Det er en af de første solrige eftermiddage i marts på Københavns Universitet. Lektor i russisk litteratur Tine Roesen har sammen med Forlaget Palomar samlet studerende og nysgerrige sjæle i et auditorium på Det Humanistiske Fakultet.

Den 38-årige russiske eksiljournalist og forfatter Jelena Kostjutjenko træder ind ad døren med en lang hestehale, et pastelviolet joggingsæt med en blomst på brystkassen og et skævt, ydmygt smil. Hun skal tale om sin anmelderroste reportagebog Mit elskede land.

Kostjutjenko er blevet sammenlignet med den dræbte russiske graverjournalist Anna Politkovskaja og den nulevende belarusiske vidnesbyrdforfatter Svetlana Aleksijevitj. Siden Kostjutjenko var 17 år har hun arbejdet på den uafhængige, nu lukkede avis, Novaja Gazeta, og i marts 2022 krydsede hun grænsen til Ukraine for at følge med i krigen og rapportere fra fronten.

Det fik store konsekvenser for hendes liv.

I sin bog beskriver Kostjutjenko det russiske samfunds vej mod det, hun kalder fascisme - en udvikling hvor de første ofre ifølge hende var landets egne borgere, længe før annekteringer, invasioner og krig. Bogen er i dag ulovlig i Rusland.

Hvor er familierne?
Under foredraget på Københavns Universitet fortæller Kostjutjenko, der i dag bor i USA, på engelsk om tilblivelsen af sin anmelderroste reportagebog “Mit elskede land”, som hun fik ideen til i 2015. Dengang arbejdede og rejste hun til Donbas som reportagejournalist i forbindelse med krigen i Østukraine, og et spørgsmål begyndte at hjemsøge hende: Hvor var familierne til de russiske soldater?

Under krigene i Afghanistan og Tjetjenien havde russiske mødre protesteret offentligt. Men nu var der stille. Ingen demonstrerede over de soldater, der blev sendt til Østukraine og ikke kom tilbage.

Hvorfor?

I forsøget på at finde et svar opsøgte hun soldaternes familier. De fleste ønskede ikke at tale med hende. Men til sidst fandt hun en kvinde i en sydrussisk landsby.

To slags kærlighed
Jelena Kostjutjenko genkalder mødet med kvinden:

”Da vi mødtes troede jeg, at hun var meget ældre end mig, men vi var jævnaldrende. Hun havde gråt hår og arbejdede som kasseassistent i den lokale butik. Hun fortalte mig om sin elskede lillebror, som hun havde opdraget næsten som en mor.”

Broren havde skrevet kontrakt med hæren. Her blev han sendt til krigen i Østukraine og døde.

Kvinden fra den lille sydrussiske landsby forsøgte i årevis at finde ud af hvorfor.

“Vi var jo ikke en del af krigen – det sagde de på russisk stats-tv. Så hvorfor og hvordan døde han? Det var kvinden opsat på at finde ud af”, fortæller Kostjutjenko.

“Kvinden rakte ud til journalister, kontaktede brorens soldaterkammerater, hun blev arresteret flere gange, og så blev hun tavs. Jeg spurgte hende, hvorfor hun blev tavs,” siger Kostjutjenko.

Hun holder en pause og kigger op i loftet, som om hun leder efter de præcise ord, før hun citerer kvinden:

”Hun sagde: Jeg har haft to former for kærlighed i mit liv. Den ene kærlighed var til min bror. Han er død, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Den anden kærlighed er til mit land. Og hvis jeg giver mit land skylden for min brors død, mister jeg også den kærlighed. Så bliver jeg tom indeni, og jeg har ikke lyst til at være tom indeni. Jeg vil gerne elske mit land.”

Jelena Kostjutjenko bed mærke i ordene og skrev en artikel om kvinden. Men kunne ikke slippe historien.

Hvordan kan kærlighed til et land både give styrke – og samtidig gøre mennesker tavse?

Krigen
Årene gik. Ved siden af sit arbejde for Novaja Gazeta som graver- og reportagejournalist begyndte Kostjutjenko langsomt at samle vidnesbyrd til den bog, hun en dag håbede at skrive.

Så kom den 24. februar 2022. Rusland gik ind i Ukraine.

Kostjutjenko blev som en af de få russiske journalister sendt til frontlinjen allerede på krigens første dag. Hun var den mest erfarne krigskorrespondent på avisens redaktion og tilbragte fem uger i Ukraine.

Kort efter endte hun i eksil i den tyske hovedstad Berlin, efter at den russiske nationalgarde rettede søgelyset mod hende på grund af hendes reportager fra fronten, og kort tid efter mistede Novaja Gazeta sin medielicens.

Avisen blev lukket.

Kærlighed gør tavs?
Det var i eksil, at hun for alvor begyndte at skrive.

“Jeg prøvede at lytte til mine egne tanker. Udover et stort skrig inde i mit hoved, så rejste der sig også et spørgsmål: Hvordan er det muligt, at jeg ikke så det komme?”, siger hun.

Jelena Kostjutjenko fortæller, hvordan hun begyndte at tænke på den kærlighed til Rusland, som havde gjort kvinden fra landsbyen tavs.

”Og jeg indså, at den kærlighed, som gav mig styrke til at fortsætte, også gav håb. Min bog skulle handle om blindhed og den kærlighed, vi har inde i os, en kærlighed, som ændrer os. Jeg måtte skrive mig selv ind i fortællingen. Jeg kunne ikke gøre, hvad jeg hidtil havde gjort i min journalistiske karriere: skrive om andre. Jeg blev nødt til at undersøge mit eget liv og være ærlig."

"Jeg begyndte at skrive den i eksil, mens jeg havde PTSD (posttraumatisk stresslidelse, red.) og infektioner i kroppen fra krigen, men jo mere jeg skrev, jo bedre fik jeg det.”

Hinsides Putin
Formålet med bogen var ifølge Kostjutjenko at flytte opmærksomheden væk fra særligt én person.

”Min idé var at få læserens opmærksomhed så langt væk fra Putin som overhovedet muligt. For jeg ved, at mange er meget fokuserede på perceptionen af Rusland som Putins Rusland.

Men Rusland er meget større end det. Og det er meget vigtigt ikke kun at vise Putins tanker og følelser, men også de 150 millioner andre russeres tanker, følelser, frygt og håb. De er også en del af Ruslands fælles realitet.”

Da bogen var færdig, rådede flere venner hende til at ændre titlen. "Mit elskede land" ville ikke blive modtaget godt, sagde de. Men hun fulgte ikke deres råd, for hun kan ikke lade være med at elske sit hjemland, fortæller hun os, der er troppet op i auditoriet på Københavns Universitet denne tidlige forårsdag.

En advarsel til Europa
Efter en time med fortællinger om krig, eksil, modstand og arbejdet med bogen vender Jelena Kostjutjenko blikket væk fra Rusland og retter det mod Europa.

For hendes historie handler ikke kun om Rusland, understreger hun. Den handler også om en fare, som kan vokse frem langt uden for landets grænser.

Ifølge Kostjutjenko er det en illusion at tro, at Europa eller USA er immune over for de kræfter, der langsomt kan indskrænke frihed i et samfund.

Fascisme, som hun selv kalder det, opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Den vokser gradvist – gennem små skridt, gennem censur, magtkoncentration og en graduel tilvænning til, at friheden bliver mindre.

Derfor forsøger hun nu at advare andre gennem sine egne erfaringer og reportager. Til sidst formulerer hun det således:

“Jeg har prøvet at miste mit hjemland. Det kan jeg ikke give jer en forståelse af. Men jeg kan gøre jer opmærksomme på mine erfaringer, så I forhåbentlig ikke ender samme sted.”

Jelena Kostjutjenkos bog Mit elskede land - reportager fra Rusland er oversat fra russisk til dansk af Lotte Jansen og udgivet af Forlaget Palomar i 2024.