Artikel

29.11.24

Er corona-vaccinerne forurenet med DNA?

Spørgsmålet stilles af en international gruppe politikere og videnskabsfolk, som også selv giver svaret. Ja, det er de, og de vil derfor have dem forbudt. Sagen tages nu op i Folketinget af løsgængeren Lars Boje Mathiesen.

Bølgerne fra Corona-tiden har ikke lagt sig. Selvom medierne er holdt op med at skrive om det, og selvom næsten ingen politikere har lyst til at tale om det, så er der mennesker over hele jorden, som ikke vil glemme og tilgive.

De har nu samlet sig i et internationalt netværk med base i Nordeuropa – deraf netværkets navn Northgroup. Målet er at få forbudt brugen af mRNA-vacciner og få regeringerne til at iværksætte en uvildig og uafhængig undersøgelse af corona-vaccinernes virkninger og ikke mindst bivirkninger.

I denne uge afleverede netværket deres materiale til statsministrene og sundhedsministrene i 10 europæiske lande.

I Danmark var det lederen af netværkets danske afdeling Malue Montclairre, som mandag morgen var forbi Christiansborg mandag med brev, underskrifter og en stak bilag med fortrinsvis udenlandske studier, der ifølge netværket viser, at vaccinerne er både uvirksomme og skadelige.

Tre kritikpunkter
Netværket har samlet videnskabelige undersøgelser på tværs af landegrænser og kontinenter, og har tre fokuspunkter, som de kræver, at politikerne gør noget ved.

For det første er bivirkningerne af vaccinerne aldrig blevet ordentligt undersøgt, og studier viser, at nogle partier vacciner gav mange og alvorlige bivirkninger, andre partier færre og mildere.  Det viser, siger netværket, at vaccinerne var langt fra den kvalitet, som man må forlange af medicinske produkter, som skal bruges på mennesker.

For det andet anholder de, at vaccinerne aldrig blev testet for, hvor virksomme de var, inden de blev frigivet. Og det viste sig efterfølgende, at de langt fra var så effektive, som myndighederne fortalte til befolkningerne.

De virkede dårligere og i kortere tid, så i realiteten tvang man borgerne til at tegne abonnement på vacciner, som skulle tages igen og igen uden nogen garanti for effekten og uden ordentlig viden om risikoen for bivirkninger, mener netværket.

Og for det tredje, mener gruppen, at det i dag er påvist, at vaccinerne indeholder rester af DNA, som kan risikere at give genetiske skader – altså ændre de vaccineredes eget DNA. Den risiko blev der slet ikke taget højde for, da myndigheder godkendte vaccinerne, siger netværket.

Ingen politikere fra Danmark har skrevet under
Mens der er parlamentarikere fra både Finland, Sverige, Letland, Lithauen, Tjekkiet og Australien, der har skrevet under på det fælles brev til statsministrene, er der ingen danske folketingsmedlemmer, som er med i netværket.

Løsgængeren Lars Boje Mathiesen er dog blevet opmærksom på initiativet og har stillet to spørgsmål til sundhedsminister Sofie Løhde. De spørgsmål skal sundhedsministeren svare på i folketingssalen på onsdag den 4. december.

Det ene spørgsmål lyder i al sin enkelhed: Mener ministeren, at danskerne blev orienteret korrekt om effekterne af covid-19-vaccinen?

Det andet spørgsmål: Mener ministeren, at der gøres nok for de personer, som oplever bivirkninger grundet covid-19-vaccinen?

Nær umuligt at trænge igennem
Man kan forudse, at ministeren i det store hele vil svare ja til det første og ja til det andet. Det kan hun roligt gøre, for der er ingen af de politiske partier i Folketinget, som har lyst til at grave videre i den sag.

I årene med Corona var hele Folketinget – måske lige bortset fra netop Lars Boje Mathiesen – enige om, at vaccinerne skulle ud. De var også enige om, at myndighederne skulle bruge mange ressourcer på at overtale befolkningen til at lade sig vaccinere.

Og rigtig mange politikere gik aktivt ind i promoveringen af vaccinerne ved at lade sig filme og fotografere, når de blev vaccineret.

Derfor er der ingen lyst til - når nu pandemien er overstået – at se tilbage og undersøge, om man handlede overilet og måske endda ansvarspådragende ved så energisk at promovere en vaccine, som ikke var ordentligt undersøgt og testet.

Bølgerne bliver ved med at rulle
Men det er der mange andre, der vil – altså holde fast og blive ved med at bore i sagen. Nogle er engagerede borgere, som oprigtigt er opsatte på at få klarlagt årsagerne og hjulpet de mange, der angiveligt lider af senvirkninger uden at få hjælp.

Andre er – typisk pensionerede – læger og forskere, som oplevede, at etikken i deres fag skred under Corona, og har svært ved at forlige sig med, at det ikke bliver undersøgt til bunds, hvad der foregik.

En tredje gruppe er den oppositionskraft i befolkningen, som oplever, at politikere, organisationer og medier alt for ofte finder sammen om ét bestemt narrativ, som så bliver den gældende ’sandhed’ i offentligheden.

De peger på en væsentlig dysfunktionalitet i demokratiet – som ikke blot gjaldt under Corona, men som vi oplever på mange planer og mange måder. Både i klimadebatten, kønsdebatten, den økonomiske politik, udlændingedebatten og mange andre steder.

Lad dig bremse af tosserne
Og så er der også en god del, som vi plejer at kalde sølvpapirshatte og konspirationsteoretikere. Mennesker, der tror, de kan se noget, som ikke er. Folk, der bygger fantasier om sammensværgelser op og ser spøgelser.

Desværre er det den sidste gruppe, som er bedst til at tiltrække sig opmærksomhed. Og derfor bliver det også så let for dem, vi kan kalde The Establishment eller mainstream eller eliten at afvise hele kritikken og alle spørgsmålene.

Det er jo bare tosser, der råber.

Det er svært at være i, hvis man opfatter sig selv som både velunderrettet, mental sund og fornuftig. Man får lyst til at holde sig på afstand af debatten for ikke at blive slået i hartkorn med tosserne.

Men det skal man ikke. For så mister man både noget af sig selv, og vi bliver alle sammen mere ufri.

Det har altid en pris at kæmpe for det, man har kært. Men ikke at kæmpe har også en pris, og den er ofte højere.

Læs videre selv
Jeg vedlægger links til Northgruppens materialer, så kan du selv orientere dig i det. Der er både polemiske udtalelser og henvisninger til, hvad jeg overfladisk bedømt vil kalde lødige studier.

Selv har jeg hverken forudsætningerne for eller tiden til at undersøge, om det er rigtigt eller forkert, alt det, der skrives og henvises til, men jeg er enig med Northgruppen i, at myndighederne skylder befolkningerne, der blev overtalt til at tage vaccinerne, at få uvildige og uafhængige forskere til at undersøge det til bunds.

Det videnskabelige resumé: NORTH_Group_Summary-2024-11-25_DENMARK.pdf

Brevet til statsministeren og sundhedsministeren: NORTH_Group_Letter-2024-11-25_DENMARK.pdf

Northgruppens hjemmeside: NORTH Group

Spørgsmål fra Lars Boje Mathiesen til sundhedsministeren: S 335 - 2024-25 (oversigt): Mener ministeren, at der gøres nok for de personer, som oplever bivirkninger grundet covid-19-vaccinen? / Folketinget

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter