Navnet er Ogier Ghiselin de Busbecq (1522-1592). Han er fra Flandern, og har i det stille formået at gøre sig bemærket, på en række områder. Her får du fire nedslag.
(1) Han er diplomat, og tjener tre generationer af Huset Habsburg, der er fyrster af Østrig og tysk-romerske kejsere. Som diplomat besøger han bl.a. England, men er mest berømt for sit ophold i Istanbul fra 1554. Og jeg tror, han var en dygtig diplomat.
(2) Han er humanist og en fremragende brevskriver og forfatter. Især hans breve fra Istanbul er berømte, og en vigtig kilde til Osmannerriget (med vestlige briller) under Sultan Suleiman den Prægtige. Busbecq er en skarp iagttager, og disse ”Tyrkiske Breve” udkommer allerede i hans levetid, og mange gange siden på et hav af sprog. De kan stadig fås på Saxo.com, og historikere bruger dem stadig som kilde.
(3) Han tager godt 250 antikke manuskripter med hjem fra Tyrkiet, heriblandt et 500-tals eksemplar af den græske læge Dioscorides. Han testamenter sine manuskripter til det, der senere bliver det østrigske nationalbibliotek, hvor de i dag udgør en af de fornemmeste dele af samlingen.
I Ankara opdager han også en næsten komplet kopi af Kejser Augustus såkaldte Monumentum Ancyranum. Augustus’ opregning af sine gerninger. Oprindelig blev de indgraveret på to bronzetavler ved Marsmarken i Rom, men gik senere tabt. Men ud fra filologiske undersøgelser, finder Busbecq en kopi af dem i Ankara, der var blevet indhugget i templet for Rom og Augustus.
(4) Busbecq var også interesseret i dyr og især planter. Han drager ud i den anatolske natur, men gransker også markedspladser, og sender eksemplarer af ”nye” planter til sin ven Carolus Clusius, der leder den botaniske have i Wien (og også er en interessant figur). Fra Busbecq får Vesteuropa liljen og tulipanen (tyrkisk for ”turban”), og det ved vi jo godt, hvordan ender i Nederlandene.
Denne begavede og prægtige mand bliver 70. Men nær Rouen bliver han overfaldet og dræbt af fanatikere fra Den Katolske Liga. Han ligger begravet i Saint-Germain-sous-Cailly, mens hjertet sendes til hans familiegrav hjemme i Bousbecque. Læg en lilje på hans grav, hvis du kommer forbi.
Året er 1555
Jeg har netop fornøjet mig med at læse den kejserlige diplomat Ogier de Busbecqs beretning om sin rejse fra Wien til Istanbul i 1555. Han er en skarp iagttager.
I Buda møder han for første gang de sagnomspundne janitsharer.
”Var jeg ikke blevet fortalt, at de var janitsharer, ville jeg have troet, de var en slags tyrkiske munke eller medlemmer af et hemmeligt broderskab; men de var de berømte janitsharer, som fører rædsel med sig, hvor end de går”
Buda beskriver han som en forfalden by, hvor de tyrkiske soldater bor i ruinerne af gamle adelspalæer. De har ikke råd til at reparere dem, og mus og rotter regerer på de forfaldne lofter. Jeg kom til at tænke på orkerne i Osgiliad i Ringenes Herre.
Han fortæller også, hvor glade tyrkerne er for hans vin, der jo er strengt forbudt for muslimer. Alligevel drikker de sig fulde, og han fortæller, at pashaen er en gnier.
Det vil tage ham 12 dage at komme fra Buda til den store fæstningsby Beograd. Og vejen er farlig, for der er de berygtede Heydon (kalder han dem) – hyrder, som er blevet soldater, som er blevet røvere.
Men heldigvis finder han en flodbåd, så rejsen via Donau tager kun fem dage.
Vågent øje for dyr og planter
Busbeq skal møde Sultan Suleiman, som har været på felttog mod perserne og befinder sig i byen Amasya i det nordøstlige Anatolien. Han giver mange indtryk fra sin rejse.
Han har et vågent øje for dyr og planter, og beskriver de særlige geder (mohair) og får, som adskiller sig fra de typer, han kender hjemmefra. Og han fortæller, at Sultanen foretrækker at klæde sig i grøn mohair, blandt andet af religiøse grunde. Busbeq noterer også, hvor meget farvesymbolik betyder for tyrkerne ligesom varsler og spådomme.
Den lærde humanist er forarget over tyrkernes mangel på respekt for fortiden. I Nikæne har de lige fundet en pragtfuld romersk statue, som de skynder sig at smadre, og de mange romerske og græske mønter, de finder, bliver smeltet om til kobberlamper. Busbeq er forarget, både over manglen på pietet overfor fortiden, men også fordi mønterne kunne have indbragt langt mere, hvis de var blevet solgt til samlere som ham selv.
Tyrkisk mangel på kronologi
Han morer sig over, tyrkernes syn på Skt. Jørgen, som er afbildet i mange græske kirker, og som de påstår i virkeligheden er en muslimsk helt og var en af Alexander den Stores følgesvende! Ikke så mærkeligt, kan Busbeq konkludere, at de ikke har noget som helst begreb om kronologi.
I Ankara opdager han en fin latinsk inskription på en tavle. Det er Monumentum Ancyranum, Kejser Augustus’ opregning over sine gerninger, som stod i Rom og gik tabt. Den i Ankara er en kopi, som Busbeq skriver af, og dermed giver eftertiden viden om eksistensen af denne vigtige kilde. Men også her noterer han, at marmoren er blevet vandaliseret af øksehug.
Om tyrkerne bemærker han, at de er nøjsomme og kan klare sig med løg eller hvidløg dyppet i yoghurt. Fantastisk i sommervarmen. Udover syrnet mælk, ernærer de sig ved ost, blommer, pærer, ferskner, figner og rosiner – sammen med brød. På den måde anslår Busbeq, at en tyrker kan ernære sig for 1/12 af en vesterlænding.
Brand!
I Amasya er der brand, og Busbeq noterer, at janisharerne påskønner brande. For de plejer at rive de omgivende huse ned, men plyndrer dem først. Og han mistænker dem for selv at sætte huse i brand. Det er, så vidt jeg ved, en korrekt observation.
Da han møder sultanen, træffer han en alvorlig og majestætisk mand, men Suleiman er ikke tilfreds, for kejserens holdning er ikke underdanig, som sultanen forventede.
Men Busbeq, der selv har kæmpet sig op her i verden, noterer, hvordan meritokratiet hersker ved sultanens hof. Alle får deres værdighed fra personlige egenskaber:
”Ingen adskiller sig her, på grund af sin fødsel, og æren tilfalder alle ud fra hans pligter og embeder. Her er ingen strid om førsterang […] De, som bestrider de øverste embeder under sultanen, er ofte sønner af hyrder”.
Derefter begynder han at beskrive Sultan Suleimans hof, men det må vente til en anden god gang.
