Da klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa fremlagde regeringens akutplan for det pressede elnet, var budskabet at de store, strømslugende datacentre skal vige pladsen. I stedet skal familier, elbiler og varmepumper forrest i køen.
Som om en minister kan afgøre, hvor stikkontakterne skaber mest værdi. Eller styre hvilke apparater, der tilsluttes.
“Vi vil vægte samfundshensyn øverst, og så må udenlandske datacentre stille sig bagerst,” erklærede hun. “Vi vil prioritere områder som forsvar og sundhed, men også helt almindelige husstande og familier, der køber en elbil og skal have en ladestander.”
Samfundshensyn? Ministeren gik på standby-strøm. For hvem vil åbent erklære, at samfundet kommer i anden række? Men når hun gør prioriteringen til et spørgsmål om mennesker og omsorg kontra markedslogik skjuler hun det egentlige problem.
Danmark står med en energikrise, som er skabt af års politisk tøven. Og hvor det reelle bekymringspunkt er, at den manglende udbygning overhovedet har gjort “først til mølle”-princippet til et problem.
Dækker over fejlen med moralsk rangordning
Tidligere fungerede adgangen til elnettet således, at den, der søgte tilslutning, fik den. Til tiden. Lidt ligesom, når man bestiller en ny bil. Eller cykel. Den, der bestiller først, får den først.
Og hvis udbygningen af elnettet havde fulgt efterspørgslen, ville der være plads til både familiernes elbiler, industriens fabrikker og datacentrenes megawatt. Men man har ikke udbygget i takt med efterspørgslen og har derfor skabt en kunstig knaphed.
Nu erstatter regeringen “først til mølle” med et politisk skøn over, hvem der “fortjener” strømmen mest. Man får mindelser om planøkonomien under kommunismen i øst.
Samira Nawa bruger retorikken om “familierne først” til at dække over fejlen. For i stedet for at tage ansvar for den manglende udbygning, drejer hun debatten over på en moralsk rangordning: De gode borgere og deres ladestandere versus de onde, udenlandske datacentre. Et klassisk politisk greb.
Datacentre er de nye 'onde' banker
Datacentre har overtaget den rolle, banker fik efter finanskrisen. De er blevet de anonyme repræsentanter for 'de onde', som ingen politiker taber stemmer på at gå efter.
I fortællingen reduceres datacentre til fremmede strømslugere, der tager brødet ud af munden på danske familier og tager deres strøm.
Retorikken om “familierne først” er politisk effektiv, fordi ingen ønsker at fremstå som modstander af børnefamilier. Netop derfor fungerer familien som et bekvemt alibi, der flytter diskussionen. Men strøm er ikke et moralsk gode, men en fundamental produktionsfaktor.
Hvis staten begynder at fordele ressourcer efter politisk ønskværdighed frem for økonomisk værdiskabelse, bevæger vi os væk fra markedsøkonomi og mod en styret økonomi præget af vedvarende knaphed. Historien er desværre fyldt med eksempler på, at politikere ingenlunde er bedre end markedet til at afgøre, hvor investeringer skaber mest værdi.
Den feminiserede energipolitik
Staten bestemmer, hvem der er værdig modtager af Samiras rationeringsmærke. En feminisering af politikken, fordi omsorgssfærens idealer, beskyttelse og hensyntagen, flytter ind i områder, hvor den afgørende udfordring tidligere var at skabe vækst og konkurrenceevne.
Nawas udmelding er et symptom på godhedsindustriens ngo-mentalitet, som nu er ankommet til ministeriet. Den klassiske tilgang betragtede knaphed som et midlertidigt problem, der skulle overvindes gennem investeringer, produktivitet og teknologiske fremskridt.
Den radicoole betragter knaphed som et permanent vilkår, der skal administreres af politikerne gennem prioritering og beskyttelse.
Det sidste stik
Knapheden er resultatet af beslutninger, der aldrig blev truffet, og investeringer, der aldrig blev fremskyndet. En institutionaliseret selvskade, hvor det politiske fokus har været på synlige monumenter som vindmøller og solceller, men ikke det kedelige, som at etablere et ledningsnet, der kan transportere strømmen.
Radikale Venstre har længe været en del af det godhedsindustrielle kompleks. Med Samira Nawas indtog i ministeriet har det inficeret elnettet. Og det, der burde være en selvfølgelighed – strøm i hjemmet – fremstår nu som ministeriel godhed.
Knaphed ophører ikke med at være knaphed, fordi Samira omdøber den til samfundshensyn. I virkeligheden er det en administreret tilbagegang - ført af et parti, der engang stod for det modsatte.
Kritikken
Det er da også præcis den kritik, brancheforeningen Datacenter Industrien rejser mod ministerens planøkonomiske løsning.
Foreningens direktør, Henrik Hansen, kalder datacentre “rygraden i den digitale infrastruktur” og efterlyser, at man “politisk tænker tingene sammen i stedet for isoleret at forsøge at løse et problem og dermed skabe problemer andre steder.”
Når selv en berørt erhvervsorganisation kan se konsekvensen af silotænkning, er det bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke kan. Men det passer ikke ind i regeringens fortælling, der dæmoniserer tech-giganterne og deres ligesindede.
Nok så vigtigt: når Danmark signalerer, at disse investeringer må stå bagerst i køen, risikerer vi at sende et fatalt signal til omverdenen: At kapital og innovation ikke længere mødes med forudsigelige rammevilkår herhjemme.
