Danmark var i slutningen af 1700-tallet en mellemstor magt i Europa. Landet var ifølge Maddison-databasen omtrent så rigt som de tyske stater, men væsentligt fattigere end Storbritannien, Nederlandene og de norditalienske bystater, som var verdens absolut rigeste lande på det tidspunkt.
Men Danmark var klart rigere end f.eks. Frankrig, Spanien eller Sverige, og en betydelig flådemagt. Landet havde også på mange måder velfungerende institutioner, men ikke velfungerende politik. I efterdønningerne fra Napoleonskrigene stagnerede den danske økonomi således, og staten gik bankerot i 1814.
Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte, indtil statsbankerotten og en åbenlys inkompetent politik tvang ham til at genindføre det.
Politisk slingrekurs fastholdt lavvækst
De næste 20 år hjalp dog ikke meget. Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs.
