I medierne er det for nyligt kommet frem, at de danske store havvindmøller har været stoppet i op til 18% af timerne her i år. Vinden har blæst godt, møllerne var klar til at producere, men alligevel valgte ejerne at slå bremserne i og lade møllerne stå. Hvorfor dog det?

For at kaste lys over det spørgsmål skal man kigge nærmere på elpriserne. De rå priser, dvs. uden net-tariffer, afgifter, skatter osv., fastsættes en gang pr. time døgnet rundt. Det er en kompliceret proces hvor vores hjemlige Energinet samarbejder med nabolandenes eldistributører og for et døgn ad gangen bliver enige om, hvad strømmen skal koste, time for time. Når døgnet er gået, kan resultatet downloades fra Energinets hjemmeside. Fig. 1 viser således elpriserne for juni i år, time for time.

Man ser, hvordan priserne næsten dagligt svinger fra at være nede omkring nul og til at nå op mellem 50 øre og en krone pr. kilowatt-time (kWh), nogle få gange endda endnu højere. I ganske mange timer er priserne faktisk negative, dvs. producenterne skal betale for at komme af med deres strøm. Men hvorfor ser kurven sådan ud?

Forklaringen skal søges syd for grænsen - i Tyskland. Tyskerne har udbygget deres vedvarende energi voldsomt i de seneste år, primært med vindmøller på land og solceller.

Man har nu så mange af sidstnævnte, at hvis de alle sammen producerede det maksimale, de kan, så ville tyskerne få omkring dobbelt så meget strøm, som der reelt er brug for. I teorien kunne solcellerne således levere over 100 gigawatt, hvor forbruget typisk ligger omkring det halve.

Heldigvis leverer solcellerne aldrig så meget, men så kommer til gengæld alle vindmøllerne oveni, de tegner sig i teorien for godt 70 gigawatt.

Tysk overskud dumper priserne
Så hver dag om sommeren leverer de tyske solceller sammen med de øvrige kilder som regel et kæmpe overskud af strøm. Den letteste måde at håndtere problemet på ville selvfølgeligt være at slukke for nogle af anlæggene, men her har Tyskland det problem, at en meget stor del af solcellerne er på private hænder, og ikke kan slukkes fra centralt hold.

Og tilmed er ejerne garanteret en høj pris for hver eneste kilowatt-time, de kan levere, uanset om der er brug for den eller ej. Så strømmen vælter ud i nettet.

Sidste mulighed for tyskerne er så at eksportere strømmen til nabolandene, heriblandt Danmark. Men vi har også mange solceller og reelt ikke meget brug for strømmen, til gengæld kan vi dog i et vist omfang sende den videre til Norge og Sverige, der i de perioder kan skrue gevaldigt ned for deres vandkraft, og dermed bruge det tyske overskud.

Frankrig kan på samme måde skrue ned for sine kernekraftværker og aftage noget tysk strøm.

Hellere stoppe end slide på møllerne
Men det siger sig selv, at i den situation vil Tysklands flinke naboer naturligvis ikke betale noget for strømmen og i mange tilfælde vil de ligefrem have penge for at aftage den. Derfor falder strømpriserne bl.a. i Danmark til nul eller lavere stort set hver dag omkring middag i sommermånederne.

Her står ejerne af de dyre havvindmøller så, og kan risikere at skulle betale for at lade møllerne køre, eller også ikke at få noget som helst for den slitage, der er forbundet med møllernes kørsel. Naturligt nok vælger mølleejerne så at stoppe deres maskiner – og det sker typisk i 4-6 timer hver dag.

Derved står de med en tabt indtjening i ét eller andet omfang, lidt afhængigt af den støtteordning, de har med det offentlige.

Solen skinner samtidig over det hele
Det siger sig selv, at ejerne af de store solcelleparker i Danmark også lider store tab. I de timer, hvor solcellerne giver allermest, er priserne nul eller negative.

Man har opfundet begrebet ”kannibalisering”, der dækker det faktum, at alle solcellerne i hele Vesteuropa producerer samtidigt og dermed er det svært at komme af med overskydende produktion, og priserne drives nedad.

Det samme gør sig gældende for vindmøllerne, da det ofte blæser eller er vindstille samtidigt over Danmark og alle de nabolande, vi udveksler strøm med.

Om aftenen er det modsat - forbrugerne betaler
Tyskerne er i særklasse i problemer på nuværende tidspunkt. Ikke nok med, at de skal forære en masse strøm væk hver dag – som regeringen alligevel har betalt producenterne de fulde støttebeløb for – men om aftenen og om natten står Tyskland ofte i den situation, at man mangler strøm og derfor må importere fra nabolandene.

Og naboerne skal jo have dækket deres omkostninger, så tyskerne må importere til høje priser. Det giver månedligt den tyske nation et tab på op til et par milliarder euro.

Det politiske automatsvar
Politikernes reaktioner på, at den hjemlige havvind ofte står stille, er primært at påpege, at elektrificeringen af samfundet må sættes op i tempo. Der må simpelthen nogle kunder på banen til al den overskydende strøm.

Det er nu lettere sagt end gjort, fordi vi jo kun har overskuddet i nogle få timer hver dag. Hvem kan bruge en masse strøm mellem kl. 10 og kl. 15 hver dag?

Måske lidt elbil-opladning og lidt varmepumper til fjernvarmen, men f.eks. en virksomhed, der gerne vil opretholde en stabil produktion i et helt skift eller mere hver dag, kan ikke aftage sådan en pukkel af strøm. Det samme gælder langt størstedelen af samfundets øvrige funktioner.

De nye datacentre, der tales så meget om, og som har et meget stort behov for strøm, kan slet ikke hjælpe til her. De skal have en helt stabil forsyning døgnet rundt – uden variationer.

 Vi nærmer os en skillevej
Tilbage er så brint og den forjættede rørledning ned gennem Jylland. Men det er efterhånden gået op for aktørerne i den branche, at brint fremstillet på basis af elektricitet bliver alt for dyr og slet ikke konkurrencedygtig med alternativerne, så reelt er der ikke nogen kunder for enden af den rørledning.

Vi er ved at nærme os en skillevej. Spørger man politikerne, vil de stort set alle sammen holde fast i, at der bør bygges mange flere vindmøller og solceller.

Men det vil i virkeligheden bare forstærke de problemer, vi nu står i. Vi vil i nogle timer have endnu større overskud af strøm, som vi ikke meningsfyldt kan komme af med, og alligevel i andre perioder stå med for lidt strøm, når f.eks. Solen er gået ned og vinden løjet af.

Den grønne omstilling, som politikerne forestiller sig den, er ved at ramme muren.