Til tider bilder mennesket sig ind, at vi er hævet over naturen. Som det mindste løsrevet, så vi tror vi står udenfor den. Derfor kan vi i dag finde mennesker der tror, at køn er et spørgsmål om identitet og selvoplevelse, en garderobe af roller, man kan tage på om morgenen og hænge fra sig om aftenen.
Følelser reduceres til staffage - noget man kan stryge ud med mindfulness-apps, selvhjælpsbøger og coaching-fraser. Men sandheden er en anden: følelser er ikke pynt. Følelser er menneskets indre stemme. Og mennesker er ikke neutrale.
Det er her, miseren opstår: mænds og kvinders kroppe er forskellige, og derfor er deres følelser - og dermed deres måde at forstå verden på - også forskellige. Ikke kun kulturelt. Ikke kun symbolsk. Men biologisk. Dette er derfor ikke et nostalgisk forsvar for “gamle kønsroller”. Det er en konfrontation med videnskabelig virkelighed. En virkelighed alt for mange i dag bruger al for meget af deres energi på at benægte.
