Artikel

04.09.26

Kampen om det nye Frankrig

Kontrasts Frankrigs-korrespondent fortsætter sin afdækning af det nye Frankrig med afsæt i den nordparisiske forstad Seine-Saint-Denis. Bydelen ledes af et socialistisk styre og præges af organiseret kriminalitet, islamisk vækkelse og fattigdom. Statens tilførsel af mange milliarder euro gør ingen forskel.

Seine-Saint-Denis er et skoleeksempel på, hvad der går galt, når immigration ikke håndteres ordentligt. Det er de fleste enige om. Til gengæld er der ingen, der er enige om, hvad det vil sige at håndtere immigrationen rigtigt. Debatten om forstæderne afslører en ideologisk kløft, der i sig selv er en del af problemet.

Venstre og højre
Venstrefløjen diagnosticerer området som et resultat for statslig forsømmelse og strukturel ulighed. Løsningen er mere velfærd, lovliggørelse af illegale immigranter og et ubevæbnet nærpoliti, der kender befolkningen. Højrefløjen ser i stedet problemet som konsekvensen af ureguleret masseimmigration. Løsningen er stop for indvandring, stop for sociale ydelser til illegale immigranter og stærkere politiindsats mod banderne.

Det tragiske er, at begge diagnoser er rigtige. Det ekstra tragiske er, at løsningerne er forkerte eller umulige.

Pengeregn over bydelen
Alle forsøg på at løse problemet er slået fejl hidtil. Det passer ikke, at man har overladt forstæderne til sig selv. De er centrum for Frankrigs dyreste og mest ambitiøse socialpolitiske instrument: Quartiers prioritaires de la politique de la ville (QPV) – de prioriterede byområder. I løbet af det sidste årti er der blevet investeret mellem 45 og 50 milliarder euro i QPV-områderne.

I Seine-Saint-Denis er der godkendt og igangsat projekter for over to milliarder euro. Ud over byfornyelsen strømmer der hvert år enorme summer til den daglige drift af ghettoerne (omtrent 7,5 milliarder euro i 2025), dertil kommer udligningsstøtte (2, 5 milliarder årligt) og en halv milliard til støtte for foreningslivet.

På trods af denne historiske overrisling af kapital viser data fra INSEE, at fattigdommen i QPV-områderne er fuldstændig fastlåst. Fattigdomsraten (målt ved 60 pct. af medianindkomsten) ligger fortsat på svimlende 45 pct.

Fejlslagent skolevæsen
I den franske selvforståelse er skolen det ultimative værktøj til at sikre social mobilitet og assimilation. For at dæmme op for det faglige kollaps i QPV-områderne har staten iværksat en række dyre særbehandlinger, herunder en fordobling af lærerdækningen i indskolingen, så klassekvotienten nu er nede på 13.

Det er skønne spildte kræfter. Når eleverne rammer mellemskolen i 11-12-årsalderen, tegner de nationale tests et katastrofalt billede af det faglige niveau. 54 pct. af eleverne af eleverne befinder sig i de to laveste præstationsgrupper (mod 28 pct. på landsplan).

På trods af milliardinvesteringerne i de mindre klasser, må over halvdelen af eleverne i ghettoerne kategoriseres som deciderede funktionelle analfabeter, der ikke kan læse eller forstå en simpel tekst tilstrækkeligt, når de starter i mellemskolen.

Hvad angår matematik er tallet oppe på rystende 64 pct. - næsten to tredjedele af alle børn i disse parallelsamfund mangler de mest basale matematiske færdigheder ved afslutningen af indskolingen.

Frivillig flugt fra departementet
Problemet er, at alle, der får mulighed for det, flygter over hals og hoved. Så snart en familie, uanset hvor den kommer fra, får succes, en uddannelse eller en god indkomst, flytter de væk. De tager deres skattekroner og deres ressourcer med sig til et pænere departement.

Det har ikke noget med racisme at gøre. Det er den nøgterne erkendelse af, at når der er for mange i en klasse, der ikke taler fransk, kollapser det faglige niveau. De flytter for at beskytte deres børn mod kriminaliteten og skoler, hvor det stort set er umulig at bedrive undervisning.

Hvem flytter ind i stedet? Nye, fattige immigranter med de dårligst mulige forudsætninger. Der opstår en selvforstærkende nedadgående spiral.

Styret af yderste venstre
Politisk er Seine-Saint-Denis domineret af venstrefløjspartiet La France Insoumise (LFI), der systematisk bejler til muslimske vælgere. Men borgmesteren Bally Bagayoko, der med partiguruen Jean-Luc Mélenchons ord inkarnerer “det nye Frankrig” - altså franskmænd med rødder i indvandringen - har vist sig også at have rødder i det gamle Frankrig.

Han er i hvert fald blevet beskyldt for at være aflønnet i et fiktivt job hos RATP (der driver metroen i Paris), samtidig med at han beklædte krævende politiske poster.

Bagayoko, født i 1973 og opvokset i Saint-Denis, arbejdede omkring år 2000 som ungdomsmedarbejder for kommunen. Patrick Braouezec, Saint-Denis' daværende kommunistiske borgmester, ønskede ham ind på sin liste ved kommunalvalget i 2001.

Det skabte et konkret problem, for en kommunalt ansat kan ikke vælges til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansat ham. Bagayoko måtte derfor have en anden arbejdsgiver. Kort efter kom han til RATP.

Korruption?
Den sædvanligvis velunderrettede avis Le Canard Enchaîné skrev 5. august med henvisning til den tidligere højtstående RATP-chef Jacques Marsaud, at Bagayoko blev rekrutteret i 2000 udelukkende på Marsauds direkte anbefaling.

Marsaud var tidligere tæt medarbejder for Braouezec og bevægede sig dermed mellem det kommunistiske miljø i Saint-Denis og ledelsen af RATP.

Det er klart, at Bagayoko kom på et fast track, men det er mindre klart i hvor høj grad, han har arbejdet. Der er samstemmende forlydender om, at han rent faktisk har deltaget i møder og haft ansvarsområder.Mistanken går på, at han er blevet aflønnet som fuldtids mellemleder - ça. 6.000 euro om måneden - for timer, hvor han i realiteten udførte sit stadig mere krævende politiske mandat.

Her ligger sagens juridiske nøgle. Det er en ganske stærk mistanke, for RATP har en tradition for at hyre politisk aktive medarbejdere og give dem en betydelig “fleksibilitet” - hvilket i praksis vil sige, at de ikke behøver at gå på arbejde - så de kan fungere som lobbyister over for kommuner og politiske miljøer.

Det er gammelt fransk grænseland mellem offentlig virksomhed, lokalpolitik, fagbevægelse og partiapparater, men franskmændene har vist sig mere og mere allergiske over for offentlige organisationers politisk klientelisme, så sagen er sprængfarlig i det nye Frankrig, som ingen synes at have kontrol over.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast.