Onde og antisemitiske tunger vil nok hævde, at det vil israelere være alt andet end perfekte til at svare på, for de er nemlig selv folkemordere. Fra dem skal man ikke forvente at høre sandheden.

Den anklage gentages nonstop i alverdens ekkokamre. Så sent som sidste uge udsendte International Association of Genocide Studies (IAGS) en knusende dom over Israel. I en afstemning havde 86 procent vurderet, at Israels ageren i Gaza lever op til FN’s definition på folkedrab. Det lyder som en definitiv dom, og Al Jazeera havde Timothy Williams fra IAGS – ”verdens førende folkemordsforskere” ifølge Al Jazeera – i studiet.

Men. På IAGS’s egen hjemmeside informerede Timothy Williams den 5. september om, at af IAGS’s 500 medlemmer havde blot 28 procent fået stemt efter de 30 dage afsat til afstemningen. De 86 pct var altså ’blot’ 130 folkemordsforskere, som var parate til at sætte mærkatet ’folkedrab’ på det, som foregår i Gaza.

Men hvem er disse 130 folkedrabseksperter? IAGS oplyser, at organisationen også er åbne for ”kunstnere, uafhængige borgerforskere, NGO’er, overlevere og andre”, og da IAGS gerne vil være inkluderende, kan man blive medlem for så lidt som 30 dollars. Alle kan tilsyneladende blive medlem.

Verdens førende folkemordsforskere? IAGS kunne også blot være et forudindtaget skrabsammen af politiske aktivister og kunstnere.

Israels mening om folkedrabsanklager
Men hvad mener israelerne selv om folkedrabsanklagen? Israel er et stridslystent demokrati, hvor meninger brydes, så selvfølgelig er der stemmer, der kan mene, at Israel er en folkemorderisk stat. Der vil altid være stemmer som fx historikeren Ilan Pappés, der kan tale om ”incremental genocide”, men det store flertal af israelere vil uden tvivl blankt afvise anklagen.

Israelerne ved, at de helt og aldeles mangler det som kaldes for dolus specialis (særlig, målrettet hensigt) til at begå folkemord.

Det var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, som fandt på begrebet genocide i bogen Axis Rule in Occupied Europa i 1944. Lemkins ideer blev udmøntet i FN’s konvention om folkemord i 1948.

FN’s artikel 2 definerer folkedrab som ”handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan.”

Før der ifølge FN’s konvention er tale om folkemord, så skal der altså både være en særlig, målrettet hensigt (dolus specialis), ikke blot en almen hensigt (dolus generalis), ligesom der også skal være specifikke handlinger (actus reus).

Måske passer definitionen bedre på Hamas
Igennem årene har anklagerne om folkedrab mod Israel lydt igen og igen, også længe før den 7. oktober (fx Sabra og Shatila 1982, Durban-konferencen i 2001, Jenin-flygtningelejren 2002) Israelerne har som regel blot trukket på skuldrene, mumlet folkedrabsinflation og spydigt-ironisk konstateret, at de måtte være verdens dårligste til folkemord, da palæstinensernes fødselstal længe har betydet en fordobling per generation.

Hvis israelerne satte sig for at begå et folkemord på palæstinenserne, da ville det formentlig blot tage dem nogle uger, så påstanden om, at der skulle være en særlig, målrettet hensigt om at begå folkedrab på palæstinenserne, synes ekstrem tynd.

Måske passer anklagen om specifik, målrettet hensigt om folkedrab bedre på Hamas. Alle kan lave tankeeksperimentet og forestille sig, hvad der ville ske med palæstinenserne, hvis Hamas nedlagde våbnene. Ville israelerne så begå folkedrab mod palæstinenserne?

Og hvad hvis det var omvendt? Hamas havde israelernes våbenteknologi, og israelerne ingen våben? I det sidste tilfælde virker det ikke usandsynligt, at Hamas ville forsøge at virkeliggøre ”From the River to the Sea” i den forstand, at området var helt frit for jøder. Et tankeeksperiment kan altså bruges til at teste den intuitive plausibilitet for dolus specialis.

Juridisk og strukturel inflation af begrebet
Folkedrabsbegrebet er desværre blevet udvidet af aktivistiske folkedrabsforskere, så folkedrab ikke altid er en plan eller et øjeblik, men kan være en struktur. Er man på venstrefløjen kan man altså mene, at kolonialisme, apartheid, zionisme mv. er folkedrab.

Hænger man ved Dirk Moses (folkedrabsforsker og chefredaktør for Journal of Genocide Studies) læber, kan man mene, at forsvars- og sikkerhedspolitik kan være ”permanente sikkerhedslogikker”, der fører til folkedrab. Alt er strukturer – dolus specialis, mens rea (skyldig, kollektiv sindstilstand) og act reus er bedaget, vestligt juristeri.

Vi skal med Israel holde fast i den oprindelige, juridiske definition af folkedrab. Vi skal ikke deltage i de Olympiske Lege for Ofre, og de aktører (individer, organisationer og stater), som misbruger juraen til juridisk krigsførelse, som udvider og udvander folkedrabsbegrebet – de burde skamme sig.

Israels krigsmål er ikke folkedrab
Folkedrabet på de europæiske jøder var medvirkende årsag til Israels oprettelse. At Israel nu anklages for folkedrab mod palæstinenserne, bør ikke holde ved en international domstol. Hverken dolus specialis, mens rea eller act reus, tror jeg på, at anklagerne vil kunne overbevise domstolene om.

Israels hensigt er at tilintetgøre Hamas som organisation og magtfaktor i Gaza. Efter den 7. oktober forekommer det mig at være et legitimt mål for en krig. Når Hamas så i de forgangne, næsten tyve år har brugt tiden på at gøre hele Gazastriben (skoler, hospitaler, almindelige boliger) til del af én gigantisk fæstningsstruktur, da bliver ødelæggelserne omfattende. Men det gør det ikke til et folkedrab.

Folkedrabet på de europæiske jøder lærte os, hvad et folkedrab var. Det lærte os, at jøderne havde brug for deres egen stat til at beskytte sig. At Israel nu er i krig med det barbariske Hamas, bekræfter det.

Ødelæggelserne i Gaza og tusindvis af dræbte er ikke per automatik et folkedrab. Det er det frygtelige resultat af en voldsom, moderne, asymmetrisk krig i et tætbefolket byområde.

Alt bliver til intet - og en hån mod ofrene for folkedrab
Hvis alt er folkedrab, er intet folkedrab længere. Når Israel beskyldes for at ville udrydde palæstinenserne, til trods for at landet både har magten og midlerne til at gøre det, men tydeligvis ikke har gjort det, afsløres anklagen som propaganda forklædt som moral.

Det er en hån mod de ofre, der rent faktisk blev myrdet alene for deres eksistens – i Rwanda, Armenien, Srebrenica og Europa. At udnævne Israel til verdens værste forbryder er bekvemt for dem, der vil dæmonisere Israel og Vesten. Men i realiteten er det et politisk teater, der relativiserer Holocaust.

Kritik af Israels krigsførelse kan selvfølgelig være legitim. Men folkedrab er ikke et af de anklagepunkter. Og hvis vi vil bevare folkemord som den mest ekstreme forbrydelse, må vi insistere på, at begrebet ikke skal ofres i kampen om de stærkeste ord.

Et folkedrab er ikke bare et stærkt ord til fri, politisk benyttelse – det er en præcis forbrydelse.