Over Storebæltsbroen, væk fra København og i det regnfyldte Odense, leder jeg efter noget, der måske, måske ikke findes: en borgerlig kvindekamp.

Anledningen er et debatarrangement hos FOF med titlen ”Findes der en borgerlig kvindekamp?” arrangeret af den nystartede forening Borgerlig Oplysning.

Indenfor er stolene stillet tæt. De fremmødte er overvejende midaldrende, men der sidder også en håndfuld unge. Alle jævnt fordelt på køn. Slagets gang styres af den 25-årige Emilie Jäger, politisk redaktør hos BT, der i dag agerer moderator.

Hun lægger ud med at præsentere tal: 56 procent af kvinder stemmer i dag rødt. Kun 42 procent af mænd gør det samme.

”Hvis vi kigger tilbage på 1950’erne var kvinderne konservative. Hvad er det lige, der er sket?,” siger Emilie Jäger og kigger ud i lokalet.

Er familie mening eller tab?
Dagens første panel består af 44-årige debattør, filosof og forfatter Eva Selsing og 61-årige overlæge Susanne Ursula Crawley Larsen, medlem af Radikale Venstre. Jeg fornemmer hele vejen igennem, at Selsing taler ud fra et nationalkonservativt ståsted, hvor Crawley Larsen taler ud fra en mere kulturradikal tradition.

Begge er mødre til henholdsvis 4 og 5 børn og aktive i den offentlige danske debat. Temaet er familielivet – eller rettere: fravalget af det.

Emilie Jäger ridser Danmark op: Kvinder er mere økonomisk uafhængige end nogensinde før, 1,1 million single danskere bor alene, og fødselsraten er nede på 1,5.

Dagens første spørgsmål til de to gæster lyder: "Med al den frihed, vi har lige nu, hvor vi ikke behøver at være afhængige af nogen andre, hvorfor skal kvinder så stifte en familie?”

Samfundets ubalance
Eva Selsing tager ordet som den første med beslutsom stemme og siger: “Vi ved, at kvinder, som er mødre og gifte, er de lykkeligste. Og vi ved, at de kvinder, som ikke har børn, er de mindst lykkelige”.

Selsing nævner et skadeligt samfund i dagens Danmark; et samfund, der ikke kan reproducere sig selv og et samfund, “hvor kvinder er blevet løsrevet fra deres naturlige sammenhænge”. Et par ældre herre i lokalet mumler anerkendende, “ja”, da Selsing siger: “For at sige det lidt polemisk: kvinder har fået at vide, at de skal være en dårlig kopi af manden.”

Udsagnet ligger i forlængelse af en generel debat, hvor det ofte hævdes, at den moderne mand er blevet feminiseret. Jævnfør Selsing er det ikke kun mændene, men hele samfundet, der er blevet feminiseret – med konsekvenser for begge køn.

For Susanne Ursula Crawley Larsen er svaret, at familie selvfølgelig skaber mening, men hun tilføjer også, at hun godt forstår de unge kvinder, der vælger den fra:

“De har set deres mødre og mormødre kæmpe – og alligevel stå tilbage med den mindste pensionsformue.”

Crawley Larsen på 61 år beskriver sin generation som stående “på ryggen af kvindekampen” og drevet af en forpligtelse til at bruge de rettigheder, kvinder før dem har kæmpet for – såsom retten til at studere, være selvstændige og arbejde.

Men der er en bagside.

Hun tilføjer: “Det, jeg tror, kvinder så ikke har tænkt på, er, hvad de siger farvel til, og at de måske står, når de er 39 år, og alligevel gerne ville have et par børn.”

De to debattører taler om det samme. Men måske ikke nødvendigvis fra samme politiske udgangspunkt.

Selvransagelse på højrefløjen?
Fem minutter før debatten lukker, skifter Emilie Jäger spor. Hun siger: “Jeg tror, der er et element af, at man fra borgerlig side har været for dårlig til at tale familielivet op. Man har fokuseret på økonomi og mindre på, hvor meningsfuldt det er at stifte familie.”

Hun vender sig mod Eva Selsing og spørger: “Er der brug for selvransagelse på højrefløjen?”

Selsing smiler kort. “Ja. Det er der.” Hun læner sig frem og siger: “Borgerligheden har været liberal indtil for ganske nylig. Og det, der har kaldt sig konservativt, har ikke været konservativt.”

Hun taler om en borgerlighed, der har forsømt kulturkampen. “Konservatisme er kærligheden til hjemmet. I alt for lang tid har borgerlige købt ind på et feministisk projekt, fordi liberale og venstreorienterede har helt vildt meget til fælles,” forklarer Eva Selsing.

Men hun mener også, at der er en voksende konservativ bevidsthed, der igen tager familien og kønsspørgsmål alvorlig.

Emilie Jäger byder ind: “Men det er vel ikke sådan, at den konservative position er, at kvinder skal stoppe med at arbejde og gå hjemme?”

Hun nikker mod Selsing, der er debattør hos B.T. og mor til fire og fortsætter: “Der må vel også være en måde at være ambitiøs i sit arbejde — at skrive for B.T., være debattør — og samtidig være en god mor og ægtefælle? Det er vel ikke enten karriere eller kødgryder?”

Pendulet svinger
Selsing svarer ikke direkte. I stedet taler hun om et pendul, der skal svinge tilbage, mens hun med hånden illustrerer bevægelsen for publikum.

“Vi har et pendul, som med feminismen og atomiseringen af vores samfund er kommet så langt over til den ene side, at noget relativt kraftfuldt skal til, før vi igen kan få lov til at være kvinder på kvindelige præmisser.”

Som jeg forstår Selsing, er diagnosen, at pendulet er slået for langt ud: kvinder er blevet gjort maskuline, mænd feminiserede, og de kønsroller, vi tidligere fandt orientering i, er blevet opløst. Herfra følger både ensomhed, faldende fødselstal og en mere grundlæggende ulyksalighed blandt os mennesker.

Det er en analyse, der kan rumme noget rigtigt. Men i løbet af samtalen bliver det uklart, hvor de konkrete barrierer egentlig ligger: Hvad er det præcist i Danmark i dag, der forhindrer kvinder i at leve gode liv? Og hvad skal ændres?

Hvad indebærer dette “relativt kraftfulde” konkret og hvad det vil sige at være kvindelig på kvindelige præmisser?

Analysen efterlades uden anvisning og uden svar på, hvor problemerne konkret opstår, og hvad der kan gøres ved dem. Man sidder med en lidt uforløst fornemmelse. Ikke fordi emnet mangler tyngde, men fordi diskussionen aldrig for alvor bevæger sig derhen

I spørgerunden læner en af arrangementets initiativtager, Jonas Hoeck, sig frem og tager ordet. Kunne man ikke også vende blikket mod mændene?, spørger han. Han spørger panelet, om kritikken af den moderne kvinde ikke burde ledsages af en tilsvarende kritik af den moderne mand.

Svaret fra Eva Selsing falder prompte:

“Jeg har nul kritik af den moderne mand. Der er ikke andet end kritik af den moderne mand – det må I få fra andre end mig.”

Spørgsmålet får ikke yderligere opfølgning, og samtalen vender tilbage til paneldeltagernes centrale pointer: den højtuddannede kvinde, hendes valg, hendes ensomhed og fremmedgørelse fra sin kvindelighed, samt et vanskeligt datingmarked, hvor ansvaret placeres et sted mellem kvinden selv og det feminiserede samfund, der i Selsings analyse har vildledt kvinden.

En personlig beretning
Hvor første debat kredsede om mening, familie og civilisation, bliver anden del mere konkret og personlig.

Dagens anden samtale består af medlem af Odense Byråd for Det Konservative Folkeparti, 53-årige Roya Moore, som er uddannet kriminolog med iransk baggrund, samt Kontrasts egen kvindesagsaktivist Karen Westh.

Roya Moore tager ordet. Hun kom til Danmark i slut 80’erne som flygtning og var lige netop blevet gift med en iraner i Iran i 1989. Hun fortæller om sin egen skilsmisse og om hvordan den danske afgørelse ikke blev anerkendt. Hun taler roligt og alvorligt.

“Jeg er kun juridisk skilt,” siger hun. “Jeg er ikke islamisk skilt.”

Hun fortæller, hvordan en repræsentant fra den iranske ambassade afviste hendes danske skilsmisse og gjorde det klart, at den kun var gyldig, hvis eksmanden accepterede den – og i sidste ende via en imam. “De smed det i skraldespanden,” siger hun om de danske papirer.

Erfaringen er ikke unik, understreger hun. Tværtimod åbnede sagen for en strøm af henvendelser fra andre kvinder: “Mange muslimske kvinder er ligesom i et fængsel,” siger Moore og peger også på en intern social kontrol blandt de muslimske kvinder og siger: “Jeg mangler søstersolidaritet fra muslimske kvinder. Vi har været dårlige til at stille krav.”

Undertrykkelse som “valg”
En iransk kvinde fra publikum, der kun har boet i Danmark i et par år, stiller et spørgsmål, der kaster et skarpt lys på Moores erfaringer:

“Hvorfor kæmper unge kvinder i Iran under langt hårdere vilkår for frihed, mens nogle unge muslimske kvinder i Danmark, med alle muligheder, bevæger sig i den modsatte retning?”

Moore svarer nøgternt: “Vi lærer at undlade at stille spørgsmål ved islam. Den refleksion findes ikke i de islamiske samfund, for det er lig med at du er vantro.” Hun peger på en religiøs struktur, der gennemsyrer alle dele af livet – og dermed gør frigørelse vanskelig, også i et frit samfund.

Karen West supplerer: “De værner sig mod vores samfund og dyrker adskillelsen.” Hun kalder det et parallelsamfund og tilføjer: “Så kan man undre sig over, hvorfor de vil bo her.”

West retter en hård kritik mod nyfeminismen, der ifølge hende har svigtet minoritetskvinder ved at relativere undertrykkelse som “valg”. For West er problemet, at underkastelse kan kaldes frihed.

Det er over 20 år siden, at hun selv begyndte at interessere sig for den muslimske kultur og hvorfor muslimske kvinder ikke kom med i den danske kvindekamp og blev frie.

“I årenes løb oplevede jeg, at jo mere hellige de muslimske kvinder kunne fremstille sig selv, jo mere anerkendte blev de. Jeg så kvinder tage niqab på og fordømme os andre og vores frihedsarbejde og så blive anerkendt i deres egne miljøer,” fortæller hun.

Findes der så en borgerlig kvindekamp?
Da arrangementet slutter, regner det ikke længere i Odense. Men spørgsmålet hænger stadig i luften: Findes der en borgerlig kvindekamp? Måske.

Men hvis den findes, er den splittet mellem civilisationsdiagnoser og konkrete erfaringer fra kvinder, der lever under pres.

For mens nogle taler om atomisering og civilisationens undergang, taler andre om noget mere jordnært: retten til at blive skilt. Retten til at få børn – eller lade være. Retten til at gå klædt som man vil. Retten til overhovedet at blive hørt.

Men én ting er klart efter arrangementet af foreningen Borgerlig Oplysning: Emnet kalder på debat. Derfor er det også en oplagt diskussion for særligt Kontrasts kvindelige skribenter og læsere: Hvad er en borgerlig kvindekamp egentlig – og hvad skal den kunne?

Måske burde spørgsmålet komme før svaret: Hvad er det, der kæmpes for?