Jeg husker meget klart, hvordan det var, da jeg for faktisk kun ét år siden fik en mail fra Mikael Jalving, der sammen med Lars Kaaber er Kontrasts markante frontfigur og bærekraft. Mikael Jalving spurgte, om jeg ville indgå i en slags skribentpanel, som skulle være med til at fylde det nye Kontrasts spalter med den mest IQ-stærke modskrift ever.
Skulle man tale i de sportsmetaforer, vores kære debatredaktør ynder, kunne man hævde, at debatten skulle rykke fra gokartbanen op i Formel 1-klassen. Og ja, hvis man hører et lille Elon Musk’sk forsvar for meritokratiet her, så er det nok ikke helt skudt ved siden af.
Sjældent er jeg blevet så glad, som da jeg fik den mail fra Jalving. Jeg sagde straks ja. Og kort efter var jeg blevet en del af Kontrasts såkaldte ”Modløberpanel”, der dag efter dag og uge efter uge fylder magasinet med – når jeg selv skal sige det – nogle af de bedste og mest læseværdige artikler, der skrives i dette land p.t.
Alt det, du ikke kan få at vide andre steder, hvor censurens, cancelleringens og nivelleringens klamme mørke i høj grad har sænket sig over enhver oplysthed, det kan du få at få at vide i Kontrast.

Mere end 500 artikler
En noget kålhøgen påstand, kan man måske sige. Tjo, men jeg synes, den holder. Og for et par uger siden, kunne Modløberne på Kontrast da også runde artikel nummer 500. Alene, vil jeg hævde, båret oppe af viljen til det rigtige, af gejsten for det gode og af afsmagen for alle de dødsenstriste kulturstrømninger, der i de senere år har været ved at få skovlen under vores civilisation – ikke mindst her i Danmark. Men trods alt ikke fuldstændig. Det er jo bl.a. derfor, vi står her i dag.
Efter at have skrevet en god håndfuld klummer, kommentarer og indlæg til Kontrast, besluttede jeg, at det var på tide at samle dem i en form for borgerligt manifest. Det er blevet til bogen her, Stridsens lille blå. Selvfølgelig med reference til ingen ringere end den gamle forbryder formand Mao.
Man skal som bekendt ikke sætte sit lys under en skæppe – heller ikke som borgerlig! Og jeg håber da virkelig også, at bogen kan være med til at ruske op i den blå kampånd, som desværre nok har ligget lidt for underdrejet de seneste år, mens en ny rød bølge – denne gang med udspring i USA – er væltet ind over os i form af woke-bevægelsen.
Med formuleringen fra bogens bagflap:
”Vi lever i interessante tider – sagt med en mild underdrivelse. Meritokratiet er sat ud af kraft, lovgivningen er vandaliseret af sjusk og skævvridninger, mænd og kvinder bekriger hinanden som vanvittige. Og imens hyldes ulven og den dybe stat som noget nær religiøse relikvier.
Borgerlige er helt væk
Med denne bog ønsker jeg at levere et tiltrængt spark til den borgerlige fløj. Når tingene har kunnet skride så langt ud til venstre, skyldes det ikke mindst, at de blå har sovet i timen og siddet gumpetungt på deres hænder.
Står det til undertegnede, skal det være slut nu. De borgerlige må se at vågne op fra woke-ideologiens torneroseslummer og finde tilbage til de grundlæggende værdier, som borgerligheden hviler på: individuelt ansvar og frihedsrettigheder, retssikkerhed for Lise såvel som for Per.
Men først og fremmest må de finde tilbage til den rullende latter over alle de livets absurditeter, som man nu engang bare må lære at leve med. Måske i virkeligheden den allervigtigste kerneværdi i Stridsens lille blå.”

Væk med woke
For hvad er woke? kunne man tilføje. Jo, præmisserne for woke er såmænd såre simple: Vi mennesker er næsten perfekte. Vi mangler bare liiige det sidste – at blive aflivet som mennesker.
Mit eget håb er, at Kontrast kan blive lige så levedygtigt som det havmiljø og den natur, der sandsynligvis har det betydeligt bedre, end rygtet vil vide. Præcis som vi har godt af en smule klimarealisme, har vi således også godt af en smule demokratirealisme.
En realisme, der kan vise, at den samfundsform, som vi i vores del af verden kan være stolte over at have bygget op igennem århundreder og årtusinder, ikke lader sig blæse omkuld for den mindste woke-vind. Det er vi nogle, der simpelthen ikke vil være med til. Og vi på Kontrast – og alle de kræfter, der bakker op om foretagendet – har tænkt os at give den gas til vi segner. Vi vil ganske enkelt ikke leve under umenneskelighedens og ensretningens tyranni. Uanset hvilken form det så antager.
Tak fra en barnløs kattedame
Tak til Forlaget Kolbein for at ville udgive min bog, som består dels af tekster, publiceret på Kontrast i det forgangne år, dels af helt nyskrevet materiale – heriblandt en hyldest til kernefamilien fra en barnløs kattedame, nemlig moi. Som dog er så svineheldig selv at være vokset op i verdens bedste kernefamilie, uden hvilken jeg med garanti ikke stod her i dag.
Men først og fremmest tak til Kontrast – og ikke mindst til dets to utrættelige forwards – eller Formel 1-konger: Lars Kaaber og Mikael Jalving. Jeg håber, at I kan blive ved med at holde til mosten. For jeg synes selv, det er et enestående åndehul, I har fået skabt med dette medie. Lets face it: Det er jo ikke iltsvindet i havene, der er den største trussel mod vores civilisation her og nu. Det er derimod iltsvindet i vores demokrati.
Kontrast er med til at få pulsen til at banke igen og holde blodet pumpende i den offentlige debat. For den indsats synes jeg, I fortjener stor tak og hæder. Og af den grund har jeg også doneret min egen del af et eventuelt overskud på bogsalget til netop Kontrast.
Inspiration fra Amerika
Skulle missionen ende med at mislykkes, pga. almindeligt sløvsind og iltsvind, kan man vel kun håbe, Trump/Musk vil købe hele Europa, inklusive Danmark. Nu de alligevel har den store portemonnæ fremme.
Under alle omstændigheder kan man håbe, at de dekreter mod woke, som står øverst på den nye amerikanske præsidents to-do-liste, vil rulle over Atlanten med større fart end de dekreter for woke, som den forrige Biden-administration afgav. I det hele taget kan man håbe på, at den ånd, som nu er rykket ind i Det Hvide Hus, ligeledes vil rykke ind ad døren i både Danmark og Europa i løbet af det kommende år.
Den røde farve må republikanerne dog godt beholde for sig selv. Her til lands foretrækker vi så absolut, at blåt er blåt og rødt og rødt. Så der ingen som helst forvirring opstår om, hvem vi er, og hvad vi vil. Hverken hos de andre. Eller hos os selv.
Og så er det ellers tilbage i arbejdstøjet. For der skal jo også være nogen til at skubbe på, når anti-wokebølgen går i land i Esbjerg.