Danske politikere og medier har snakket om ulve i en del år. Man deler sig efter anskuelse, og anskuelsen deler sig ofte efter geografi. Der hvor ulvene er, vil menneskene gerne af med dem. Der, hvor der ingen ulve bor, mener man, at ulven skal have lov at boltre sig.
På den ene side raser Inger Støjberg imod ulvene og synes, at "de skal skydes hver og en". På den anden fx Torsten Gejl, der synes at "(...) vi skal være rigtigt, rigtigt glade for, at der er vendt et toprovdyr tilbage til dansk natur".
Det er godt debatstof, og det fylder i spalterne hos landets medier. Men når alt er sagt og gjort, så betyder politikernes snak om ulve ikke alverden. Det er nemlig Bruxelles, der vender tommelfingeren op eller ned og dermed beslutter om dyrene skal leve eller ej.












