Hvis du hørte Morten Messerschmidts tale til Dansk Folkepartis årsmøde lørdag, lagde du sikkert mærke til, at han brugte et helt afsnit i talen på Tolkiens 'Ringenes Herre'. De små hobbitter i Herredet med deres kærlighed til hjemstavnen, deres forbundethed til jorden og det enkle liv med familie og venner.

Men også hobbitter med stort mod og evne og vilje til at forsvare deres hjem, når de store kræfter truer deres indre harmoni og fred.

Morten Messerschmidt er ikke den første til at rammesætte Ringenes Herre som en fortælling, der skaber identitet, mening og retning for højreorienteredes visioner for et bedre samfund. Også Giorgia Meloni bruger flittigt Tolkien i sine taler og skrifter.

Og for hende er det måske mere naturligt, for Tolkien, "Ringenes Herre" og især Hobbitterne har en 50 år lang tradition bag sig på den italienske højrefløj.

Højrefløjen havde tabt kulturen
Historien begynder egentlig ikke med Tolkien, men med et nederlag.

Efter Anden Verdenskrig var den nationalistiske højrefløj i Frankrig grundigt diskrediteret. Fascismen var besejret, Vichy-regimet havde samarbejdet med tyskerne, og Charles Maurras, den store tænker bag den nationalistiske Action Française, blev dømt for samarbejde med fjenden.

Det meste af den franske højrefløj fandt efterhånden et nyt hjem hos gaullister, kristendemokrater og konservative. Den gamle nationalistiske højrefløj stod derimod udenfor.

Og nederlagene fortsatte. Det vigtigste kom med Algeriet. Da Charles de Gaulle accepterede algerisk selvstændighed i 1962, brød en del af den nationalistiske højrefløj med ham. Nogle endte i den voldelige OAS, andre i små nationalistiske grupper.

En af de unge aktivister var Dominique Venner. Han havde støttet kampen for et fransk Algeriet og siddet i fængsel for sin politiske aktivitet. I kredsen omkring Dominique Venner var Alain de Benoist. Han havde været med i Fédération des étudiants nationalistes og skrev i tidsskriftet Europe-Action. Her begyndte en ny tanke at tage form.

Kampen om ånden og sjælen
Strategien blev kaldt metapolitik. Før man kan ændre politik, må man ændre den måde, mennesker tænker på. Før kampen om lovene kommer kampen om kultur, historie, moral og menneskesyn.

Det blev endnu tydeligere under ungdomsoprøret i 1968. Venstrefløjen havde ikke regeringsmagten, men dens ideer bevægede sig gennem universiteterne, litteraturen, kunsten, medierne og ungdomskulturen. Hvis højrefløjen igen skulle få betydning, måtte den vinde magten over kulturen tilbage.

Samme år var de Benoist med til at stifte GRECE – Groupement de recherche et d'études pour la civilisation européenne. Det var et intellektuelt værksted. Den bevægelse, der voksede frem omkring GRECE og de Benoist, blev kendt som Nouvelle Droite – Det Nye Højre.

Nouvelle Droite stod bevidst på afstand af partipolitikken. Samtidig byggede Jean-Marie Le Pen fra 1972 Front National som et egentligt politisk parti. De to projekter havde berøringsflader, men var ikke det samme. Le Pen ville vinde stemmer.

Italienerne kom med på vognen
De Benoist ville vinde idéernes lange kamp, og det er de Benoists kulturelle strategi, der fører os til Italien.

Her fandtes allerede Movimento Sociale Italiano, MSI. Partiet var dannet i 1946 af folk fra den besejrede fascistiske bevægelse og havde en fast plads i italiensk politik. Men det levede med fortiden som en tung rygsæk.

En ny generation havde ikke lyst til at bruge resten af livet på at mindes Mussolini. En af dem, der forstod problemet, var Pino Rauti. Han havde selv en fortid på den neofascistiske højrefløj, men i 1970'erne blev han centrum for en strømning i MSI, der mente, at partiet måtte ud af sin isolation.

Rauti talte om højrefløjens desperate behov for kultur. Der skulle findes nye myter, nye ideer og nye symboler. Omkring ham voksede en yngre generation frem. Den vigtigste person i vores historie er Marco Tarchi, en ung aktivist fra Firenze og senere professor i statskundskab.

Kloakkens Stemme
I 1974 begyndte Tarchi og hans venner at udgive et satirisk blad med det bevidst provokerende navn La Voce della Fogna – "Kloakkens stemme". Navnet gjorde grin med deres egen situation. Hvis venstrefløjen havde indtaget kulturen, måtte højrefløjen åbenbart holde til i kloakken.

Men bladet var også et opgør med deres egne. Tarchis generation var træt af den gamle højrefløjs højtidelighed, uniformer, martyrdyrkelse og evige tilbageblik. De interesserede sig for musik, film, litteratur, rejser, økologi og ungdomskultur.

Og de fulgte interesseret med i Alain de Benoists franske projekt. Herfra voksede den italienske Nuova Destra frem. Historikere diskuterer, om dens fødsel skal dateres til La Voce della Fogna i 1974 eller til begivenheden tre år senere, der for alvor gjorde den synlig.

En uventet helt
For i mellemtiden havde de unge italienere fundet en forfatter. J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre” var udkommet samlet på italiensk i 1970. Og de unge højreorienterede læste den på deres egen måde.

Her fandt de ikke Mussolinis stærke mand eller fascismens dyrkelse af staten. Tværtimod. De fandt hobbitterne. Hobbitterne elskede deres hjemstavn. De dyrkede jorden, spiste godt, røg pibe, kendte naboerne og havde ikke noget ønske om at herske over andre. De var små mennesker i en stor verden.

Her var en verden, hvor hjemstavn og slægt betød noget. Hvor gamle fortællinger og nedarvede forpligtelser bandt generationerne sammen. Hvor naturen ikke blot var en ressource, men en del af menneskets hjem. Og hvor de mørkeste kræfter var optaget af magt, maskiner, kontrol og beherskelse.

Tolkien begyndte at dukke op overalt i ungdomsmiljøet. Et kvindetidsskrift fik navnet Éowyn efter krigerkvinden fra Rohan. Et højreorienteret musikensemble kaldte sig Compagnia dell'Anello – Ringens Broderskab.

Tarchis satiriske tidsskrift La Voce della Fogna skrev begejstret om Tolkien. Forskningen i den italienske Nuova Destra beskriver netop disse år som perioden, hvor miljøet forsøgte at skabe en helt ny højreorienteret kultur. I juni 1977 tog de næste skridt.

Velkommen til Campo Hobbit
Den 11. juni 1977 samledes mange hundrede unge højreorienterede i Montesarchio nordøst for Napoli. De kaldte arrangementet Campo Hobbit.

Der var koncerter, diskussioner, mad, telte og samvær. Man diskuterede også emner, som den gamle højrefløj sjældent havde beskæftiget sig med såsom miljø, ungdomsliv og nye sociale spørgsmål. På sin vis havde de kopieret venstrefløjen. Venstreorienterede unge havde deres festivaler, alternative musik og kulturelle mødesteder. Nu ville højrefløjen have sine egne.

Men symbolerne kom fra Tolkien. Hobbitten blev et billede på den jævne mand, som var bundet til sit sted og sit folk uden at ønske at dominere andre. En person, der foretrak familien, vennerne og hjemmet frem for ideologiernes store projekter, men som kunne rejse sig, når det blev nødvendigt.

Historikeren Marco Revelli beskrev senere Campo Hobbit som øjeblikket, hvor den italienske højrefløj begyndte at bryde ud af sin "nostalgiens ghetto".

En ny kulturel fortælling på højrefløjen
Der kom flere Hobbit-lejre. Den anden blev afholdt i 1978, den tredje i 1980. Der opstod musikgrupper, tidsskrifter og forlag omkring miljøet. Men forholdet til MSI var vanskeligt. Tarchi og hans venner ønskede efterhånden noget mere grundlæggende end at modernisere det gamle parti.

I 1981 blev Tarchi ekskluderet af MSI. Den italienske Nuova Destra fortsatte udenfor partiet med tidsskrifter som Diorama letterario og Elementi, stærkt påvirket af Alain de Benoist og den franske Nouvelle Droite.

Som selvstændig intellektuel bevægelse ebbede Nuova Destra ud i løbet af de følgende årtier. Men noget var blevet tilbage. Tolkien.

For de italienske hobbitter havde gjort noget, som rakte længere end deres tidsskrifter og interne ideologiske diskussioner. De havde skabt en ny kulturel fortælling på højrefløjen, som ikke behøvede at hente sine billeder fra fascismen. Det blev vigtigt for den næste generation.

En pige fra Rom
I 1977, samme år som den første Campo Hobbit blev afholdt, blev Giorgia Meloni født i Rom. Som 15-årig meldte hun sig ind i MSI's ungdomsorganisation. Hun voksede dermed politisk op i et miljø, hvor Tolkien allerede havde været en del af højrefløjens kulturelle bagage i mange år.

Da MSI i 1990'erne under Gianfranco Fini blev omdannet til Alleanza Nazionale og gjorde op med sin fascistiske arv, forsvandt Tolkien ikke med de gamle symboler. Tværtimod kunne hobbitten uden problemer rejse videre.

Det er en af forklaringerne på, at Meloni stadig kan tale om Tolkien uden at det fremstår som et tilfældigt litterært lån. For hende tilhører "Ringenes Herre" en politisk kultur, som eksisterede, længe før hun selv kom ind i politik.

Meloni har gennem årene igen og igen henvist til Tolkien. Hendes foretrukne figur er Sam Gammegod, gartneren fra Herredet, der ikke søger magten, men alligevel følger Frodo helt frem til Dommedagsbjerget. Hun har sagt, at Tolkien bedre end de fleste kan forklare, hvad konservative tror på.

Campo Hobbit i Roskilde
Næsten præcis 50 år efter den første Campo Hobbit stiller Morten Messerschmidt sig op på Dansk Folkepartis årsmøde og fortæller om de små mennesker i Herredet.

Der går ikke en direkte ideologisk linje fra Pino Rauti og Marco Tarchi til Dansk Folkeparti, men Messerschmidt rammer en fortolkning, der har en lang og bemærkelsesværdig historie på den europæiske højrefløj.

Eliten overfor almuen. Den centraliserede styring over for det lokale. Det universelle overfor arv, historie og samhørighed. Og midt i det hele den lille hobbit, som egentlig bare vil være i fred – men som opdager, at også fredelige mennesker undertiden må forsvare Herredet, risikere livet, vise mod og kæmpe mod fjenderne.

Og det er vel grundlæggende den historie, som Dansk Folkeparti gerne vil være repræsentant for.