Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.

Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.

Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?" Jesus svarede ham: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det."

Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«

Jesus sagde til ham: "Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle." Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.

Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer."

Johannesevangeliet 13,1-15

Prædiken 

Så blev det påske. Vores største højtid i kirken. Hvis ingen lidelse, død og opstandelse, så havde vi ingen kristendom.

De fire evangelier i Det Ny Testamente har lidt forskellige udlægninger af Jesus’ sidste dage i påsken; anholdelse, lidelse, korsfæstelse, begravelse og opstandelse.

Men det gennemgående er, at kvinderne kommer derud og finder graven tom. De er bange og forvirrede og rystede i deres grundvold. Kvinderne er vidner til noget af det mest centrale i kristendommen – opstandelsen.

Påsken er kristendommens vigtigste begivenhed og højtid. Hvis Kristus ikke opstod, kunne vi lige så godt lukke og slukke.

Vi får ikke noget ud af at nedgradere påskens budskab til blot at handle om pæne og ufarlige humanistiske sandheder. Kristendommen kan ikke proppes ned i den firkantede kasse, hvor kristendommen er noget vagt, forsimplet og ufarligt.

Kristendommen er først og fremmest en kærligheds- og barmhjertighedsreligion. Men det betyder ikke, at kristendommen er en naiv slaphedsreligion. Og at man altid skal vende den anden kind til.

For et par dage siden opfordrede Nigerias ærkebiskop, Ignatius Ayau Kaigama, den amerikanske præsident Trump om våbenhjælp til at bekæmpe de islamistiske terrorgrupper, som de senere år har dræbt tusindvis af kristne i Nigeria for deres tro.

Man kan ikke vende den anden kind til islamistisk ondskab og anden ondskab. Indimellem er man nødt til at gå i krig for at få fred.

Kristne er de mest forfulgte i verden. USA’s præsident er den eneste vestlige leder, der italesætter kristenforfølgelser. Resten af Vesten har svigtet de forfulgte kristne.

Husk på, at Jesus nok rakte ud mod de svage og de udstødte. Men han bøjede aldrig nogensinde nakken for dem, der var i grel uoverensstemmelse med hans lære. Han var skarp, kompromisløs og på samme tid tilgivende og ydmyg. Nutidens bløde kristne ville støde sig på ham.

Jeg er meget enig med den amerikansk-koptiske historiker Raymond Ibrahim, som i sidste uge modtog Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris. Ibrahim siger, at Vesten i øjeblikket er ramt af en kulturel og åndelig opløsning.

"Nutidens kristne tror, at deres religion begynder og slutter med én ting: at være sød, passiv, ikke-dømmende og føjelig – kort sagt en dørmåtte over for alt, også det onde," siger han til Kristeligt Dagblad.

Paulus viste os, at der kan komme visse situationer hvor vi bliver nødt til kompromisløst at forsvare det, vi har kært, hvis ikke det skal ødelægges.

Jeg blev meget glad, da jeg så prædiketeksten til skærtorsdag, fordi Johannesevangeliet er mit yndlingsevangelium. Nu blev det til en prædiken påskesøndag.

Men også fordi, jeg ikke selv kunne have valgt en tekst, som bedre viser, hvorfor jeg har valgt være en Jesu discipel – i stedet for Muhammeds. For jeg har jo været muslim det meste af mit liv.

For nogle, især dem, der ikke tror på noget, kan det måske virke sådan lidt ”nåh ja, – om man tror på den ene eller den anden Gud, om man bekender sig til Jesus, Allah eller andet – det er samme Gud.”

Men der må jeg altså sige et stort nej! Gudsforståelsen er meget forskelligt. Det gør en verden til forskel. Det har det gjort for mig. Allah i koranen er ikke den samme kærlige Gud, som Gud i Det Nye Testamente.

Som barn frygtede jeg Allah – jeg fik at vide, at der var en engel, der hele tiden holdt øje med, om jeg gjorde, sagde eller bare tænkte noget forkert. Der blev holdt regnskab med det hele, og risikoen for at ende i Helvede var stor.

Jeg var tit bange for Guds dom og for Helvede, da jeg var barn, og også da jeg som voksen var praktiserende muslim.

Men i Bibelen læser vi utallige gange – Frygt ikke!

Der er nogle, der siger, at det står 365 gange i bibelen – jeg ved ikke, om det holder – men måske – og i så fald er der et Frygt ikke! til hver en dag! Stor kontrast til islam.

Muhammed er den største profet og det største forbillede i islam. Og jo, han havde sine gode sider – i hvert fald i starten, da han talte om, at man skulle hjælpe de fattige osv. Men med tiden, og efterhånden som han fik magt, blev han en krigsherre, der hærgede, slog ihjel og ydmygede.

Der er kæmpe forskel på islams forbillede i Muhammed og vores ypperste forbillede i kristendommen – Jesus, Gud selv, der gik i døden for os. Ja, der er nærmest uoverstigelige kløfter mellem islam og kristendom.

Jesus lod sig selv slå ihjel. Muhammed dræbte. Jesus lod sig korsfæste. Muhammed opfordrede til at dræbe dem, der var imod ham.

I dagens tekst viser Jesus os, hvordan vi skal være over for hinanden. Han, der var Gud selv, bøjede sig ned på knæ, tog sine disciples beskidte fødder i hænderne og vaskede dem.

Skær betyder ren – og det er derfor, man kalder dagen i dag for Skærtorsdag. Det er fuldstændig utænkeligt, at Muhammed ville gøre det samme; indtage en tjenerskikkelse og vaske fødderne på de mennesker, der fulgte ham.

Han gik foran med et noget andet eksempel: Når han og hans krigere havde indtaget en by, så krævede Muhammed, at han måtte vælge først blandt krigsbyttet.

Men tilbage til den sidste aften, Jesus er sammen med disciplene. Her vasker han deres fødder som et billede på, at han er tjener. Guds søn viser sig som tjener for sine disciple – og han siger, at det skal være et eksempel på, hvordan han vil, at vi skal være over for hinanden.

Jeg vil ikke foreslå, at vi nu skal vaske hinandens fødder. Det virker enormt grænseoverskridende. Og der er da heller ingen tvivl om, at det kan virke både akavet og svært at indtage sådan en ydmyg, tjenende position.

Det indrømmer jeg blankt, at jeg synes – men det er ikke desto mindre sådan, at Jesus siger, at vi skal se på hinanden. Med ydmyghed i hjertet og med de andres bedste for øje. 

Skærtorsdag fejrede vi også nadveren, hvor Jesus deler brødet og vinen med sine disciple. Jesu sidste måltid med disciplene, også kaldet den sidste nadver.

Når vi deler nadveren i kirken hører vi ordene. ”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer…”

 Også her i de ord, vi har med i det ene af Folkekirkens to sakramenter, bliver Jesus nærmest defineret ud fra den lidelse, der overgår ham. Det skete i den nat, da han blev forrådt.

Dagen efter er det Langfredag, og der dør Gud selv på korset. Få dage forinden på palmesøndag blev Jesus hyldet, folk bredte palmegrene ud for ham og råbte ”Hosianna!”, som betyder ”frels dog!”

Få dage senere på Langfredagen, råbte de noget helt andet, nemlig ”Korsfæst ham! Korsfæst ham! Korsfæst ham!”

Det er skræmmende, hvor hurtigt mennesker kan skifte. Og vi kan sagtens sidde her og blive forargede over, hvor opportunistiske og omskiftelige og overfladiske, de var.

Men vi skal huske, at evangeliet altid taler direkte til os – og peger på, at vi måske selv kunne være stået i den flok. Disciplene selv, dem, der havde gået sammen med Jesus i tre år, spist med ham, sovet med ham, grædt og grinet med ham, ja, de elskede ham – og alligevel flygtede de og lod Jesus i stikken, da han blev taget til fange.

Selvom Jesus var Gud, så var han også fuldt menneske, og den del af lidelsen, svigtet, gjorde garanteret næsten lige så ondt som den fysiske smerte, han gennemgik.

Men Jesus bliver til det sidste ved med at tjene mennesker, der svigter og ja, endda gør andre ondt. For da Jesus hænger på korset, går han ovenikøbet i forbøn for sine egne bødler. Han siger – ”tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.

De ord – de vidner om en kærlighed så stor, at man har svært ved at fatte det.

En gang sagde Jesus til sine disciple: ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer.” Det kan godt være, at vi vælger, om vi vil tro på Ham. Men Jesus siger, at vi mennesker er valgt af Gud. Gud kom til os, før vi skænkede ham en tanke.

Og Gud ville noget med os: For efter, Jesus sagde, det var ham, der havde udvalgt disciplene, så sagde han videre til dem, at han har: ”sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.”

Det er Guds ærinde, at kærligheden skal herske mellem os mennesker og være den dominerende kraft.

Det var også kærligheden, der drev ham op på korset. Både for at være solidarisk med menneskene i alle vores lidelser, men også for at bryde dødens magt, så døden ikke længere skulle være vores yderste horisont.

Søren Kierkegaard peger på, at Gud forpligtede sig til mennesket i så dyb forstand, at han bandt sig selv til at blive afmægtig. Det skal forstås sådan, at han altså tog en beslutning, som han ikke kunne gøre om.

Jeg er meget begejstret forat læse om den tyske præst og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer, der endte med at blive henrettet få dage før, krigen sluttede. Han skrev i et brev fra fængslet den 16. juli 1944:

"Gud lader sig trænge ud af verden, op på korset. Gud er afmægtig og svag i verden; og netop og kun sådan er han hos os og hjælper os. Det er ganske tydeligt, at Kristus ikke hjælper i kraft af sin almagt, men i kraft af sin svaghed, sin lidelse!

Heri ligger den afgørende forskel fra kristendommen og alle andre religioner. Menneskets religiøsitet henviser det i dets nød til Guds magt i verden. Bibelen henviser mennesket til Guds afmagt og lidelse, kun den lidende Gud kan hjælpe."

Der er mere i vente. Kærligheden sejrede. Det giver os også håb til at leve i denne verden i dette liv med alle de trængsler og sorger, som det også kommer med. Men fordi døden blev besejret af livet og kærligheden, så får vi også håb for dette liv. At det ødelagte kan blive helet. At kærligheden kan sejre og livet vinde. Også her.

Jeg har lyst til igen at tilføje, at dette budskab står i skærende kontrast til islam og Muhammeds erobringer og krav om underkastelse.

Jesus viser med sit eksempel, hvor stor kærligheden er, da han bliver menneske og går lidelsens vej for at redde os og være sammen med os i al den lidelse, vi selv kan møde i denne verden.

Og så skal vi endda ikke gå og frygte for Helvede – vi får i kirken at vide, at det ender godt. Fordi Jesus døde på korset, kan vi leve med håbet om en evighed hos Gud.

Vi er så heldige her i Danmark, at påsken falder sammen med naturens opvågnen. For alt det, der så dødt ud for lidt siden, spirer og blomstrer nu. Det er et smukt billede på livets opstandelse.

Jesus opstod – og derfor kan vi leve frit, i kærlighed. Kirken er ikke bare smukke gamle bygninger – kirken er os, mennesker – som levende sten. Det er os, lyslevende mennesker, der udgør kirken – og vi lever og vi kan dø på et lyslevende håb – Kristus selv.

Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.