Hvis man følger debatten på sociale medier og i store dele af den vestlige offentlighed, kan det se ud, som om Israel har tabt krigen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Douglas Murray mener det modsatte.

I en artikel i The Free Press gør han status kort før treårsdagen for angrebet. Hans konklusion er, at Israel militært har opnået resultater, som ville have været næsten utænkelige for tre år siden. ”Det er bedre at vinde krigen på jorden og tabe PR-krigen end omvendt,” skriver han.

Ifølge Murray er Hamas blevet knust som alvorlig militær trussel, Hezbollah er blevet stærkt svækket, og det iranske regimes mangeårige strategi om at omringe Israel med fjendtlige militser er brudt sammen.

Irans ring omkring Israel.
Det revolutionære regime i Teheran havde opbygget, hvad Murray beskriver som en ”ring af ild” omkring Israel. Hamas stod i Gaza, Hezbollah i Libanon, mens Iran samtidig støttede kræfter i blandt andet Syrien, Irak og Yemen.

Især Hezbollahs store lager af raketter skulle ifølge Murray fungere som en forsikring mod et israelsk angreb på Irans atomprogram. Hvis Israel gik efter de iranske atomanlæg, skulle landet risikere massive angreb fra sine naboer. Samtidig arbejdede Iran videre på sit atomprogram.

Murray fremstiller derfor Hamas-lederen Yahya Sinwars beslutning om at angribe Israel den 7. oktober som en historisk fejlvurdering. Angrebet udløste en krig, der ifølge ham endte med at få store dele af den iranske strategi til at falde fra hinanden.

”Stykke for stykke skilte Benjamin Netanyahus regering den iranske akse ad,” skriver Murray.

Først Hamas
Det første mål var Hamas. Murray fremhæver, at den israelske regering fortsatte krigen i Gaza trods pres fra både europæiske regeringer og den daværende amerikanske Biden-administration. Særligt offensiven mod Rafah blev mødt med advarsler. Men Israel gik ifølge Murray videre og fik til sidst fat på Yahya Sinwar, som blev dræbt.

Murray ser det som et eksempel på Israels grundlæggende tilgang gennem de seneste tre år. Landet vurderede, at det stod over for en trussel mod sin egen eksistens, og besluttede derfor selv, hvordan den skulle håndteres. Efter Hamas fulgte Hezbollah.

Hezbollah blev næste mål
Hezbollah gik ind i konflikten dagen efter Hamas’ angreb, og ifølge Murray var der i den israelske regering uenighed om, hvor hurtigt Israel skulle åbne endnu en front.

Daværende forsvarsminister Yoav Gallant ønskede ifølge Murray et tidligt angreb på Hezbollah, fordi bevægelsen var den stærkere modstander. Netanyahu ønskede derimod ikke straks en fuld krig på to fronter.

Murray mener, at Netanyahus strategi viste sig at virke. Han fremhæver blandt andet Israels angreb med eksploderende personsøgere og walkie-talkier mod Hezbollah-medlemmer. Kort efter blev Hezbollah-lederen Hassan Nasrallah og en række andre ledende personer dræbt i et israelsk luftangreb.

Dermed var endnu en vigtig del af det iranske netværk blevet svækket.

Krigen rykkede til Iran
Derefter kunne Israel rette opmærksomheden direkte mod Iran. Murray skriver, at Israel først ødelagde størstedelen af Irans luftforsvar. Dermed blev vejen åbnet for yderligere israelske angreb og senere også amerikanske angreb med B-2-bombefly mod centrale iranske atomanlæg.

Angrebene blev siden gentaget, da det ifølge Murray stod klart, at Iran stadig havde kapacitet tilbage og nægtede at samarbejde.

Hans samlede billede er, at det iranske regime i dag befinder sig i en langt svagere position end før krigen. Dets regionale allierede er reduceret, økonomien er presset, og de ledende personer i regimet er under et konstant militært pres. ”Regimet har aldrig befundet sig i en svagere position,” skriver Murray.

For ham betyder det også, at Hamas-lederen Sinwars beslutning den 7. oktober blev en katastrofe for den akse, Hamas var en del af.

Nederlaget kom i offentligheden
Der er dog ét område, hvor Murray mener, at Israel klart har tabt. Kampen om den internationale opinion. Det gælder især blandt unge.

Han peger blandt andet på Qatar og Al Jazeera, som han anklager for at have spillet en central rolle i den globale informationskamp mod Israel. Påstandene om folkedrab i Gaza afviser han som falske og mener, at de alligevel har fået stor gennemslagskraft i den vestlige offentlighed.

Men for Murray ændrer nederlaget i informationskrigen ikke hans overordnede konklusion. Tre år efter den 7. oktober er Hamas’ ledelse ifølge ham væk, Hezbollah er stærkt reduceret, og Irans mulighed for at lægge en militær løkke omkring Israel er blevet væsentligt mindre.

Det er den udvikling, han mener let bliver overset, fordi krigen i så høj grad bliver set gennem den politiske og mediemæssige debat. Murrays konklusion er,  at Israel har betalt en høj pris og mistet international opbakning, men når krigens militære resultat gøres op, er landet kommet styrket ud af de tre år.

Og netop dét, mener han, er vigtigere end popularitet.