I november vedtog Camera dei Deputati et lovforslag, som skulle ændre den italienske straffelovs bestemmelse om seksuel vold. Kernen i reformen var indførelsen af kravet om “consenso libero e attuale” – frit og aktuelt samtykke – som afgørende kriterium for, om en seksuel handling er lovlig.
Lovforslaget blev vedtaget med bred politisk opbakning, herunder fra både regeringspartierne til højre og opposition til venstre. Forslaget blev præsenteret som et skridt i retning af den nordiske samtykkemodel, kendt fra blandt andet Danmark og Sverige.
Men efter vedtagelsen i underhuset og overførslen til Senatet har debatten for alvor taget fart i Italien, og lovforslaget står nu overfor en grundlæggende revision.
Omskrivning i Senatet
I januar fremlagde senator Giulia Bongiorno fra det mindre regeringsparti Lega en riformulazione af lovforslaget i Senatets Justitsudvalg. I den nye version fjernes ordet samtykke helt fra lovteksten.
I stedet foreslås det, at strafansvar knyttes til, om den seksuelle handling er sket mod den pågældendes vilje, herunder i situationer præget af udtrykt modstand, overraskelse eller udnyttelse af manglende evne til at sige fra.
Samtidig differentieres strafferammerne, således at ikke alle former for seksuel vold automatisk udløser den højeste straf.
Selvom der i underhuset var enstemmighed på tværs af blokkene, står nu også Melonis parti Fratelli d’Italia bag omskrivningen
Juridisk kritik af samtykkemodellen
De bærende argumenter mod samtykkeloven i den italienske debat er juridiske snarere end værdipolitiske. Flere strafferetseksperter og politikere har advaret mod, at en ren samtykkebaseret definition risikerer at skabe alvorlige bevismæssige problemer i retssystemet.
Kritikken tager især sigte på risikoen for, at domstolene i vidt omfang vil skulle afsige domme i sager, hvor bevisførelsen reduceres til ord mod ord. En konsekvens af samtykkeloven, som også kendes fra danske retssale.
Hvis fraværet af et eksplicit samtykke i sig selv udgør det strafbare forhold, frygtes det, at vurderingen i praksis vil hvile på rent subjektive fortolkninger af situationen, uden objektive holdepunkter. Og det mener italienerne i den borgerlige blok gør, at det er uholdbart at holde fast i samtykkebegrebet.
Der peges desuden på, at strafferetten traditionelt kræver, at gerningsmandens ansvar kan knyttes til handlinger eller omstændigheder, der er genkendelige og konstaterbare i situationen. Modstand, tvang, trusler eller udnyttelse af sårbarhed anses i den optik for mere håndgribelige kriterier end fraværet af et indre, mentalt ja.
Bevis, retssikkerhed og proportionalitet
Tilhængere af omskrivningen og fjernelse af ’samtykke’ fremhæver også hensynet til retssikkerheden. En lovgivning, hvor strafansvar i vidt omfang afhænger af efterfølgende fortolkninger af samtykke, kan ifølge kritikerne svække forudsigeligheden i strafferetten og skabe usikkerhed om grænsen mellem strafbar og ikke-strafbar adfærd.
Endelig fremhæves proportionalitet som et centralt hensyn. Ved at differentiere strafferammerne søger den nye tekst at fastholde hårde straffe i sager med vold, trusler eller grov udnyttelse, mens andre situationer vurderes mindre indgribende.
Regeringsflertallets linje
Italien regeres af en flertalskoalition under ledelse af Giorgia Meloni, hvor Fratelli d’Italia er klart største parti. Selvom Lega er mindre, har partiet haft afgørende indflydelse i Senatet, hvor omskrivningen nu bakkes op af hele regeringsflertallet.
Dermed bevæger Italien sig væk fra den samtykkebaserede model, der i efteråret blev præsenteret som et historisk nybrud – ikke af ideologiske årsager alene, men med henvisning til klassiske strafferetlige principper om bevis, ansvar og retssikkerhed.
Det vil være nærliggende for de borgerlige partier i Danmark at se mod Italien og overveje om ikke et borgerligt flertal efter et folketingsvalg skal bruges til en lignende revision af den danske lov – af hensyn til retssikkerheden.
