Nogle gange fortæller en cykelsti mere om en kommune end alle lokalplaner tilsammen. Odder er sådan et sted. Cykelstien er 10 kilometer lang. Femten millioner kroner dyr.

Egentlig skulle den have kostet seks, men udbuddet blev glemt. Styringen ligeså.

Det er historien om kommunale ambitioner og traditioner. Om en cykelsti der løb af sporet – og om skatteyderen, der blev sponsor.

Velkommen til Odder. Hvor selv cykelstier har prismærker, der ville få Line Barfod til at rødme.

The Other Odder
Har du hørt om Oddergrisen? Ikke en slagterdelikatesse, der har lidt en politisk korrekt død, men det orange tog, der engang bandt Odder til civilisationen i Aarhus.

I dag er det Letbanen – et transportmiddel, der nemt kan forveksles med en løssluppen forlystelse fra Tivoli Friheden. Den kører videre, mens byen bliver tilbage.

Odder har haft sin kendis. Maria Junker checkede ind på Paradise Hotel og senere ud igen. Det var i 2016. Et kort ophold i offentlighedens transitrum, før dørene lukkede, og byen igen stod på perronen.

Ellers har Odder levet et stille liv. Ingen motorvej, ingen gennemfart. Hvor andre jyske provinsbyer fik asfalt og afkørsler, fik Odder tid. Og lidt har også ret.

Men nu har kommunen fået Odder-udgaven: kongerigets dyreste cykelsti. Ti kilometer asfalt. Femten millioner kroner. Til en pris, der næsten forudsætter flere spor og indbygget medvind – gerne af den Haugaardske slags.

Sådan begyndte det
Projektet startede ellers i 2022 som en tilsyneladende harmløs opgradering af en 10 kilometer lang eksisterende cykelsti langs Houvejen. Fra Odder til Hou.

Målet var at fjerne skillerabatten, forstærke bunden og lægge ny asfalt for at gøre ruten mere sikker og bæredygtig – med genbrug af materialer som et grønt islæt.

Byrådet godkendte et budget på cirka 6 millioner kroner, fordelt over 2022 og 2023, og arbejdet gik i gang før sommerferien.

En simpel opgave. Men ikke for kommunen.

Sådan endte det
Selvom det ikke var en motorvej, løb omkostningerne løbsk. I 2024 var regningen steget til 15 millioner kroner. Uforudsete udfordringer som dårlige bundforhold og ekstra arbejder blev nævnt – men den virkelige synder var manglende styring.

Både borgmesteren og udvalgsformanden krævede nu bedre kontrol af fremtidige anlægsprojekter.

Det slutter ikke her. Først skulle kommunalvalget i 2025 dog overstås, og der var ingen grund til at ødelægge den gode stemning. Eller valgresultatet.

Først i december kom det nemlig frem: Projektet var aldrig sendt i udbud – trods at udbud er obligatorisk for anlægsopgaver af denne størrelse.

Det er ellers gennem konkurrenceudsættelse, at man sikrer skatteyderne mest muligt for pengene. Bare ikke i Odder.

Det var ikke blot frås, men også sløs. Men egentlig var historien blot en genudgivelse.

Kommunale traditioner
Stien til Hou var nemlig ikke kommunens første asfalteskapade. I 2020 skulle en gang- og cykelbro bygges for 3,2 millioner. Den endte på 10. Samme optimisme, samme manglende styring, samme regning til skatteyderne.

To projekter. Fem år. Millioner ekstra. Et sted bliver det til statistik. I Odder bliver det til tradition. Det er, hvad det er. Tid til at køre hjem.

En klodder fra Odder
Det er blevet sent. Odder ligger roligt tilbage, som den altid har gjort, upåvirket af detaljer som penge. Den sidste letbane mod Aarhus er aflyst. Afkørslen mod Malling glider forbi, og cykelstien – kommunens dyreste tankeeksperiment i asfalt – forsvinder ud af synsfeltet, længe før regningen gjorde.

Radioen spiller Haugaards “En skalling fra Malling”. Det passer. Ingenlunde som ironi, men som konstatering. For her er der ikke tale om ond vilje eller storpolitik, men om noget mere jordnært: en kommune, der byggede lidt større, lidt dyrere og mindre professionelt, end den magtede.

Odder står tilbage som et sted, hvor fejl erkendes sent og glemmes hurtigt, og hvor ansvar har en tendens til at forsvinde ud ad samme vej som musikken.

Fra Hou til hvor?
Alting har en ende. En cykelsti har to. Og i Odder er strækningen til Hou blevet symbolet på, hvordan kommunale ambitioner spilder kroner: 15 millioner i asfalt, lagt uden konkurrence, lagt lidt for kommunalt.

Små kommuner har færre hænder, færre specialister og tyndere administrative lag end store. Det er ingenlunde en anklage, men et vilkår. Netop derfor er der mindre rum for fejl – og endnu mindre for improvisation.

Kommunalt selvstyre er ikke et reality-show. Det er aldrig deltagernes tid, der spildes, men borgernes penge. Det forpligter. Når den nødvendige ekspertise mangler, bliver friheden dyr.

I Odder blev den omsat til sløs og frås – og regningen endte, som så ofte før, hos skatteyderne. De kan ikke checke ud. Dette er ikke Paradise Hotel. Det er bare Odder.