Artikel

26.08.26

Med klanen på sygehus

Arabiske storfamilier gør hverdagen på et hospital i Berlin farlig for ansatte og andre patienter. “Det lyder måske forkert, men vi er altid glade, når den tilskadekomne dør på gerningsstedet og ikke her,” siger tysk sygeplejerske.

På et hospital i Berlin har skud- og knivstik længe været en del af dagligdagen. 

“Vi har sådanne tilfælde flere gange om ugen,” fortæller sygeplejerske Felix Wolf, til avisen Welt. Hans navn er af sikkerhedsmæssige grunde ændret af avisen. 

Når ofrene for knivstikkeri og lignende bliver bragt ind på akutafdelingen, rykker det farlige slagsmål mellem klaner ind på matriklen. Familiemedlemmer til ham, der er blevet såret, strømmer til. Det gør familiemedlemmer til gerningsmanden også. De fylder på gangene og truer indimellem personalet. Ofte kommer de to klaner i slagsmål.

Arabere og politi
Det er avisen Welt, der har undersøgt forholdene og talt med en medarbejder på hospitalet i Berlin, og som giver et indblik i, hvad der sker, og hvilke forhold personalet udsættes for.

Situationen bliver særligt drastisk, når de involverede er medlemmer af arabiske udvidede storfamilier. 

Så snart det er medlemmer af storfamilier med bestemte navne, bliver politiet tilkaldt. Så kommer der nogle gange 15 til 20 patruljevogne og hospitalets område, ligesom omkringliggende gader bliver afspærret.

Lammer hospitalet
Dette får konsekvenser for hospitalets drift, forklarer medarbejderen. Mens politi og detektiver sikrer situationen, kan skadestuen praktisk talt ligge stille i timevis. “Nye akutte patienter kan ikke indlægges i denne periode,” fortæller Wolf.

Til gengæld rykker familierne hurtigt ud: “Det tager som regel ikke lang tid for 20, 30, 40 familiemedlemmer at stå foran hospitalet.”

Ifølge sygeplejersken kommunikerer de via Telegram-grupper på nettet. Beskeden er gerne fjendtlig: “Vi er her. Vi står ved vores folk – og du kan være forberedt på noget, hvis der sker dem noget.”

Trussel mod sikkerheden
Personalet tager nu selv forholdsregler over for disse farlige situationer. Wolf siger, at han ikke har gået med navneskilt i årevis, så han ikke kan identificeres. Der tages også højde for mulige farer, når personalet sendes ind til medlemmer af arabiske storfamilier.

“Hvis to arabiske drenge skal tilses og plejes, så sender jeg ikke to piger ind, men mindst én mand.”

Wolf siger også: “Jeg forsøger også at holde kolleger med jødiske efternavne ude af sådan en sag.” 

Bedre, hvis de dør
Bekymringen er særligt stor for, at et klanmedlem kan dø på hospitalet: “Det lyder måske forkert, men vi er altid glade, når den tilskadekomne dør på gerningsstedet og ikke her,” forklarer Wolf. Baggrunden er frygt for eskalering af vold blandt pårørende.

Hvis en tilskadekommen person dør på gerningsstedet, bliver politi og redningsfolk nogle gange chikaneret.

Wolf klager også over, at sådanne tilstande er svære at tale åbent om, så man kan gøre noget ved det. Enhver, der nævner “hvilken klientel” der forårsager visse problemer, bliver hurtigt konfronteret med anklager om racisme.

Tiltagende dilemma
Samtidig understreger han overfor avisen, at denne beskrivelse af vilkårene ikke er en generel kritik af indvandring, og han distancerer sig også fra det indvandringskritiske parti AfD. For ham er det vigtigste, at omsorgspersoner kan udføre deres arbejde uden at skulle acceptere intimidering, vold og risiko for deres egen sikkerhed, understreger han.

Sygeplejerskens beretning viser meget godt det dilemma mange i befolkningen står i. De kan se en række store problemer, men de er bange for at blive udskammet og kaldt racister. Det er med til at tilsløre problemerne.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter