Jes Dorph-Petersen er blevet tilkendt to millioner kroner i erstatning, efter at Højesteret underkendte den advokatundersøgelse, TV 2 brugte som grundlag for hans fyring. Undersøgelsen var, som dommen fastslår, mangelfuld, partisk og uden retlig holdbarhed. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om der blev begået fejl – men hvordan så mange kunne se gennem fingre med dem i årevis.
MeToo som politisk udrensning
Forfatter og litterat Marianne Stidsen placerer Jes Dorph-sagen direkte i MeToo-bølgens ideologiske maskinrum. Ifølge hende var der aldrig tale om en åben undersøgelse, men om en kampagne, der krævede prominente ofre.
»Jo mere højprofilerede mænd, man kunne få sparket benene væk under, jo bedre,« siger Stidsen og peger på, at MeToo i Danmark udviklede sig fra et debatfænomen til et magtinstrument.
Hun beskriver processen på TV 2 som en skueproces med rullende præmisser. Først var der tale om sexchikane. Da det ikke kunne dokumenteres, skiftede anklagen karakter. Nu handlede det om »ulige relationer«. Resultatet var givet på forhånd.
Koordinering, netværk og særinteresser
Journalist Daniel Pinderup afviser forestillingen om MeToo som en løs, uorganiseret bevægelse. Tværtimod peger han på politisk og organisatorisk samordning – blandt andet via lukkede Facebook-grupper og støttegrupper med tætte forbindelser til venstreorienterede partier.
»Der er særinteresser på spil, som trumfer helheden og retssikkerheden,« siger Pinderup og nævner Alternativet og Enhedslisten som centrale aktører i det politiske bagland.
Ifølge Pinderup var det aldrig et problem, at anklagerne mod Dorph var gamle, tyndt dokumenterede og modsagt af vidner. MeToo-opererede efter ét grundprincip: Believe all women – uanset hvad.
Journalistikkens kapitulation
En væsentlig del af kritikken retter sig mod medierne selv. Marianne Stidsen mener, at dansk journalistik i løbet af MeToo-årene opgav sit eget grundlag.
»Journalistikken blev omdefineret fra oplysning til aktivisme,« siger hun og henviser til ledende skikkelser i mediebranchen, der åbent har erklæret objektivitet for et forældet ideal.
Konsekvensen var ifølge både Stidsen og Pinderup, at kritiske stemmer systematisk blev lukket ude. De store medier ønskede ikke modargumenter – de ønskede opbakning.
Kvinfo og den statsfinansierede ideologi
Debatten rammer også Kvinfo, som årligt modtager omkring 40 millioner kroner i statslig støtte. Ifølge Pinderup er organisationen blevet en ideologisk aktør snarere end et videnscenter.
»Det her er ikke idealisme. Det er råt pamperi,« siger han og kritiserer, at offentlige midler bruges til politisk agitation.
At Kvinfos direktør efter Højesteretsdommen satte spørgsmålstegn ved dommens legitimitet, fordi den var afsagt af fem mandlige dommere, tolkes som et afslørende øjeblik. Ifølge Stidsen udløste udtalelsen en sjælden modreaktion.
»For første gang blev den slags sagt imod offentligt – og hårdt,« siger hun.
Et opgør – eller blot en parentes?
Ifølge Marianne Stidsen markerer dommen et skifte. Frygten er brudt. Flere tør sige fra. Men spørgsmålet er, om der følger handling efter ordene.
Jes Dorph-Petersen fik sin juridiske oprejsning. Medierne, institutionerne og de politiske aktører, der muliggjorde overgrebet på retssikkerheden, har endnu ikke taget ansvar. Højesteret har talt. Nu er det resten af samfundets tur.
