Artikel

30.07.24

En god dag - to terrorister elimineret inden for 24 timer

Israel har fået ram på to af verdens værste terrorister. Fuad Shukr, den militære leder af Hizbollah, blev ramt først, og natten til onsdag slog et præcisionsmissil ned i Ismail Haniyehs seng, mens han lå og sov. Hamas-terroristernes øverste leder blev elimineret. Verden er i dag lidt bedre end i går.

Det forlyder, at Hamas-bossen Ismail Haniyeh blev ramt af et præcisionsmissil klokken to natten til onsdag, mens han lå i sin seng og sov. Han boede i et gæstehus midt i Teheran - faktisk et større kompleks - som tilhører den iranske revolutionsgarde, og hvor revolutionsgardens top holder til.

Generalsekretæren i Islamisk Jihad Ziyad Nakhalah overnattede i samme bygning blot på en anden etage.

Med den vellykkede likvidering af Hamas øverste leder viste Israel præsteskabet i Iran - og revolutionsgarden - at man kan ramme hvem som helst, hvor som helst - og man har chutzpah til at gøre det.

I den danske presse fremstilles Ismail Hanyieh nu efter sin død nærmest som en diplomatisk fredsmægler og ikke som den inkarnerede terrorist, han var.

Men man skal ikke lade sig snyde af hverken jakksættet, slipset eller den sirligt pomaderede frisure. Ismail var Hamas-islamist ind til knoglerne. Han var med, da selvmordsbomberne blev rekrutteret og sendt til Israel for at sprænge så mange civile i luften som muligt, og han var ubøjelig i sin afvisning af jøders ret til deres egen stat. For Haniyeh var det alt eller intet.

Heldigvis for os, endte han som 'intet'. Sprængt til atomer på et gæsteværelse hos værterne fra den iranske revolutionsgarde.

De 'fede katte'
Måske synes den amerikanske regering ikke om, at israelerne går efter de 'fede katte', men i Mellemøstens højere magtcirkler er det det sprog, der forstås. Og det virker.

Mange kommentatorer taler om, at Israels likvideringer af lederne i Hamas og Hizbollah efter likvideringerne vil eskalere konflikten. Jeg tror tværtimod, at det skræmmer de overlevende ledere fra at fare hårdere frem.

Det er jo sådan med de diktatoriske ledere i de arabiske lande. De er, når det kommer til stykket, nogle selvovervurderende kujoner, der godt nok er villige til at ofre horder af deres egne, men uendelige nervøse for deres eget skind.

Hizbollah ramt i centralnervesystemet
Den anden af de fede katte - Hizbollah-lederen Fuad Shukr - var i mange år en af de mest indflydelsesrige personer inden for Hizbollah. Han var kendt for sin tætte rådgivning af Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah og var ansvarlig for militære operationer i det sydlige Libanon, især langs og ind over grænsen til Israel.

Shukr var medlem af Hizbollahs Jihad Council, som er organisationens øverste militære organ, og ifølge israelske efterretningskilder var han chef for Hizbollahs raketprogram for præcisionsmissiler.

Hizbollahs iranske forbindelse
Fuad Shukr har gennem årene stået for forbindelsen mellem Hizbollah og præstestyret i Iran. Iran er en vigtig allieret og støtte for Hizbollah, som blev grundlagt tilbage i 1982 kun få år efter den iranske islamiske revolution.

Shukr rejser ofte til Iran for at koordinere med Irans Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), og han er ansvarlig for overførslen af militært udstyr fra Iran til Hizbollah.

En kuriøs anekdote fortæller, at i 1994 rejste til Teheran for at hente amerikansk fremstillede Stinger-missiler, som oprindeligt blev leveret til afghanske oprørsstyrker under den afghansk-sovjetiske krig.

Terrorangrebet på US-marines var Hizbollahs premiere
Den 23. oktober 1983 blev en selvmordsbombe detoneret ved de amerikanske marinesoldaters kaserne i Beirut.

Angrebet dræbte 241 amerikanske marinesoldater og sårede 128 andre. Samme morgen blev en tilsvarende bombe sprængt ved de franske soldaters barakker to kilometer væk, hvilket resulterede i yderligere 58 døde franske soldater.

Angrebet på marinesoldaterne blev udført ved, at en lastbil fyldt med omkring seks ton TNT kørte igennem flere sikkerhedsposter og eksploderede ved indgangen til hovedbygningen, hvor marinesoldaterne var indkvarteret.

Det var første gang verden oplevede Hizbollah, og amerikanerne mener, at det Fuad Shukr, der planlagde angrebet.

En dusør på 5 millioner dollars
Det gjorde, at han blev en eftersøgt mand i USA. Den amerikanske regering har betegnet ham som en "Specially Designated Global Terrorist" og udlovet en belønning på op til 5 millioner dollars for information, der kan føre til hans tilfangetagelse.

Angrebet på marinesoldaterne markerede en skelsættende begivenhed i USA's engagement i Mellemøsten. Præsident Ronald Reagan lovede umiddelbart at fortsætte den amerikanske mission, men kun fire måneder senere annoncerede han, at de amerikanske tropper ville blive trukket tilbage.

For Hizbollah var det en succes. De fik amerikanerne jaget på flugt ud af Mellemøsten. Det gav organisationen en vældig boost blandt araberne. En popularitet, som Iran forstod at udnytte.

Iran har brugt Hizbollah som en proxy-styrke i regionen for at fremme sine egne strategiske mål, hvilket omfatter støtte til shiitiske militser i Irak og Houthi-oprørerne i Yemen.

Fuad Shukr har spillet en central rolle i denne strategi ved at sikre, at Hizbollah fungerer som en effektiv militær styrke, der kan fremme Irans interesser i Mellemøsten.

Israels angreb var strategisk velvagt
Israels to angreb var på denne måde strategisk meget velvalgte. Iran er hovedfjenden og årsag til, at konflikten ikke kan afsluttes. Ved at likvidere netop de to ledere af Irans proxyer rammer man iranske interesser, kapper midlertidigt forbindelseslinjerne med proxyerne og svækker reelt den militære ledelse af Hizbollah og den politiske ledelse af Hamas. Derudover har likvideringen af Fuad Shukr hjulpet amerikanerne af med en længe eftersøgt terrorist.

Det har været et par gode dage.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter