Den klassiske velfærdsstat havde et entydigt formål: at klare de opgaver, borgerne ikke kunne løfte alene. Sygdom, alderdom, arbejdsløshed, børnenes skolegang. Stat og kommune trådte til, hvor markedet og familien kom til kort.
Denne forståelse er under stille afvikling. Især på rådhuset, hvor en socialdemokratisk borgmester for nylig gjort sig til talsmand for, at kernevelfærd er et flydende begreb. Hvad der ikke er velfærd for nogen, kan sagtens være det for andre. Og det skal man respektere, forstås det.
Men flydende for hvem? For i takt med at den kommunale forvaltning er overtaget af nye faggrupper — ikke længere skrankedamer, kæmnere og byrådssekretærer, men humanister, kommunikatører og projektmagere — har velfærden skiftet karakter.
