Artikel

09.10.25

Verden rykker til højre

Med USA som drivkraft har den politiske højrefløj ikke haft et tilsvarende momentum siden Reagan-Thatcher årene i 1980erne - ved stemmeurnerne, i folkeligt regi og i opgøret med de aktivistiske og socialistiske internationale institutioner.

Folk har fået nok. Oprøret fra højre breder sig over hele den vestlige verden og har nu fået et momentum ikke set siden Reagan-Thatcher årene i 1980erne.

Som altid under en byge af beskyldninger om populisme og mærkater som den ekstreme højrefløj eller det, der er værre. Men det politiske centrum har forskudt sig. Mest synligt i Storbritannien, hvor Nigel Farages Reform parti i dag har erobret det politiske centrum som landets klart største parti.

Dansk Folkeparti med på trenden
Højre bølgen afspejles i valg og opinionsmålinger. Men ikke kun.

Den ruller som en understrøm gennem globale institutioner og giver eksistentielle udfordringer i alle internationale samfund. Indvandring, klima, livsvilkår og leveomkostninger er de tunge emner.

I Danmark har først og fremmest Dansk Folkeparti samlet trenden op og stormer frem i meningsmålingerne. Blandt andet på en officiel politik, som lægger afstand til en række af de internationale konventioner, der bremser mulighederne for at agere frit i indvandrer og flygtningepolitikken.

Go woke - go broke
Nede på jorden er amerikanerne længe gået forrest i det folkelige oprør mod hele woke-konceptet. ”Go woke – go broke” har ramt det ene tossegode selskab efter det andet. Hvem husker ikke Bud Light katastrofen. USA's mest solgte øl ramte den forkerte tone i 2023 og ligger stadig totalt underdrejet.

I dag er begrebet kommet ind i sproget. Amerikanerne taler om at et selskab, et produkt eller en person er blevet Bud Lighted, når woke-politikken slår tilbage som en boomerang.

Netflix under angreb for at være woke
Seneste eksempel er Netflix. Udgangspunktet er vrede over woke identitetspolitik i børnefilm og børneprogrammer. En kampagne om at boykotte Netflix fik luft under vingerne i sidste uge, da Elon Musk sluttede sig til den med et tweet på hans eget sociale netværk X med ordene: ”Forlad Netflix af hensyn til dine børns sundhed”. (Cancel Netflix for the health of your kids.)

Aktien faldt omgående med 5 procent og nu kører en kampagne, der kan Bud Lighte Netflix.  

Netflix har for eksempel en vicepræsident for »inklusionsstrategi«, og sendte i 2021 alle sine vicepræsidenter på en såkaldt »privilegium-workshop, hvor de hvide ledere brutalt blev konfronteret med begrebet ”white privilege”.

Trumps gennembrud i FN
Højrefløjens seneste markante gennembrud kom med Donald Trumps tale i FNi sidste måned og forsvarsminister Pete Hegseths tale til 800 amerikanske generaler, der i virkeligheden var et camoufleret kampråb til hele befolkningen.

I FN-talen, som socialisterne i de danske medier hadede, likviderede Donald Trump den såkaldte klimakamp. Han kaldte klimakampen for »verdenshistoriens største fupnummer” og betegnede direkte de globale politiker omkring grøn og vedvarende energi for ”ren svindel”.

Kaldte klimatossernes bluff
Dermed fik han legaliseret den position, som længe har været indlysende, men som hidtil har været tabu, fordi medierne og den politiske elite sværtede alle tvivlere til som kættere og sølvpapirshatte.

Trump har gjort det legalt at kalde klimatossernes bluff, og det er omgående slået igennem i talrige politiske systemer, hvor man nu lægger afstand til zero-sum politikken.

Hegseth skar det ud i pap
Hegseth skar ud i pap, at alt, hvad der kan betegnes som woke, eller kommer ind under paraplyen af de sekteriske begreber ESG (Environmental, Social and Governance) og DEI (Diversity, Equity, and Inclusion), er fortid i det amerikanske militær - som det er i det amerikanske samfund.

Det kan være vanskeligt for almindelige danskere at forstå omfanget af denne sekteriske politiks indflydelse i USA, fordi det trods alt ikke er gået så galt her.

Men indtil Trump-administrationen begyndte at ”dræne sumpen” var der lovmæssigt udstationeret ESG og DEI kontrollanter på alle større amerikanske arbejdspladser - i stil med de kommunistiske partikommissærer der sidder i bestyrelsen for alle kinesiske selskaber.

Slår igennem ved stemmeurnerne
Men i resten af verden er det i første omgang ved stemmeurnerne, forandringens vinde slår igennem. De store europæiske skvulp i Frankrig og Tyskland har skabt uro og politisk kaos, men har ikke for alvor rykket – endnu.

Men forrige weekends valg i Tjekkiet gav en markant sejr til en partileder, der er erklæret Trumpist. Og i Storbritannien fortsatte revolutionen med uformindsket styrke. Reform vandt 6 ud af 7 suppleringsvalg og fik for eksempel 47 procent af stemmerne i en tidligere Labour-valgkreds.

Blødningen fra de gamle partier er ikke kun stemmer. Midt under Det Konservative partis traditionelle efterårs-kongres meddelte 20 lokale parlamentarikere, at de nu skifter til Reform.

Japans nye PM beundrer Thatcher
Men det måske mest afgørende i et globalt perspektiv var valget af Sanae Takaichi til ny partiformand for Japans regeringsparti LDP. Hun indsættes i næste uge som Japans første kvindelige premierminister. Men glem alt om blå bleer, hønsestrik og feminisme.

 Ud over at have været biker med rygvest og motorcykel og stadig en habil heavy-metal trommeslager, står hun ude på partiets højrefløj med Margaret Thatcher som det store idol og politiske forbillede.

Hun er LDP's immigrant-kritiske svar på presset fra to indvandrerkritiske partier længere ude på højrefløjen. Takaichi mødes senere på måneden med Donald Trump, og der er lagt op til en nyorientering af denne vigtige alliance.

Zero politikken lagt i respirator
De nye vinde er destineret til at forandre fundamentet for indvandring og flygtningepolitik over hele den vestlige verden og bringe rationalitet og fornuft ind i klima-ligningen som modvægt til den sekteriske science fiction.

Zero er lagt i respirator. Samtlige sejrende ved de mange valg og suppleringsvalg vil lægge den politik død. Dagsordenen står nu på olie, gas, kul og atomkraft.

Det hundedyre og ineffektive såkaldte alternative energi set-up vil systematisk blive bremset efterhånden som omkostningerne for alvor slår igennem hos menigmand.

Institutionerne under pres
En dybereliggende trend er sammenbruddet for de internationale institutioner. De aktivistiske og politiserende domstole og institutioner med socialistiske og woke dagsordener er under hårdt pres. Mange er helt ude af trit med realiteterne i det 21. århundrede. Ikke mindst realiteterne omkring, hvem der betaler gildet.

Trumps USA går forrest. Andre er allerede fulgt efter eller er parat til det. Det politiske og folkelige pres vil få flere til at ændre position. For eksempel vil Farage ud af den europæiske menneskerettighedsdomstol hurtigst muligt. Det har nu fået De Konservative til at adoptere en tilsvarende position.

USA også ud af UNESCO
Men ikke mindst FN's organisationer ligger underdrejet, fordi USA ikke længere er klar til at finansiere dem. Forleden valgtes egypteren Khaled el-Enany til ny chef for UNESCO. Han erkender, at hans eneste opgave er at skaffe penge, efter at USA i sommer meldte sig ud.

UNESCO har et budget på 11 mia. kroner årligt til at finde historiske byer. Af dem har USA stået for mindst den første milliard.

UNESCO er en af FN's højre-venstre ideologiske slagmarker. Næsten som kanariefuglen i kulminen. USA blev trukket ud første gang i 1984 af Ronald Reagan, vendte tilbage i 2003 men blev trukket ud igen af Trump i 2017 – kun for at blive geninstalleret af Joe Biden i 2023. Nu er det altså ud igen.

USA gennemgår 200 internationale aftaler
USA under Trump har allerede forladt FN's menneskerettighedsorganisation og den ekstremt politiske UNRWA, der i 75 år har finansieret palæstinenserne. (Ved krigsudbruddet i Gaza i oktober for to år siden, havde UNRWA 33.000 ansatte). Til november træder USA officielt ud af Parisaftalen om klimaet, og næste år også af FN's sundhedsorganisation WHO plus altså UNESCO.

Samtidig gennemfører USA i øjeblikket en gennemgang af samtlige cirka 200 amerikanske medlemskaber af internationale organisationer, traktater og konventioner med alle bolde i luften: fra WTO over Verdensbanken og til NATO.

Selv Pauline Hanson går frem
Bølgen stopper ikke der. Den ruller for fuld kraft. Som en australsk politiker udtrykte det efter sensationelle nye opinionstal på op mod 13 procent for den australske højrepolitiker Pauline Hansons One Nation parti, der ellers var blevet erklæret dødt og begravet: “Hele fundamentet forskyder sig”.

 

 

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter