Der har i de senere år lydt mere og mere udtalt kritik af det moderne universitet, også fra Folketinget. For fem år siden kaldte Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) til kamp mod, hvad de navngav de nye ”antividenskaber” på de højere læreanstalter, særligt inden for humaniora og samfundsvidenskab med forkærlighed for ”postkolonial teori”, ”strukturel racisme” og "queer-teori”.
Henrik Dahl udbyggede sin kritik af navngivne forskere i en kronik i Jyllands-Posten, kritiserede Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet for at være helt woke og skrev endda en bog om emnet med titlen Den sociale konstruktion af uvirkeligheden. Bestræbelserne førte til, at et folketingsflertal bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Konservative, Venstre, Kristendemokraterne - og Socialdemokraterne - stemte for at indskærpe over for danske universiteter, at de løbende skal sikre, at politik ikke forklædes som videnskab.
Siden er diskussionen om forholdet mellem politik og forskning nærmest forsvundet. Striden er imidlertid principiel og står stadig mellem søgen efter sandhed på den ene side og den offentlige mening på den anden.
