Regeringen overvejer, at sommerhuskommunerne får andel i bopælskommunens indkomstskat, og det indgår allerede i overvejelserne om en reform af det kommunale udligningssystem.
Argumentet er bl.a. at de har ekstra udgifter til veje, naturpleje og beredskab. Umiddelbart rimeligt - hvis man kun ser sagen fra feriekommunens side. Set fra den anden side - og oppefra - ligner det noget andet: sommerhusejerne er den nye indtægtskilde med havudsigt.
Sagen er lille. Men den er ét eksempel blandt mange på, hvordan velmenende intentioner, lag for lag, bygger et udligningssystem, ingen længere kan overskue.
Jagten på Aages lønseddel
Tag Aage fra Aalborg. En helt almindelig sommerhusejer. Bosat i Nordens Paris, betaler sin skat der, hvor børnene også går i skole, og når han en dag skal på plejehjem, bliver det også der.
Nu kræver Frederikshavn en bid af Aages indkomstskat, fordi han er så fræk at eje nogle kvadratmeter træværk nær Sæby.














