Jeg kører ind på parkeringspladsen hos Retten i Lyngby lidt over otte, og bliver mødt af kvindelige demonstranter med et stort banner: Kvinder for ytringsfrihed. Der er også enkelte mænd foran retten, hvor dørene åbner 8.30.
Kvinderne er åbenlyst samlet for at bakke op om den sagsøgte, Lotte Ingerslev, som Kontrast mødte i foråret. Jeg prøver at lokalisere støtterne til sagsøgeren, trans-aktivisten Nadia, men ser ingen, jeg tydeligt kan afkode som LGBT-aktivister. Måske kommer de senere. Jeg skal bare lytte efter tilråb som “fascist” og “nazist”, så ved jeg at de er dukket op.












