Kulturpasset er et forsøg målrettet socialt udsatte unge og en så grundigt beskrevet skandale, at der næppe er mere at tilføje om pengespildet.
Og så alligevel. Kulturminister Zenia Stampe vil nu udvide ordningen til en bredere kreds, og det er en helt anden historie.
Det ubrugte pas
Kulturpasset, der blev indført som forsøg i 2025, giver 15-24-årige uden uddannelse eller job et digitalt kort med 1.000 kroner årligt til kultur-, forenings- og idrætsaktiviteter. De såkaldte NEET-unge.
Kulturpassets koncernregnskab: 140 millioner kr. er bevilget frem til udgangen af 2026. 40 mio. kr. går til 15 organiserede forløb, mens andre 40 mio. kr. bruges på it-løsning, partnerskab og administration. Blot 60 mio. kr. til selve kortene. Per 15. juni 2026 — med et halvt år tilbage af forsøgsperioden — er kun fem millioner af kortpengene brugt.
Ministeren konkluderer, at målgruppen var for snæver. Og dermed bliver løsningen på et dyrt forsøg, der ikke virker, en dyrere ordning med flere unge.
Regeringsgrundlaget lægger nemlig op til, at flere unge skal have adgang. Det er uklart præcis hvordan — men Kulturpassets eneste sociale afgrænsning er NEET-kriteriet. Lempes det, mister ordningen sin sociale begrundelse.
Det, der startede som en håndsrækning til de udsatte, bliver måske et tilbud til en hel generation. En museumsvariant af fødevarechecken, hvor alle unge er værdigt trængende.
Ferniseringen
Dennis er 20. Han har Kulturpasset i lommen og adressen på telefonen.
Det er en udstilling i et tidligere industrikvarter. Gratis entré i dag. Eller rettere: inkluderet i de 1.000 kroner, staten har lagt på kortet. Han går ind. På væggene hænger store lærreder til samme pris som en brugt knallert eller en ny PlayStation.
Ved buffeten står en ung kunstner med en øl fra et mikrobryggeri, han ikke kender. Maleren er nyuddannet fra kunstakademiet og går på dagpenge, mens han arbejder på sit næste værk. Det passer ham fint, så han søger altid job som advokat. Og jobcentret roser ham også her for sin kreativitet.
Bagerst i lokalet rejser kulturminister Zenia Stampe sig. Hun taler om kulturens sociale kraft. Om at nå de unge, der ellers ikke kommer. Om fællesskaber og dannelse og det, kunsten giver, som markedet ikke kan.
Dennis lytter. Han forstår ikke helt billederne på væggene. Og ej heller ministeren. Men han er her. Og det er det, der tæller. For nogen.
Staten har betalt hans billet. Staten betaler kunstnerens dagpenge. Staten har leveret ministerens taletid. I rummet er alle finansieret af det offentlige. Ingen har betalt fuld pris.
Den lange vej til museet
Hvis målet er flere unge på museum, findes der en enklere vej: sænk billetpriserne for aldersgruppen. Det ville nå præcis den samme bredde, som Stampe nu sigter mod — uden it-løsning, uden pas.
Men i stedet udvides passet. En dyr og paternalistisk omvej. For staten tror ikke, at de unge selv kan finde vej til museet, medmindre de får en kupon og en hånd at holde i.
Det er ikke kun de unge, der nyder godt af ordningen. Jo flere unge med Kulturpasset, jo flere penge tilflyder museerne, teatrene og institutionerne. Staten finansierer dem allerede direkte, men Kulturpasset finansierer dem igen — denne gang gennem ungdommens subsidierede forbrug.
Med udvidelsen subsidierer man ikke længere kun de udsatte, men en kulturel præference. Elitens.
Politik med logo
Hvorfor vælges passet frem for lavere billetpriser? En ungdomsrabat er usynlig politik. Ingen rød løber. Ingen app. Intet program at præsentere på et pressemøde. Det fungerer heller ikke på TV.
Et kulturpas derimod har et navn, kan lanceres, fotograferes og følges op på. Ministeren kan vise tal for, hvor mange der har fået det, og fremstå som den, der tager hånd om de unge.
Mens den enkle løsning løser opgaven, sælger det komplicerede ministeren. Det er det samme parti, der kæmper mod unødvendig emballage og opfandt reparationsfradraget. Den enkle løsning er partiets varemærke — undtagen når den enkle løsning ikke kan fotograferes.
At kultivere en vælger
Radikale Venstre har et afslappet forhold til afgrænsning. Det gælder statsborgerskab. Det danske pas. Det gælder nu også Kulturpasset.
Det er ikke første gang Radikale Venstre søger at profilere sig med penge til kulturlivet. Partiet har fremlagt et kulturudspil på 100 millioner kroner med øgede årlige tilskud til museer, teatre, og litteratur.
Partiet beskriver selv sin rolle som Danmarks store kulturparti — og Stampe har åbent sagt, at man skal huske at få kulturen på dagsordenen, når man sidder med de afgørende mandater. Nu sidder hun med ministerposten.
Den diskrete pengestrøm
Kulturpasset og Statens Startløn for Kunstnere ser umiddelbart forskellige ud. Det første var socialpolitik for udsatte unge. Det andet var Radikale Venstres forslag om særlige dagpengevilkår for nyuddannede kunstnere — 7.500 kr. om måneden i tre år, ingen krav om rådighed for arbejdsmarkedet.
Men i passets radikale version bliver de to sider af samme sag. Det ene startede som en håndsrækning til de udsatte og er på vej til at blive en rettighed for en hel generation. Det andet var tænkt som en stille borgerløn for en udvalgt faggruppe. Begge er rettigheder uden pligter. Begge er et sponsorat til kulturlivet fra den almene skatteyder til den smalle kulturklasse.
Radikale Venstre kalder det kulturpolitik. Det rigtige ord er transferering — en systematisk overførsel af offentlige midler til partiets egne vælgere og den kulturelle elite, der befolker salene, hænger lærrederne og drikker øllene fra mikrobryggeriet.
Kan man ikke tvinge folk til at være dannede, køber man dem til det. Regningen går til skatteyderne. Pengene til kunstnerne.
Dennis er kørt hjem på sin knallert. Han vidste ikke, at han var statist.
Staten har noteret, at han var der.
