En onsdag eftermiddag i august får jeg forbindelse til Ivanna Klympush-Tsintsadze via Zoom – hun en af de få stemmer i det ukrainske parlament, der råbte op den 22. juli, da Zelenskyj gjorde kuglepennen klar til at underskrive en lov, der ville svække korruptionsjægernes uafhængighed.
Ivanna Klympush-Tsintsadze er en ukrainsk politiker. Hun sidder i parlamentet for det konservative parti Europæisk Solidaritet. Partiet er vestligt orienteret og det største oppositionsparti i Ukraine, og det næststørste parti i parlamentet efter Zelenskyjs eget parti, som hedder Folkets Tjener.
Zelenskij satte kampen mod korruption på pause
Den 22. juli 2025 skete der noget besynderligt i det ukrainske parlament. Uden større offentlig debat blev en ny og dybt kontroversiel antikorruptionslov hastet igennem og underskrevet af præsident Volodymyr Zelenskyj samme aften.
Loven fratog effektivt landets to mest centrale antikorruptionsinstitutioner – NABU og SAPO – deres uafhængighed og placerede dem i stedet under den statslige anklagemyndighed. En myndighed, der ikke er uafhængig, men kontrolleres direkte af præsidenten selv.
Efter denne lynmanøvre skete der noget udsædvanligt. Tusindvis af mennesker strømmede ud på gaderne i Kyiv, Lviv og Odessa i protest – de var største demonstrationer i Ukraine siden Ruslands invasion i 2022.
EU reagerede med usædvanligt skarpe advarsler: Hvis Ukraine underminerer sin kamp mod korruption, kan det sætte både optagelsesforhandlinger og milliard militærstøtte på spil, blev der sagt i Brussels.
Tilbagetog
Og så – bare to dage senere, den 24. juli – vendte Zelenskyj pludselig på en tallerken. Under pres fra både civilsamfund og internationale partnere lovede han nu en ny lov, der skulle genoprette NABU og SAPO's uafhængighed.
Den 31. juli blev loven vedtaget. Institutionerne fik formelt deres autonomi tilbage – vel og mærke ikke uden visse ændringer og forbehold. For eksempel bliver den konkurrencebaserede procedure for valg af anklagere til anklagemyndigheden ikke fuldt ud genoprettet.
Men okay. Var det så det? Et stormløb på demokratiet, der (nogenlunde) blev trukket tilbage under protest? Eller var det noget andet – noget mere? Hvad siger hele det her forløb egentlig om Ukraine anno 2025?
Opposition er svær i krigstid
Da partiet Europæisk Solidaritet blev valgt til det ukrainske parlament i 2019, var det det eneste parti, der offentligt gik ud og sagde, at de var i opposition til præsident Zelenskyj og hans parti.
Siden den 24. februar 2022 har de midlertidigt trukket denne udmelding tilbage:
”Den 24. februar 2022 gik vi naturligvis ud officielt og sagde, at når der er en fuldskalainvasion, bliver vi alle nødt til at samle vores kræfter for sammen at stå imod en ydre fjende”, forklarer Ivanna Klympush-Tsintsadze over Zoom-forbindelsen fra Ukraine.
”Men desværre er der på trods af Ukraines undtagelsestilstand opstået politisk splid i parlamentet i disse måneder. Den er ikke opstået på grund af os i oppositionen, men på grund af præsidentens handlinger og præsidentens team.”
Ivanna Klympush-Tsintsadze refererer til netop hasteloven (lov nr. 12414) fra den 22. juli, der fjernede den uafhængighed, som Ukraines vigtigste antikorruptionsinstitutioner, NABU og SAPO, indtil da havde nydt, hvilket reelt betød, at institutionernes autonomi blev undermineret.
De ville selv slippe af kro
Zelenskyj – og flere vestlige medier – pegede på russisk infiltration som begrundelse for hasteloven, men påstanden blev ikke dokumenteret og mødte hurtigt kritik.
Ifølge Ivanna Klympush-Tsintsadze handler lovændringen den 22. juli ikke om nationale sikkerhedshensyn eller russisk infiltration, som præsident Zelenskyj ellers har hævdet offentligt. Hun har en helt anden forklaring:
“Der var en hel del folk, som var meget glade for at stemme imod antikorruptionsinstitutionernes uafhængighed, fordi de selv er under efterforskning for korruption,” konstaterer hun tørt og fortsætter:
“De håbede måske, at de kunne slippe væk fra efterforskningen.”
Det er en anklage, der river fundamentet væk under regeringens forklaring. Hvor Zelenskyj taler om nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i krigstid, taler Ivanna Klympush-Tsintsadze om en intern konflikt, hvor politikere forsøger at beskytte sig selv mod retsforfølgelse.
Inderkredsen følte sig truet
Og Ivanna Klympush-Tsintsadze stopper ikke her:
“Antikorruptionsinstitutionerne var kommet for tæt på Zelenskyjs egne folk. Folk i præsidentens inderkreds. Vicepremierministre, rådgivere. Mennesker, som muligvis stod over for en efterforskning.”
Hun nævner én konkret person: En tidligere vicepremierminister, der blev fyret, og hvis ministerium kort tid efter blev nedlagt. Samtidig florerer der rygter om, at flere andre nære allierede til Zelenskyj også er genstand for undersøgelse fra NABU og SAPO.
Ifølge Klympush-Tsintsadze lugter det hele af politisk panik – og af et forsøg på at afværge retslige konsekvenser, før det er for sent.
“Man kan kalde det Saving Private Ryan – eller Saving Deputy Prime Minister”, siger hun med et skævt smil og tilføjer: “Og det er ikke dét, Zelenskyj lovede ville ske, da han stillede op som præsident”.
Tavshed har en pris, når oppositionen tier for fædrelandets skyld
Kritikken sidder i Ivanna Klympush-Tsintsadze. Den er skarp og artikuleret. Men den har været længe undervejs.
“Vi har i lang tid praktiseret selvcensur,” siger hun om hendes konservative oppositionsparti Europæisk Solidaritet. “For fædrelandets skyld. For at undgå splittelse. Vi forsøgte at løse interne samfundsproblemer bag kulisserne.”
Men som krigen fortsatte, begyndte sprækkerne at vise sig. Og nogle af de problemer, som blev ignoreret i krigens navn, voksede sig større i stilheden.
“Vi og mange af vores internationale partnere håbede, at vi ville blive hørt, selv om vi ikke råbte op. Vi troede, regeringen ville lytte bag lukkede døre. Men det gjorde den ikke.”
Militærcensur – som typisk rejser spørgsmål om informationsfrihed i krigstid – bakker Ivanna Klympush-Tsintsadze fuldt op om.
”Vi bakker op om den militære censur. Den er nødvendig, når man står midt i en krig. Det handler om at beskytte soldater, militære positioner og undgå, at fjenden bruger information imod os”, fortæller hun.
Oppositionen knægtes i medierne
Men ifølge hende er det ikke kun missilkoordinater, der bliver holdt skjult. Det er også ukrainske politiske oppositionsstemmer. Der er ikke kun lukkede døre – der er også lukkede mikrofoner.
Ivanna Klympush-Tsintsadze peger på den statsligt kontrollerede medieplatform United News Marathon, som blev etableret i 2022 af Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd. Seks større tv-stationer blev samlet under én nyhedsflade med identisk indhold – døgnet rundt.
For et oppositionsparti som Ivanna Klympush-Tsintsadzes har døren til tv-studierne været lukket fra krigens første dag.
“Ifølge uafhængige NGO’er, der overvåger mediedækningen, har vi aldrig – aldrig – været inviteret til nogen sendeflade i United News Marathon. Vi er ikkeeksisterende på de ukrainske tv-stationer”, fortæller politikeren fra Ukraines største oppositionsparti.
Sagerne trækkes i langdrag
Hun uddyber og fortæller, at flere tv-kanaler, som forbindes med hendes politiske fløj, er blevet afskåret fra den digitale sendeflade – uden nogen officiel forklaring:
“Nogle af de kanaler, der opfattes som værende tæt på vores politiske linje, er blevet fjernet fra digital broadcasting – og det er sket ulovligt.”
Hun fortæller, at flere af disse kanaler har anlagt sag, men retsprocessen er langsommelig og uklar:
“Det er umuligt at få en reel forståelse af, hvad der er sket – og hvorfor. Det er en anden form for politisk censur, som er blevet et instrument, regeringen bruger for at forhindre kritikere og folk med andre synspunkter i at blive hørt i medierne.”
Inderkredsen mærker at valget truer
Mens krigen raser ved fronten, og store dele af samfundet er i undtagelsestilstand, begynder noget andet – noget mere stille – at forme sig bag kulisserne i Kyiv: konturerne af det næste valg.
Det valg, ingen taler særlig højt om. Endnu. Men en dag, når krigen slutter på den ene eller anden måde, skal der igen afholdes valg i Ukraine.
Og Ivanna Klympush-Tsintsadze er ikke i tvivl: præsident Zelenskyj og hans inderkreds forbereder sig allerede.
Hun peger direkte på en sag mod hendes partileder, tidligere præsident Petro Porosjenko, der i begyndelsen af 2025 pludselig blev ramt af sanktioner – ikke fra udlandet, men fra den ukrainske stat selv.
“Ifølge ukrainsk lov må en ukrainsk statsborger kun blive sanktioneret, hvis vedkommende enten er flygtet fra retsforfølgelse i udlandet eller er involveret i terrorisme. Ingen af delene gælder for Porosjenko,” fortæller hun.
Alligevel er han nu afskåret fra at bruge sine egne penge i en eventuel valgkamp, for de specifikke restriktioner mod Porosjenko omfatter blandet andet indefrysning af aktiver.
Et alvorligt slag for en mand, som både er rig, populær i dele af befolkningen – og stadig ses som den mest seriøse udfordrer til Zelenskyj, trods adskillige anklager om korruption og brud på national sikkerhed.
“Det er politisk forfølgelse. Intet andet,” konstaterer Ivanna Klympush-Tsintsadze.
Politisk retssag
Sagen behandles nu i Ukraines højesteret. Ivanna Klympush-Tsintsadze fortæller, at regeringen har forsøgt at få retsmøderne lukket for offentligheden, men at oppositionen – med støtte fra diplomater og udenlandske observatører – har fastholdt, at sagen skal være åben.
“Det bliver tydeligere for hvert retsmøde, at sanktionerne mod Porosjenko ikke har noget juridisk grundlag. Det handler om at blokere ham politisk,” forklarer hun.
“Da han (red. Zelenskyj) stillede op som præsident, sagde han: ‘Jeg kommer kun for én periode. Jeg vil aldrig, aldrig forsøge at stille op igen.’ Nu har han offentligt sagt, at han er klar til at genopstille,” siger Ivanna Klympush-Tsintsadze og fortsætter:
“Det handler om, at Zelenskyj skal stå som helten. Og så skal andre fjernes”
Hun anerkender, at Zelenskyj har gjort en god indsats siden 2022, især i samarbejdet med internationale partnere.
Jeg fornemmer samtidig, at det er vigtigt for Ivanna Klympush-Tsintsadze at nævne, at det ikke kun er Zelenskyj, der har udvist mod, men også det ukrainske folk, som på alle niveauer har været villige til at tage ansvar og ikke blot vente på ordrer fra toppen, som hun formulerer det.
Hvad siger alt dette om Ukraine nu?
Interviewet med Ivanna Klympush-Tsintsadze efterlader et indtryk, man ikke ofte får fra de officielle rapporter og nøje kuraterede pressebriefinger fra Kyiv. Hun taler som én, der både forsvarer sit land – og samtidig nægter at lukke øjnene for de fejl, der begås i dets navn.
“Vi kæmper ikke kun mod Rusland. Vi kæmper også for at forblive et åbent samfund. For at vores institutioner skal overleve – og være stærkere efter krigen end før den.”
For oppositionspolitikeren handler Ukraines kamp ikke kun om territorium, men om karakter. Hvad vil det sige at være europæisk? At blive en del af EU? Hvad vil det sige at have retssamfund og reelt demokrati? Og hvordan sikrer man, at den nødvendige krigsdisciplin ikke bliver en skabelon for politisk ensretning?
De demokratiske idealer skal fastholdes i krigstid
Ivanna Klympush-Tsintsadze mener, at det netop nu – midt i krigsmørket – er afgørende at fastholde idealerne.
“Vi skal ikke udskyde vores demokratiske ambitioner, bare fordi vi kæmper. Tværtimod. Det er nu, vi skal vise, at vi mener det alvorligt.”
Hun peger på civilsamfundets reaktion efter den omstridte antikorruptionslov i juli som bevis på, at befolkningen stadig holder demokratiet i hævd – også selv om regeringen måske har glemt det.
“Der er stadig noget at kæmpe for – ikke bare på frontlinjen, men inde i parlamentet, i medierne, i retten.”
Interviewet slutter, og jeg takker Ivanna Klympush-Tsintsadze for en informativ samtale. Det har været interessant at høre fra et stort, konservativt oppositionsparti i Ukraine – et parti, der i disse år ikke får meget taletid, hverken i Ukraine eller i vores vestlige medier. Og et parti, der med deres kritik af Zelenskyj viser, at selv i krigstid kører magtkampe.
Kære læser, i en tid med krig og konflikt er det vigtigere end nogensinde at høre flere stemmer og stille spørgsmål ved de fortællinger, vi præsenteres for. Bag overskrifter gemmer sig altid flere lag – det er værd at huske, når man følger med herhjemmefra.
