Ti minutter nord for Gare du Nord, på den anden side af den parisiske ringvej, begynder et andet Frankrig, som de fleste sikkert har kørt igennem på vejen fra Charles-de-Gaulle lufthavnen til Paris, men som de færreste har tænkt sig at gøre ophold i.
Seine-Saint-Denis har 1,6 millioner indbyggere, omtrent det samme som Storkøbenhavn, men departementet samler i usædvanlig koncentreret form næsten alle de problemer, der har gjort immigration og integration til et af de mest eksplosive spørgsmål i fransk politik: afindustrialisering, fattigdom, etnisk segregation, kriminalitet, religiøs radikalisering og en stat, der kæmper med at gøre sin autoritet gældende.













