Stemningen var trykket denne fredag i redaktørkontoret. Chefredaktør Carsten Juste så mismodigt på os og konstaterede, at ingen længere interesserede sig for Muhammad-tegningerne, der var blevet trykt næsten tre måneder forinden.

Trods store anstrengelser, mange artikler og talrige ledere, var det ikke lykkedes at få gang i den debat omkring ytringsfrihedens vilkår, som var det oprindelige formål med at trykke dem.

Her den 16. december 2005 forekom debatten helt at være gået i stå og enhver i lokalet kunne godt se, at den tilstundende jul ville slukke de sidste gnister. Juste konstaterede, at vi lige så godt kunne begrave sagen. Alle samtykkede.

JP lægger tegningerne bag sig
Lederpanelet på Jyllands-Posten var ekstraordinært samlet denne fredag fordi Julen nærmede sig, og det var vigtigt at få planlagt de ledende artikler langt ind i det nye år. Dengang havde Jyllands-Posten to daglige ledere - en stor og en lille – så der skulle fyldes nogle huller i juledagene og hen over nytår.

Alle var enige. Der kunne ikke presses mere ud af den historie.

Jyllands-Posten havde reelt lagt Muhammad-tegningerne bag sig.

Troede vi. 

Korthuset ramlede efter tre døgn
Der gik tre døgn, så ramlede korthuset. Mindre end to måneder senere brændte den danske ambassade i Damascus og der blev stukket ild til det danske konsulat i Beirut.

Jeg deltog i ledermødet i min egenskab af udlandsredaktør og ofte benyttet lederskribent. Jeg havde ikke som sådan noget med sagen at gøre. Lederne om tegningerne var politik eller kulturpolitik. Sagen blev kørt i regi af kulturredaktør Flemming Rose og var fra starten opfattet som en ren kulturel og indenrigspolitisk diskussion.

Ved et tilfælde mødte jeg Rose dagen før offentliggørelsen fredag den 30. september, gemt lidt af vejen på side 3 i det daværende kulturmagasin Kultur Weekend.

Nu bliver der ballade
Vi arbejdede begge på Kongens Nytorv og var som regel blandt de sidste, der forlod redaktionen. Jeg stod ved printeren, da Rose kom forbi og skulle have printet - nogle tegninger. ”Nu bliver der ballade”, konstaterede han uden at vide, hvor meget ret han skulle få.

Jeg anede ikke, hvad han snakkede om men fik en lang forklaring om skærmydslerne i den kulturelle verden, fordi ingen ville illustrere Kåre Bluitgens Muhammad-bog.

Der var ikke antydning af nogen religiøs eller politisk dimension i den bemærkning. Det handlede om de intellektuelle der diskuterede, og jeg kunne ikke umiddelbart se, hvorfor det skulle være særlig kontroversielt.

Reddet fra horderne i Amman
På sin vis blev jeg heller aldrig for alvor blandet ind i sagen, selv om jeg altså var udlandsredaktør. Den var politisk, kulturpolitisk og indenrigspolitisk. I det rum kom udlandsredaktøren ikke i spil.

Mit væsentligste bidrag var at få reddet mine korrespondenter ud af farezonen og holde redaktionen kørende.

Vor mand i Amman med kone og tre børn måttet smugles til Phuket med aftenens sidste Lufthansa fly, efter at en større horde var stimlet sammen foran hans hjem. Vor kvinde i Irak mente ikke, at hun var overhængende fare, mens Mellemøsten brændte, men vi fik også hende lempet i sikkerhed. Og vores korrespondent i London fik lov til at gå under jorden en stund efter store demonstrationer på Trafalger Sqaure med ”død over Jyllands-Posten” som det gennemgående tema. Hendes koordinater fandtes overalt på internettet.

Forsmået kvindes ubændige vrede
Da sagen pludselig eksploderede igen få dage, efter at vi havde lagt den i graven, stod det klart, at alle havde undervurderet en forsmået kvindes ubændige vrede og had til Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Ikke mange tog notits af omstændighederne omkring Foghs rejse til Israel i marts samme år. Men den fik voldsomme konsekvenser for det videre forløb.

Fogh var i Israel den 15. og 16. marts 2005 og skulle derfra videre til Cairo for at åbne Danmarks store prestigeprojekt Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut (DEDI). Det var det første konkrete resultat af regeringens prestige plan fra 2003 "Det Arabiske Initiativ".

Fogh skulle møde Mubarak
Nu skulle det indvies den 17. marts, og hjemme i Danmark havde Egyptens ambassadør Mona Omar arbejdet uafbrudt i månedsvis på at skabe en storstilet begivenhed. Hendes vedvarende insisteren fik statsministeren til at stille op til åbningen i Cairo sammen med Egyptens præsident Hosni Mubarak.

Et flot stykke diplomatisk arbejde på de indre linjer i Danmark og Egypten. Der var udsigt til en historisk begivenhed med international gennemslagskraft.

Anders Fogh aflyser med timers varsel
Men i timerne inden han skulle lette fra Israel med kurs mod Cairo aflyste Fogh besøget. Den officielle begrundelse som formuleret af udenrigsminister Per Stig Møller gik på sikkerhed:  frygt for demonstrationer når Fogh kom direkte fra Israel.  

Den reelle var, at Fogh ikke kunne få lov til at møde en repræsentant fra den egyptiske opposition. Regeringens demokratiserende dialog-politik med verden gjorde det til et kardinalpunkt.

Med Foghs aflysning blev en rasende Mubarak også væk. Mona Omars diplomatiske mesterstykke var kollapset – på et afbud afsendt fra Israel af alle steder i verden.

Forlod Danmark i vrede
Ydmyget, vred og bitter forlod hun kort efter Danmark og sad hjemme i det egyptiske udenrigsministerium, da Mohammad-tegningerne blev publiceret og begyndte at skabe røre i den muslimske verden.

Hun gik straks i krig med sigtekornet rettet mod Anders Fogh. I første omgang samlede hun sine kolleger fra de andre muslimske landes ambassader i København. Med hende som koordinater og talskvinde udsendte de 11 ambassadører den 12. oktober en skarp fordømmelse af tegningerne og krævede at få et møde med Anders Fogh om sagen.

Fogh vil ikke mødes
Fogh afviste. Hvad han var i sin gode ret til ifølge protokollen. I et svar den 21. oktober understregede han, at i et land som Danmark med pressefrihed kan en regering ikke blande sig i, hvad en privat avis publicerer.

Stor palaver i den danske presse og de politiske cirkler. Skulle Fogh alligevel for roens skyld møde de utilfredse ambassadører? Men Fogh stod fast ved sit nej, og nu gik Mona nye veje.

Gennem en gnistrende kampagne, blandt andet i de danske medier, lagde Mona Omar hårdt pres på den danske statsminister.

Hun kaldte Foghs reaktion for arrogant og ufølsom og satte gang i nye diplomatiske aktioner, inklusiv en trussel om at lukke Dialog-instituttet.

Sendte imamer til Cairo
Hun stod for koordineringen mellem de 11 ambassadører og det egyptiske udenrigsministerium om at bringe sagen op i internationale fora som Den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC).

Fra den 3. til den 11. december sendte hun desuden den første delegation af danske imamer til Mellemøsten. I dette tilfælde til Cairo.

”Vi skulle ikke være taget på de rejser. Det kom der ikke noget godt ud af”, siger en af imamerne til Jyllands-Posten i et tilbageblik i tirsdagsavisen.

Hun havde også kontakt med andre danske muslimledere (som Ahmad Abu Laban fra Islamisk Trossamfund), der rejste til Mellemøsten for at opbygge støtte til sagen.

Danske ambassadører i frontlinjen
Et par døgn efter Jyllands-Postens beslutning om at glemme alt om sagen eksploderede den tikkende bombe. Mona Omar havde via sine netværk i de muslimske lande fået rekrutteret 22 danske topdiplomater - daværende og forhenværende – overvejende med en baggrund i den muslimske verden. I et debatindlæg i Politiken rettede de en lammende kritik af Anders Fogh for ikke at møde de 11 muslimske ambassadører.

De danske ambassadører skrev i deres usædvanligt skarpe indlæg blandt andet, at de var »vidne til en tilspidsning af tonen, der kun kan opfattes som en forfølgelse af det mindretal, som udgøres af muslimske medborgere«.

Danmark fordømmes i Cairo
Mona Omar lovede at bringe skrivelsen med til sin regering for at vise, hvor danskerne egentlig stod. Med hende som indpisker vedtog Den Arabiske Liga i Cairo på et møde den 29. december en fordømmelse af Danmark, menshun selv blev hyldet i diplomatiske kredse for at have bragt ambassadørernes frustrationer videre.

På Jyllands-Posten gik den udvikling stort set upåagtet hen. Vi havde jo besluttet at lukke sagen ned og kom igennem julen og nytåret i en optimistisk tro på, at vi nu var kommet ud på den anden side efter en svær periode med bombetrusler, evakueringer, telefonnedbrud, skræmte ansatte og breve med hvidt pulver.

Festen blev aflyst
Det blev besluttet at holde en storstilet medarbejderfest for at fejre, at vi var kommet ud af krisen og kunne begynde at se fremad.

Datoen blev fastsat til den 4. februar. Da Danmark og de forventningsfulde festdeltagere vågnede den lørdag morgen var det til Tv-billeder af den brændende danske ambassade i Damaskus

Festen blev aflyst.

Den 17. februar 2006 tog Mona Omar officielt afsked med Danmark ved en reception hos Dronning Margrethe.