Julemænd som facelift. Ballerup har netop brugt en kvart million skattekroner på at fejre titlen som “Årets Juleby 2025” – komplet med julemænd, der marcherede gennem byen midt i sensommerheden. Men hvor går grænsen mellem ægte kulturstøtte og ren kommunal selvparodi, når skattepenge går til hotelovernatninger og festmiddage for nisser?
Julen kom til september
Det var den 13. september 2025. Temperaturen svævede omkring 23 grader, træerne var stadig grønne, og luften summede af eftersommer. Alligevel invaderede 30 julemænd og nissepiger Ballerups gader – fra Banegårdspladsen til centret – og spredte kunstig julestemning med diplomer og PR-fotos. De bor ikke på loftet, men overnatter på Hotel Zleep på kommunens regning, efter en festmiddag med borgmesteren, der gik langt ud over risengrød og juleøl.
Dette er ikke satire, men virkelighed i en dansk kommune, der har købt sig til opmærksomhed.
Nissernes fagforening
Bag spektaklet står Dansk Julemands Laug – nissernes svar på Dansk Magistersforening. De indstiller og tilbyder kommuner til at blive “Årets Juleby”.Pakkeløsningen kommer komplet med kostumer, diplomer og garanteret medieomtale, når borgmesteren får overrakt et bevis foran kameraerne.
Det er outsourcet hygge i julestjernens skær. Og julemændene får en kommunalt betalt bytur med kost og logi.. Uden for sæsonen, så der er ingen tabt arbejdsfortjeneste. På laugets hjemmeside kan man se, at de har været landet rundt – de kender hver en by med en ordentlig restaurant og ved præcis, hvilke hoteller der serverer den bedste morgenmad. Det er julehygge som turné-virksomhed.
De sultne nisser
Det var en lokal arbejdsgruppe, der søgte den kvarte million nisse-midler fra Ballerup Kommunes kulturpulje. Og de fik dem. Pengene dækker 20 dobbeltværelser på Hotel Zleep, festmiddag, nisseoptog og september-julemarked.
Kommunens forvaltning anbefalede ellers at skære bevillingen med 62.000 kroner, fordi kulturpuljen ikke må bruges til forplejning. Men politikerne i økonomiudvalget var af anden opfattelse. Julemændene skulle ikke sulte. De fandt pengene. Og omregnet til cirka 2000 kroner pr. nisse får man den helt store portion risengrød. Med smørklat.
I den hårdt arbejdende arbejdsgruppe sad tilfældigvis Lolan Ottosen, der i øvrigt også er socialdemokratisk medlem af det julegavmilde økonomiudvalg.
Fra moské-skandale til nisseparade
En kommune præget af socialdemokratisk betonarkitektur og gadenavne som Telegrafvej, Tempovej og Metalbuen – navne der leder tankerne hen på østeuropæiske forstæder. Her solgte borgmesteren også en hemmelig moské til Erdogan-styrets præsteskab, og her svingede partifællen Kasper Sand Kjær sit kreditkort. Det gør han ej længere.
En kommune, der gerne vil være Nordsjælland, men kulturelt er tættest forbundet med Vestegnen. Når man har et imageproblem, kan 250.000 kroner til julemænd virke som en fornuftig investering.
Kommunaliseret jul
Men historien om Ballerup afslører et større problem: Kommunerne optræder i stigende grad som distributører af symboler frem for kernevelfærd. Hvor de tidligere var garant for skole, sundhed og tryghed, bliver de nu også leverandør af stemning og identitet.
Og i stedet for at give plads til civilsamfundets initiativer, centraliseres hyggen. Julen bliver ikke noget, borgerne selv skaber, men noget kommunen køber som en brandingpakke. Det er kommunal klientgørelse: Borgerne reduceres til modtagere af kommunens gaver, mens skattebetalingen bliver indbetaling til borgmesterens reklamebudget.
Julens regning
250.000 kroner kunne have finansieret musikundervisning for 100 børn i et helt år eller støttet ti lokale kulturarrangementer drevet af borgernes egne interesser.
I stedet går pengene bl.a. til hotelregninger for professionelle julemænd og PR-materiale til en kommune, der hellere vil ligne noget, den ikke er, end investere i det, den faktisk kunne blive.
Hygge som hykleri
Julen varer længe, siger man. I Ballerup koster den også mange penge. Man får en weekend med nisseinvasion, hvor 30 julemænd fylder gaderne med diplomer og fotoshoots. Alt sammen for præcis 250.000 skattekroner, så borgmesteren kan posere med et bevis, der har samme værdi som de eksamenspapirer, man kan købe på nettet.
Men bag bjældeklangen gemmer sig et større problem: Når kulturpuljen bruges som kommunens markedsføringsbudget, bliver borgerne reduceret til publikum i borgmesterens reklameshow. Kultur bliver til kommunal narcissisme, hygge til hykleri – og skattebetalingen til billetprisen for et PR-stunt, der smelter væk som sne i septemberhede.
