Regeringen fører en økonomisk politik, som var den et supermarked. Differentieret moms, checks og midlertidige lettelser fylder mere end strukturelle reformer. De økonomiske virkninger må vige til fordel for synlige gevinster. Det afgørende er nemlig ikke, hvad politikken gør ved borgernes økonomi, men hvordan den kan iscenesættes fra regeringens egne kontorer.
Den skjulte pris
Har du hørt om prisperception? Du møder det hver eneste dag. Når du tegner endnu et streamingabonnement til introduktionspris. Eller når du falder for et tilbud på en bårebuket, der er så godt, at du ærgrer dig over, at ingen er døde.
Supermarkeder arbejder systematisk med dette – for at forme din oplevelse af, at varen er billig. “Makrel – 50% rabat! Kun fredag-søndag!” Kunderne strømmer til. Tre dage senere er prisen tilbage. Men indtrykket af, at butikken er billig, hænger ved.
Det nye er, at samme logik nu præger SVM-regeringens økonomiske politik. Små, målrettede tiltag, der former oplevelsen af den gavmilde stat.
Købmanden fra Aalborg
Lad os starte med SVM-regeringens midlertidige afskaffelse af elafgiften. Det fungerer som et politisk “flash sale” – et tilbud der udløber. Frederiksens varmecheck så også imponerende ud på papiret, men fordelt over tid bliver effekten af begge marginal.
Perceptionen af gavmildhed kræver løbende kampagner. Derfor er tiden nu kommet til fødevarechecken – den seneste tilføjelse til Mette Frederiksens økonomiske værktøjskasse.
Men det stopper ikke her, for generøsiteten genudgives nu i en momspolitisk version.
Regeringen overvejer lavere moms på mad: Måske fra 25 til 20 procent. Men den reelle effekt er beskeden. Store procenter på små beløb. En pose mel falder her fra 10 kroner til 9,60 – det mærkes knapt i husholdningsbudgettet.
Mennesket lever dog ikke af brød alene. De læser også bøger. Og her bliver signalet stærkere: Nulmoms på både Rifbjerg, Jumbo-bøger, Carsten Jensen – og de tunge værker, der fungerer som rekvisitter på Marienborg. Et indgreb, der kan kommunikeres uden fodnoter.
Synlighed pr. krone
Det afgørende er, at for det samme provenutab som en marginal generel momsnedsættelse ville udløse – eksempelvis en sænkning fra 25 til 24,90 procent – vil regeringen nu differentiere momsen. En generel momslettelse på brøkdele af et procentpoint ville nemlig være politisk usynlig. Den ville kunne ses på prisskiltene, men ikke sælges i pressemeddelelser.
Ved at koncentrere lettelsen på udvalgte varer bliver effekten derimod større, synlig, navngivelig og moralsk ladet: bøger, sundhed, grøn omstilling. Den samme økonomiske lempelse forvandles her til flere politiske “tilbud”.
På den måde maksimerer regeringen den politiske synlighed pr. tabt krone i skatteprovenu.
Det er en rationalitet, som fungerer for dem, der designer politikken – men næppe for dem, der skal administrere og betale for den.
Få vindere, mange betalere
Tiltagenes fordelagtighed forsvinder, når de drukner i det store billede. Det er den samme mekanik, man møder på supermarkedskvitteringen: En tydelig rabatlinje nederst, mens de drivende poster er spredt ud over hele bonen med knap så fed skrift.
Præcis sådan fungerer den økonomiske politik. Lettelser og checks kommunikeres eksplicit. Den samlede skattebyrde forbliver implicit.
Resultatet er en sammenhængende fortælling, hvor Danmark kan fremstå som et land med en statsminister født i den glade givers tegn.
Den lille forskel
Der er dog en afgørende forskel mellem supermarkedets og statens brug af perception.
Supermarkedet optimerer sin kommunikation inden for en kommerciel logik: Tilbudsavisen skal lokke kunder, men ikke koste mere end den indtjener. Rabatten på dåsemakrel finansieres af marginen på andre varer. Hvis modellen ikke fungerer økonomisk, justeres den eller droppes.
Staten opererer uden denne disciplin. For hvor supermarkedet risikerer egne penge, bruger staten andres. Her bruges millioner på at administrere checks med pålydende i tusinder, ligesom varmechecken sendtes til de forkerte borgere.
Og mens differentieret moms er dyr at håndtere, besværlig at indføre, er den usynlig som omkostning i regeringens eget regnestykke. For hvor gevinsten materialiserer sig i pressemeddelelser og koreograferede door-steps, lander regningen diskret i kasseapparatet.
Omkostningerne rammer her de forretningsdrivende, men har endestation hos forbrugeren. Det er prisen for en politik, der er designet ovenfra, men betalt nedefra. Elitært.
Komfortabel afstand
Under SVM-regeringen har spinmekanikerne overtaget fra regnedrengene. PowerPoint før Excel. Oplevelse før effekt. Symbolske lettelser erstatter her strukturelle reformer.
Og når kommunikation slår kalkulation, bliver politik et jysk tilbud: hestehandleren smiler, mens køberen forlader pladsen med indtryk af en god handel. Først hjemme opdager han, hvad den kostede. Både med og uden moms.
For staten optræder nu som købmand med følelsesmæssige gevinster på hylderne - designet af kommunikationskonsulenter, “Made in Aalborg” betalt af forbrugerne.
Resultatet er en styringsform, hvor politiske tiltag vurderes efter deres iscenesættelsesværdi, og hvor afstand til konsekvenserne bliver en forudsætning for politisk succes.
Perceptionspolitikken markerer her socialdemokratismens senmoderne kulmination: En stat, der ikke lover velstand gennem produktivitet og reformer, men tryghed gennem nøje koreograferede politiske gestusser – uanset om de forringer den økonomiske virkelighed.
Tilbage står en stat, der på behagelig afstand kuraterer borgernes oplevelse og forveksler velfærd med iscenesættelsen af den.
