I Danmark får venstrefløjen fripas. Hån mod afdøde? En myrdet pony? Alt ryger i kulturlivets progressive centrifuge og dukker siden op som CV-punkter i DR Byen og på Gyldendals hylder. Harald Toksværd og Carl Plum viser, at ansvar er en luksus – forbeholdt borgerlige.
Natural Born Haters
DR’s Talenthold 2025 har fået en ny stjerne: Harald Toksværd, 28, anarkist med hang til hån. Da cheføkonom Mads Lundby Hansen døde af kræft, kvitterede Toksværd på X med gamerslang for “nem sejr”. Alligevel håndplukkes han til et skattefinansieret talentprogram i DR, hvor Harald statsradiofonidebuterer med sætningen: “Det er egentlig fint nok med lidt småkriminalitet”.
“Talenthold? Hvis Toksværd er DR’s bud på et lysende talent, vil man nødig møde de sorte huller, der går for at være helt ordinære medarbejdere. Men Toksværd er ikke den første med kulturelt fripas.
Pony at the Beach
Et historisk kapitel i det kulturelle fripas: Carl Plum – med en sag, der stadig står som et monument over systemets tilgivelse. Søn af økologiens præstinde Camilla Plum og berygtet for ponydrabet i 2013, hvor han aflivede shetlandsponyen Tarzan på en strand i Tisvildeleje – med hammer og brødkniv.
Dyret led en lang og pinefuld død, fastslog Det Veterinære Sundhedsråd. Dom: 30 dages fængsel. Selv midt i stormen leverede Plum en selvransagelse med PR-kant: Et følelsesladet brev til sin mor, offentliggjort på Modkraft – i praksis en kamufleret pressemeddelelse og et privilegium for de få.
Hvor andre ville være forsvundet i skam, omsatte han tragedien til karrierekapital:
En plads på Det Kongelige Danske Kunstakademi. En slags kulturel genopdragelseslejr – fri for Camillas sure smileys. Kunstakademiet blev hans rehabiliteringsklinik, hvor hammer og brødkniv blev erstattet med pensel og pastelfarver.
Og der udkom en livsbekræftende surdejsbog på Gyldendal. Du ved, forlaget med Rifbjerg og Carsten Jensen. Det andet ben i kulturlivets Bermudatrekant.
Men provokationstrangen forblev intakt. I 2022 forsøgte han – som led i projektet Walking Landscapes – at lokke vildsvin over grænsen ved hegnet, der beskytter Danmark mod afrikansk svinepest. En sygdom, som truer en milliardeksport. Branchen kaldte stuntet uansvarligt. Men for Plum var det blot en “intervention mod grænser som kontrolsymboler.”
Fra surdejsmanifest på Gyldendal til vildsvine-aktivisme – Plum har gjort grænseoverskridelse til profession. Med akademiuddannelse og værker er hans synder reduceret til fodnoter, mens kunstner står tilbage på CV’et.
Falske rebeller
Toksværd og Plum ser sig selv som banebrydende kulturpersonligheder. Som bærere af en kritisk fakkel.
Men bag de selvfede manifester, surdejsbøger og primetime-provokationer gemmer sig en enklere sandhed: De er produkter af et system, der betalte deres uddannelse og fortsat den enes løn.
Mønstret er genkendeligt – bare fra en helt anden verden: Unge indvandrerdrenge, der poserer som frygtindgydende, men er i realiteten kun klienter på kontanthjælp. Og Toksværd og Plum støttes også af systemet – om det så er i form af DR-honorar eller statsfinansieret akademiuddannelse.
For Toksværd og Plum er ikke kulturpersonligheder. De er kulturprodukter – massefremstillet i et støttekredsløb, der forveksler provokation med talent.
Rød amnesti
Pierre Bourdieu talte om habitus – de ubevidste normer, der afgør, hvem institutioner løfter. I Danmark er denne habitus rød. Hån og dyremishandling bliver til kritisk engagement, hvis det serveres i rød emballage.
En borgerlig med tilsvarende synder ville næppe få samme nåde. Tilgivelsen afhænger ikke af handlingernes alvor, men af afsenderens farve. DR, Gyldendal og kunstverdenen udgør tilsammen et “habituelt rødt renseri.”
Glemte ofre
Toksværd og Plum er symptomer på en kultur, hvor ansvar er valgfrit, så længe fejltrin kan påklistres en progressiv etikette.
Men bag hver handling gemmer sig reelle ofre: En kræftsyg mands efterladte, der ser hans død hånet. En pony, der døde langsomt med hammer og kniv. Og en eksportindustri sat på spil for en kunstnerisk pointe.
For ofrene tæller ikke, når kultureliten sætter centrifugen i gang. De forsvinder i fortællingen om kritisk engagement. Systemet belønner provokatørerne – mens skatteborgerne og ofrene betaler.
Når borgerne finansierer DR’s talentudvikling og kunstakademiets avantgarde, må man spørge: Hvor længe kan vi kalde det public service eller en offentlig uddannelse, hvis kun én side af spektret får servicen?
Hån og hammer som hædersmærker – dér ender vi.
Næste uges tv
Kun én af dem er på DR’s lønningsliste – endnu. Men hvem siger, at det stopper dér? Fortsætter udviklingen, får vi snart DR’s bud på Mogensen & Kristiansen – uden analyser, kun aktion.
Her debatteres ikke politik. Den udøves. Afdøde hånes i studiet. Ponyer aflives i primetime. Vildsvin slippes løs studiet, mens surdejen hæver. Hvad skulle det ellers hedde? Toksværd & Plum.
DR lover allerede sæson 2 – finansieret af de borgere, hvis værdier trampes på.
