt urealistiske. Grøn omstilling vil koste samfundene uhyggeligt mange penge, penge der måske kunne bruges til noget mere gavnligt?