Det er efterår – tid for både løvfald og ungdomsskole. Du husker aftenerne, hvor man gik til elektronik, fotolære eller metalsløjd. Det er længe siden. Nu sidder du i stedet med junior og bladrer i Københavns Kommunes katalog, og verden ser anderledes ud. Lærererne hedder ikke længere Benny og Ulla, men Donni og Linelu.
Skolen har skiftet kamera og printkort ud med følelser og energier. Og katalogets tale er en blanding af konsulentdansk og drømmefangere. Her finder du ikke bare sprog og syning, men clairvoyance – og et kursus i krystaller. Det vender vi tilbage til – for nu springer vi ind i hallen.
Fitness uden tunge løft
Hallen fyldes med sveden fra de tynde armes klub. Ingen tunge grynt, ingen muskuløse konkurrencemænd, der forsøger at overløfte hinanden. I stedet står de tungeste vægte pænt i hjørnet, næsten som kulisser. “Plads til alle,” siger underviseren og klapper i hænderne, som var vi til teaterprøve. Det er vi næsten også, og kurset hedder Queer-fitness og styrketræning.
Her tæller følelsen, ikke tallene. Biceps, broccoli og broderskab – men uden det blik, der normalt driver et træningscenter: præstationen. Det er fitness uden konkurrence. Som muskler uden mål. Som svømning uden vand. Som spejder uden lejrbål.
Men hvor Queer-fitness stadig har en fod i den fysiske verden, slipper næste kursus enhver forbindelse til kilo. Her trænes der i at åbne øjne, ikke i at løfte vægte.
Clairvoyance for teens
Det begynder med stilhed. Vi sidder i en rundkreds, og på bordet ligger kort, krystaller og et par lys, der drypper ned på voksdugen. “I dag arbejder vi med klarsanser,” siger underviseren i Heksekunst & Clairvoyance, og alle lukker øjnene på kommando. Syn, hørelse, føling, viden – som om mennesket var en radio, der blot skal stilles ind på den rette frekvens.
Nogle mumler, andre nikker. Om lidt skal vi møde energier og vores højere selv. Og du opdager, at Clairvoyance har fået produktlinjer: Clairaudiense, Clairsentience og Claircognizanse. Det lyder som varianter af en fransk sodavand, men står for klarhørelse, klarføling og klarviden. Nu ved du det.
Urter dufter på bordet, og en deltager smiler tilfreds, da hun får at vide, at intuitionen er stærkest i hendes familie. Heksebryg, holisme og håndarbejde smelter sammen, og da vi forlader lokalet, er lommerne fyldt med følelsen af at have mærket noget.
En kommunal strikkeklub – blot med tarot i stedet for garn. Og når kortene pakkes væk, åbnes cirklen på ny. Og mens du stadig har duften af tørrede urter i næsen, ligger næste kursus klar - som et stensikkert højdepunkt.
Kommunale krystaller
På bordet ligger stenene i små skåle. Nogle blanke, andre matte, alle med små skilte, som var vi til mineralmesse. “Alt er vibration,” siger underviseren i Krystaller, aura og vibration, mens hun holder en ametyst op mod lyset. Deltagerne bøjer sig frem. Vi lærer at se auraer, at tolke farvernes magiske betydning. En rød sten for kraft, en grøn for heling, en blå for ro. Blålys.
“Hvis energien er lav, kan den hæves,” får vi at vide, og blyanterne kradser, mens der regnes på fødselsdatoer for at finde hver vores personlige krystal – en kosmisk fødselsattest i sten. Senere tændes lysene, urterne lægges på bordet, og tarotkortene kommer atter frem. Månens cyklus gennemgås, heksen hyldes som feministisk forbillede. Betryggende.
Når man har været gennem queer-fitness, tarot og energier, opdager man, at det hele kun er toppen af isbjerget.
Heksekunst på repeat
Bagest i kataloget dukker de faste gengangere op, kommunens greatest hits. Heksekunst & Tarot mandag. Månemagi tirsdag. Heksekunst & Gudinder onsdag. Heksekunst & Ritualer torsdag. Og Heksekunst & Urter fredag, som optakt til weekenden.
Alt står sirligt listet, som en sæsonplan. Med lidt planlægning kan man nå det hele og gå hjem som certificeret kommunal skatteyderfinansieret super-heks.
Kurserne ligner et varieret menukort, men retten smager ens uanset, hvad du bestiller. Heksekunst, tarotkort og krystaller er tværgående ingredienser. Og som med Politikens kronikker er forskellen mest i overskriften.
Fra værksted til hekseværk
Her mærkes forskydningen. Ungdomsskolen var engang et sted, hvor unge blev mødt som myndige borgere, der skulle styrkes gennem konkrete kundskaber og håndværk. Det var folkeoplysning i traditionel forstand – grundtvigiansk eller socialdemokratisk, men altid forankret i virkelighedens redskaber.
I dag stiller Københavns Kommune ikke kun værksteder og bøger til rådighed, men også auraer, krystaller og kønsidentiteter. Skolen er ikke længere en træningsbane i viden og færdigheder, men en scene for følelser, selvforståelser og tidsånd.
Kommunen er dermed gået fra at formidle folkeoplysning til at kuratere tidens ideologier. Den fungerer som det okkultes forstærker – en soundbox betalt af skatteborgerne, men solgt som fritidsundervisning.
Skattekronerne går til krystaller og queer-muskler
Det hele kunne naturligvis affejes som harmløs hygge. En flok teenagere, der laver amuletter og løfter lyserøde håndvægte, vælter ikke samfundet. Men det er ikke dér, problemet ligger.
Spørgsmålet er, hvad en offentlig institution har mandat til – og hvem der har givet det. For kurser opstår ikke af sig selv. De er ikke fremmanet af tarotkort eller født i en særlig stærk heksebryg. Nogen har besluttet, at dette er, hvad unge har brug for. Nogen har sagt ja til Donni og nej til Benny.
Ungdomsskolen blev ikke oprettet for at afspejle tidsånden, men for at give unge konkrete kompetencer – håndværk, sprog, færdigheder de kunne bruge. Den skulle være en modvægt til tidens luner, ikke deres forstærker.
Og hvor skolen engang var oplysningens forlængede arm, er den blevet tidsåndens katedral, og under kuplen er det ikke kundskab, der formidles, men stemninger.
Det er mandag aften, og ugen er i gang. Udenfor bygningen pakker de sammen. En pige står med sin taske og venter på bussen. Hun holder en lille ametyst i hånden, vender den mod lyset. Indenfor slukkes lysene, og Donni låser døren. I hjørnet står vægtene, urørte. Stenene ligger i skålene. Tirsdag kommer de frem igen.
Benny er for længst blevet pensionist. Han svejser stadig af gammel vane. Men det er i seniorværkstedet på Amager nu. Ungdomsskolen holder til i en anden bygning. Med andre fag. Andre værdier. Andre vibrationer. Det er ikke klarsyn. Det er kommunal forblændelse, queer, om man vil.
