Forholdet mellem EU og Tyrkiet har i mange år ligget i dybfryseren. Men nu lader det til at være taget op og ligger til optøning, klar til at komme i gryden, lyder signalerne fra Bruxelles. Hvorfor er du så bekymret over det?

”Jeg hører jo tit det argument, at Tyrkiet er en vigtig spiller, fordi landet har en nøglerolle som bro mellem Europa og Mellemøsten. Men vi kan ikke stole på Erdogans Tyrkiet. De spiller på flere heste. De spiller på den autoritære og islamiske samtidig med, at de forsøger at bevare et godt forhold til Europa, EU og Vesten”, siger Alex Ahrendtsen.

Alex Ahrendtsen så allerhelst et Nato uden Tyrkiet, men betragter det selv som usandsynligt, at Tyrkiet skulle blive smidt ud af forsvarsalliancen.

”Hvis det kommer til en konflikt, ved vi så overhovedet, om tyrkerne vil kæmpe på vores side? Hvis det stod til mig, så undgik vi helt at støtte os på Tyrkiet.

Vil det ikke svække Europa i den situation, vi står med en trussel fra Rusland og et USA, der er på vej i en anden retning og vil koncentrere sig om udfordringen fra Kina. Har vi råd til at løbe den risiko og isolere Tyrkiet?

”Jo, det har vi. Jeg synes, det er en alt for stor risiko at alliere sig med den nuværende tyrkiske regering under Erdogan. Det ville være noget andet, hvis der kom en anden regering til, der var mere sekulær og vestligt orienteret. Men så længe Erdogan og hans kumpaner er ved magten, så stoler jeg ikke på dem over en dørtærskel,” siger Alex Ahrendtsen.

” Jeg synes faktisk, det er at spille hasard med europæisk sikkerhed, når man fra EU’s side lægger op til et tættere samarbejde med Tyrkiet”, tilføjer han.

Handel og migranter
Toldunionen med Tyrkiet er fra 1995. Den indebærer, at Tyrkiet følger store dele af EU’s handelspolitik og fælles ydre toldsatser på de omfattede områder. EU er Tyrkiets største eksportmarked, og Tyrkiet er blandt EU’s vigtigste handelspartnere.

I flere år har begge parter ønsket at modernisere aftalen til også at dække serviceydelser, digital handel og offentlige udbud, men politiske konflikter, blandt andet det anspændte forhold mellem Tyrkiet og Grækenland har forsinket processen.

Tyrkiet er fortsat kandidatland, men optagelsesforhandlingerne, der begyndte i 2005, har reelt været i dvale siden 2018.

Migration er et andet nøgleelement. EU-Tyrkiet-erklæringen fra 2016 koblede begrænsning af illegal migration til økonomisk støtte. EU betalte omkring 45 milliarder kroner til Tyrkiet for at holde migranterne tilbage. Den aftale holder stadig.

Oprustningen giver plads til Tyrkiet
På forsvarsområdet findes en rammeaftale, der giver Tyrkiet mulighed for at bidrage til EU-ledede missioner, men landet står uden for EU’s centrale forsvarsinitiativer.

Siden Ruslands invasion af Ukraine har EU-medlemsstaterne bevæget sig mod en langt tættere koordinering af forsvar og kapacitetsopbygning. Således sigter initiativet Readiness 2030 sigter på at mobilisere op til omkring 800 mia. euro i øgede forsvarsinvesteringer frem mod 2030.

Parallelt har EU lanceret Security Action for Europe (SAFE), et låneprogram på 150 mia. euro, der skal finansiere fælles anskaffelser af militært udstyr og kapaciteter, hvor minimum 65 pct. af komponenterne skal stamme fra EU eller tætte partnere.

EU’s forsvarssamarbejde sker også gennem Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO), som omfatter flere end 70 projekter for udvikling af fælles kapaciteter.

Tyrkiet er officielt ”Strategisk partner”
Tyrkiet har i EU’s forsvarssamarbejde fået status som en strategisk interessant partner, især fordi landet har en betydelig forsvarsindustri og er NATO-medlem med en stor stående hær. Tyrkiets forsvarssektor har indgået joint ventures med europæiske våbenfabrikanter om droner og flådefartøjer, og Ankara søger adgang til SAFE-programmet for at indgå i europæiske forsyningskæder og fælles indkøb.

Nogle EU-lande, herunder Tyskland, ser praktiske fordele i at inddrage Tyrkiet som partner i forsvarsprojekter, mens lande som Cypern har forhindret Tyrkiets deltagelse i SAFE-ordningen på grund af sikkerhedspolitiske uenigheder om regionale konflikter.

Er Tyrkiet en nødvendig partner?
Tyrkiet har den største NATO-hær i Europa. Altså, Tyrkiet er et NATO-land. Og når Europa i fremtiden skal være mere autonom i forhold til USA, er det så ikke bare pinedød nødvendigt, at Tyrkiet bliver en del af en ny sikkerhedsstruktur i Europa?

”Nej, det mener jeg ikke. Frankrig ser det ret klart og har været kritisk over for Tyrkiet meget længe. Tyskland er det ikke i samme grad, men det skyldes jo sandsynligvis, at man har tre millioner borgere med en tyrkisk baggrund, så indenrigspolitik også spiller ind”, siger Alex Ahrendtsen

Men er det ikke også risikabelt. Da første Erdogan fik stillet nogle milliarder euro i udsigt, så lukkede han jo effektivt for migrantstrømmen. Hvis man følger dit rationale og skubber Tyrkiet fra os, løber vi så ikke en risiko for, at Erdogan siger jamen værsgo at sejle over havet, værsgo at drage op igennem Balkan, og så har vi en migrantkrise, som ligner den fra 2015-16?

”Vi bad Erdogan om at lave det beskidte arbejde for os i stedet for at gøre det selv. Nemlig at opbygge grænsehegn, sende migranterne hjem, vende bådene. Vi betaler jo de nordafrikanske lande, vi betaler Tyrkiet for at gøre vores arbejde, fordi man ikke vil have beskidte fingre. Det synes jeg på mange måder er usympatisk. Jeg synes, det er uærligt”, siger Alex Ahrendtsen.

”Jeg vil ikke udlicitere ansvaret for flygtningestrømme til andre lande. Det er en opgave, vi må tage på os selv. Det er vores ansvar. Det er rigtigt, Erdogan har det våben i hånden. Det har han jo stadigvæk. Han kan jo hæve prisen. Det er jo skruen uden ende”, tilføjer udenrigsordføreren for Dansk Folkeparti.

Afpresning
Så du betragter Erdogan som en blackmailer fremfor en samarbejdspartner?

”Selvfølgelig er han det. Og han gør det, som Tyrkiet altid har gjort, nemlig at spille på to heste. Og forsøger at genskabe Tyrkiet som en stormagt. Det er hans ultimative mål.”

”Erdogans magt vil blive styrket, jo stærkere han står. Og jo flere sejre, han har udenrigspolitisk, jo stærkere vil han også stå hjemme. Så jeg er slet ikke sikker på, at det er til gavn for Europa, at Tyrkiet udenrigspolitisk bliver styrket. Jeg er ikke interesseret i, at Erdogans parti og Erdogans regering bliver stærkere. Tværtimod håber jeg på, at den bliver så svag, at den falder.”

”Der er en meget vestlig orienteret demokratisk opposition i Tyrkiet, som er støttet af omtrent halvdelen af befolkningen. Mange af deres ledere sidder i fængsel i dag. Det er sådan et land, Tyrkiet er. Det er ikke et land, vi skal knytte til os eller samarbejde tættere med,” siger Alex Ahrendtsen.

Hvad tror du nu, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kommer til at sige, når du i morgen får lejlighed til at udfritte ham om det her?

”Ja, altså, udenrigsministeren gør jo, hvad Udenrigsministeriet beder ham om. Og det er at være forsigtig, diplomatisk og pragmatisk. Og selvfølgelig vil ministeriet gå ind for at indlede forhandlinger med Tyrkiet om et tættere samarbejde, så vi holder dem i folden. Man mener både i regeringen og i EU, at vi har brug for Tyrkiet,” siger Alex Ahrendtsen.