Artikel

22.09.26

MENAPT-mørketallet gemt væk blandt danskerne

Kontrast afslørede allerede i 2022, at kriminaliteten florerer i også tredje generation af indvandrerne fra MENAPT, selvom de i statistikkerne forsvinder som ’danske’. Måske vil politikere nu ændre statistikken, så konsekvenserne af indvandringen ikke længere skal gemmes væk.
Illustrationen er AI-genereret
Illustrationen er AI-genereret

En undersøgelse, som Kontrast fik foretaget i 2022, viste markant højere kriminalitet blandt mandlige børn af ikkevestlige efterkommere – altså indvandrere i 3. generation. Nu har resultaterne fået ny aktualitet.

Flere borgerlige partier og justitsminister Morten Bødskov vil endelig have tredje generation gjort synlig i de almindelige kriminalstatistikker, mens radikale og Moderaterne fortsat insisterer på, at de kun skal kunne ses som danskere uanset herkomst.

De radikale og Moderaterne er drevet af ideologi. For dem handler statistik ikke om fakta og virkeligheden, men om diskussionen om danskhed. Regeringspartierne er dermed splittede.

Bag debatten ligger et spørgsmål, som Kontrast allerede undersøgte for mere end fire år siden: Forsvinder indvandringens overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken, når man når frem til tredje generation? Det gør den ikke.

Kontrasts undersøgelse afslørede en markant forskel
I april 2022 offentliggjorde Kontrast en undersøgelse, som var bestilt hos Danmarks Statistik. Undersøgelsen omfattede mandlige børn af efterkommere fra ikkevestlige lande og sammenlignede deres kriminalitet med andre befolkningsgruppers.

Resultatet var, at også tredje generation var markant overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. De statistiske forskelle forsvandt ikke, selv når tallene blev korrigeret for alder og socioøkonomiske forhold.

Efter begge korrektioner var kriminalitetshyppigheden blandt mandlige børn af efterkommere fra MENAPT-landene mere end dobbelt så høj som blandt mænd med dansk oprindelse. MENAPT omfatter en række lande i Mellemøsten og Nordafrika samt blandt andet Pakistan og Tyrkiet.

Undersøgelsen kunne ikke afgøre, hvorfor de er mere kriminelle og kunne heller ikke give svar på, hvordan kriminaliteten ville udvikle sig, når flere i den endnu unge generation blev voksne.

Tallene fra Kontrasts undersøgelse i 2022. De viser, at 3. generation er dobbelt så meget kriminelle som danskere generelt.

Tallene fra Kontrasts undersøgelse i 2022. De viser, at 3. generation er dobbelt så meget kriminelle som danskere generelt.

Tredje generation bliver til danskere i statistikken
Problemet er, at tredje generation ikke optræder som en selvstændig gruppe i Danmarks Statistiks almindelige opgørelser over kriminalitet. Her anvendes tre kategorier: indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse.

Den sidste kategori omfatter alle, der har mindst én forælder, som både er født i Danmark og har dansk statsborgerskab. Det betyder, at langt de fleste børn af efterkommere bliver registreret som personer med dansk oprindelse, selv om begge deres forældre har indvandrerbaggrund.

I 2019 gjaldt det 23.472 af i alt 26.504 børn af efterkommere. I 2025 er antallet steget til 41.905.

Det er imidlertid ikke sådan, at oplysningerne ikke findes. Men ønsker man at sammenligne kriminaliteten i første, anden og tredje generation, kan man ikke slå alle tallene op side om side i de kriminalitetstabellerne.

Udlændingeministeren blander sig
Det er denne praksis, der nu møder politisk modstand. I Berlingske den 22. september opfordrer udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) Danmarks Statistik til at følge tredje generation tættere.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Mikkel Bjørn går videre. Han mener, at den nuværende inddeling forhindrer en tilstrækkeligt oplyst debat om de langsigtede konsekvenser af indvandringen. Han kritiserer, at tallene for tredje generation indgår i statistikken over personer med dansk oprindelse: ”Det slører for, at vi kan have en ærlig samtale omkring de her spørgsmål”.

Også De Konservatives udlændingeordfører Christian Vigilius efterlyser bedre muligheder for at følge generationerne. Han fremhæver, at det er nødvendigt at undersøge, om problemerne fortsætter i tredje led.

Hvornår er man dansk?
For Moderaternes udlændingeordfører Mohammad Rona er spørgsmålet, hvordan mennesker med indvandrerbaggrund oplever deres plads i det danske samfund. Han advarer mod at fortsætte med at opdele mennesker efter deres oprindelse, generation efter generation.

De Radikales udlændingeordfører Magnus Georg Jensen deler bekymringen. ”Vi har et ansvar som politikere for ikke at blive ved med at køre folk ud på sidelinjen,” siger han til Berlingske. Begge partier mener, at yderligere kategorisering risikerer at modarbejde integrationen.

Diskussionen er ikke ny
Allerede i 2019 blev der nedsat en arbejdsgruppe med blandt andre forskningsdirektør Torben Tranæs fra VIVE. Gruppen skulle undersøge, om Danmarks Statistiks opgørelser af personer med indvandrerbaggrund var tilstrækkelige.

I sin rapport fra marts 2020 anbefalede arbejdsgruppen en ny opdeling, hvor børn af efterkommere kunne optræde som en selvstændig gruppe. Man anbefalede at indføre en supplerende opdeling, der gjorde det muligt at undersøge tredje generation særskilt uden at tælle nogen personer to gange.

Arbejdsgruppen anbefalede også, at opdelingen blev tilgængelig i Statistikbanken. En sådan underopdeling findes allerede i befolkningsstatistikken. Men den tilsvarende mulighed findes ikke i de almindelige kriminalitetstabeller.

En generation, der vokser
Behovet for at følge udviklingen hænger også sammen med befolkningens sammensætning.

Ved begyndelsen af 2025 var der 41.905 børn af efterkommere i Danmark. Det var mere end en fordobling i forhold til 2015, hvor gruppen talte 18.089 personer. Hele 93 procent havde oprindelse i ikkevestlige lande.

Danmarks Statistik har oplyst til Berlingske, at institutionen vil overveje mere detaljerede opgørelser, efterhånden som der kommer flere personer i de ældre aldersgrupper.

Samtidig understreger institutionen, at beslutninger om statistik og metode træffes uafhængigt af regeringen. Politikerne kan opfordre til ændringer, men de kan ikke instruere Danmarks Statistik i at gennemføre dem.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast.