To palæstinensere passerer krydset ved Ramot i Jerusalem den 8. september og åbner ild mod israelere ved et busstoppested. Seks personer bliver dræbt og 11 mennesker alvorligt såret. BBC melder, at det er et af de mest dødbringende skyderier i Jerusalem i årevis. Hamas var ikke sen til at kalde slagtningen ”heroisk”.
Nu kan fagbladet Journalisten så melde, at 13 medarbejdere fra DR's nyhedstjeneste netop har skrevet under på en såkaldt ”Gazaerklæring”. Den kræver ved siden af så meget andet uforbeholdent, at Israel tillader mere pressefrihed. som om der lægges sten i vejen for pressen i Israel.
Det er ikke overraskende, at DR's skattefinansierede nyhedstjeneste er Israelkritisk. Jeg oplever ikke ligefrem, at kanalen fordømmer terror mod Israel. De første meldinger på gerningsstedet i Jerusalem lød da også på, at ”motivet er endnu ukendt”.
Ja, tænk hvis DR ligeud skulle kalde myrderierne en rent ud meningsløs og umenneskelig handling. Det kommer ikke til at ske. Det er den måde DR vælger at bruge den udstrakte pressefrihed i Israel på. I stedet for at undersøge og reportere om den ideologiske og religiøse baggrund for terroristernes myrderier, nøjes man med at erklære motivet for 'ukendt'.
Israel har en åben og fri presse
Israel har altid haft fuld pressefrihed. Det er tilladt for journalister i Israel at være systemkritiske. Der er i den grad medier i Israel, der e stærkt uenige med Netanyahu, og der er ingen begrænsninger på deres ret til at udtrykke sig.
Det gælder The Times of Israel og The Jerusalem Post. De bragte for eksempel lange uddrag fra Mette Frederiksens skarpladte kritik af Netanyahu i august.
Erklæringens krav om 'pressefrihed' i Israel virker desuden direkte hyklerisk, for når man ser ud over den arabiske verden er man slet ikke i nærheden af pressefrihed. Og slet ikke i Gaza, hvor kritikere af Hamas-styret, enten bliver fængslet. likvideret eller blot forsvinder fra jordens overflade.
Den dygtigt konfronterende saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev i 2018 myrdet på Saudiarabiens konsulat i Istanbul. Khashoggi var en berømt og højt agtet kritiker af det saudiarabiske styre. Det fik styrets agenter sat en stopper for.
Hvor var underskriftindsamlingen fra danske journalister mod arabisk diktatorisk undertrykkelse af ytring dengang?
Journalister er til fare for krigsindsatsen
Erklæringen kræver også af Israel, at den israelske hær lader den internationale presse operere frit i Gaza. Men er det Israel, der skal garantere pressens manøvremuligheder i en krigszone? Kan vi ikke godt blive enige om, at det er allerede er en kompliceret affære at føre krig i et tætbefolket område mod en fjende, der bruger de civile som skjold.
Journalister midt i det helvede, skudvekslingerne udspiller sig i, vil gøre det endnu sværere. Det gør det sværere for den israelske hær at beskyde fjenden, når reportere spærrer udsyn og adgang. Når Israel har et problem med det, er det ikke for at begrænse ytringsfriheden. Det er af hensyn til de journalister, som vil blive fanget i krydsilden.
Hamas inviterer gerne pressen indenfor skudlinjerne. Ja, det ser godt ud i medierne. De er ikke som den restriktive israelske side. Men Hamas´ generøse åbenhed sker ikke af respekt for pressens frie bevægelighed. Den foregår snarere i et inderligt håb om, at en mikrofonholder midt i en direkte transmission bliver ramt af israelsk vådeskud. For når det sker, er Israel igen Satan selv.
Pressens krigskorrespondenters risikable adfærd for at få historierne frem er prisværdige. Men når korrespondenter placerer sig hovedkulds i mareridtet for at få en spektakulær historie hjem, udsætter de også den israelske hær for stor fare.
I nænsomme manøvrer må soldaterne uafladeligt søge udenom fotografer og tv-reportere. Det er en hårfin balancegang, der påfører tropperne skade og forsinker deres arbejde. Israel er i krig med en fjende, der ikke skyr nogle midler for at vinde terræn.
Israelsk tilbageholdenhed
Dagen efter det palæstinensiske attentat i Jerusalem kom det uforblommede modsvar fra Israel til Hamas. De fik uanmeldt besøg i deres jetsetkvarter i Doha. Her sidder toppen af regimet i bløde møbler under en discokugle og smider kommandoer ud til militserne i Gaza om at ofre sig selv i kampen mod Israel.
Selv skjuler de sig bekvemt under en parasol ved swimmingpoolen. Israel ved selvfølgelig nøjagtigt, hvor de befinder sig og sendte sit luftvåben afsted. F35 jagerfly affyrede missiler på afstand og ramte kujonernes husly. Desværre overlevede hovedpersonerne, men Hamas og Qatar står tilbage komplet ydmyget.
Israelerne kunne have ramt dem for lang tid siden i Qatar og meget hårdere, men viste tilbageholdenhed. Det forholder sig på samme måde med Israels evne til at kunne afslutte denne her krig. Det ville de kunne ved at fare mere hårdt frem og undlade at tage hensyn til de civile.
Men Israel har på trods af al mulig grund til at være endnu mere pågående været tilbageholdende. Den strategi forstår jeg fuldt ud, for det forventer den israelske befolkning af sit eget militær.
