Miljøpolitiske eksperimenter har én ting til fælles: Beslutningerne træffes centralt, mens konsekvenserne bæres lokalt. Vi så det med ulvens tilbagekomst, hvor fascinationen var størst i København – men mindst hos de fåreavlere, der fandt resterne af deres dyr spredt ud over marken.
Og vi ser det nu i naturtilbagespolingen, hvor begejstringen er stor i storbyernes akademiske miljøer – men ikke i de landdistrikter, der får dyrehegn, begrænsninger og uforudsigelige naturindgreb trukket ned over sig.
Det seneste eksempel er Tange Sø. I næsten 100 år har dæmningen ved søen været en integreret del af det lokale landskab, men nu vil Alternativets Torsten Gejl rive den ned for at “gendanne” en oprindelig ådal. Gejl lover en mere “naturlig” Gudenå – en ådal af en størrelse, der ellers kun findes i Østeuropa.
Men hvad betyder “naturligt” egentlig? Og hvem definerer det? Er en 100 år gammel sø mindre natur end en opdæmmet ådal, som ingen i dag kan huske?
