Når danske politikere taler om at reducere landbrugets klimabelastning, spiller lavbundsjorde en central rolle. De drænede, kulstofrige jorde udleder store mængder CO₂, og derfor har det længe været fremherskende faglig anbefaling, at man skal stoppe dræningen og lade arealerne oversvømme igen.
Det er også grundtanken bag trepartsaftalen, der lægger op til at udtage mange tusinde hektar lavbundsjord. Men et nyt videnskabeligt studie fra Maglemosen i Nordsjælland viser, at virkeligheden er mere kompliceret. Det er den danske forsker Bo Elberling og hans kolleger, som står bag studiet.
Metan ændrer klimaregnestykket
Studiet er publiceret i tidsskriftet Communications Earth & Environment og bygger på mere end 15 års detaljerede målinger af drivhusgasser fra et lavbundsområde, der ikke har været opdyrket i over 100 år. Forskerne har kombineret feltmålinger med avancerede modeller for kulstofkredsløbet i jorden.
Hovedkonklusionen er, at når lavbundsjorde oversvømmes fuldstændigt, falder udledningen af CO₂ ganske vist, men til gengæld stiger udledningen af metan markant. Og metan er en langt kraftigere drivhusgas end CO₂.
Metan udledes, når jorden bliver iltfri. Under oversvømmede forhold trives metanproducerende mikroorganismer, og selv relativt små mængder kan veje tungt i det samlede klimaregnskab. Over en 100-årig periode er metan omkring 27 gange kraftigere end CO₂.
Det betyder, at en løsning, der ser klimavenlig ud på papiret, i praksis kan give en langt mindre klimaeffekt.
Lavere vandstand giver bedre balance
Forskerne har derfor undersøgt forskellige scenarier for vandstand i jorden. Ikke kun valget mellem “drænet” og “oversvømmet”, men også mellemstadier.
Den bedste samlede klimaeffekt opnås ikke ved fuld oversvømmelse, men ved at holde grundvandet stabilt cirka ni centimeter under jordoverfladen. Ved denne vandstand reduceres CO₂-udledningen betydeligt, samtidig med at metanproduktionen holdes nede.
Forklaringen er biologisk. Når jorden ikke er fuldstændig vandmættet, kan ilt trænge ned i de øverste jordlag. Det hæmmer de metanproducerende mikroorganismer og fremmer samtidig bakterier, der nedbryder metan, før gassen når atmosfæren.
Med andre ord vil en let drænet lavbundsjord kan fungere som en slags biologisk filter, der både begrænser CO₂ og metan.
En udfordring for den politiske konsensus
Studiet udfordrer den hidtidige konsensus blandt både forskere og politikere, hvor oversvømmelse har været set som standardløsningen. Det betyder ikke, at alle planer om udtagning af lavbundsjorde er forkerte, men det betyder, at metoden ikke bør være ens overalt.
Maglemosen er ganske vist et specifikt område, men forskerne vurderer, at resultaterne er repræsentative for mange danske lavbundsjorde, især på Sjælland. Det gør studiet relevant i en dansk kontekst, hvor beslutninger i øjeblikket træffes i stor skala.
Problemet er, at de politiske aftaler allerede er indgået, og at implementeringen er i gang. Store anlægsprojekter, jordopkøb og hydrologiske ændringer planlægges nu ud fra en faglig antagelse, som den nye forskning stiller spørgsmålstegn ved.
Hastværkspolitik
Sagen illustrerer et mere generelt problem i klimapolitikken. Klimafolket har fået sat klima øverst på den politiske dagsorden ved at føre en meget alarmistisk kampagne, hvor det nærmest bliver fremstillet som liv eller død at få gennemført vidtgående forandringer i samfundet.
Den grundige forskning udvikler viden i et langsommere tempo end den aktivistiske klimapolitik giver plads til. Når løsninger, der for få år siden blev betragtet som rigtige, nu viser sig at være i bedste fald suboptimale eller i værste fald direkte forkerte, er beslutningerne allerede taget og pengene afsat.
Der er meget gode grunde til at tage et opgør med hastværkspolitik og besinde sig politisk. Klimapolitik medfører ofte irreversible indgreb med meget store samfundsøkonomiske omkostninger.
Hvis tusindvis af hektar landbrugsjord oversvømmes på et forkert grundlag, risikerer man at binde enorme ressourcer uden at få den tilsigtede klimaeffekt eller i værste fald at forværre det problem, man havde tænkt sig at løse.
Behov for mere differentierede løsninger
Studiet peger ikke på én universel løsning, men på behovet for stedsspecifikke strategier. Nogle lavbundsjorde kan have gavn af oversvømmelse, andre ikke. Vandstand, vegetation, jordbund og historisk anvendelse spiller alle en rolle.
Den centrale pointe er derfor ikke, at lavbundsjordene blot skal fortsætte under plov, men at politikerne bør besinde sig og give tid til at finde de rigtige løsninger lokalt. Maglemosen-studiet viser, at “mere vand” ikke automatisk er lig med “bedre klima”.
Det er dyrt at tage fejl, og det gør både klimafolket og politikerne igen og igen. Det er mig og dig, der betaler.
